Seneste nyheder

Skrevet af Louie Skougaard

Den tyske regering er blevet væltet, og d. 23. februar skal tyskerne til valg. Artiklen her vil give dig et indblik i, hvorfor Tysklands trafiklyskoalitionsregering, bestående af SPD, FDP og Die Grünen, faldt, hvad de forskellige tyske partier mener, hvordan de klarer sig i målingerne, samt mulige regeringssamarbejder efter valget.

Det nye år nærmer sig med hastige skridt, og 2025 kommer til at indeholde en masse spændende politiske begivenheder, blandt andet det tyske valg. For nyligt faldt den tyske regering nemlig, da Olaf Scholz fyrede den tyske finansminister, Christian Lindner, som er partiformand for det tyske regeringsparti FDP. Som konsekvens af dette blev det tyske parlament opløst, og derfor så skal tyskerne til valg d. 23. februar næste år.

Men inden vi kommer alt for langt, så vil jeg give et overblik over de forskellige tyske partier, da det ellers kan give anledning til forvirring senere i artiklen.

SPD: SPD er det tyske socialdemokrati, og er meget lig det danske socialdemokrati. Deres formand er Olaf Scholz, som er nuværende forbundskansler i Tyskland. På det seneste har de fleste partier rykket sig mere mod højre på værdipolitikken, som konsekvens af AFDs massive fremgang, og dette gælder også SPD. Det minder om det, som vi så det herhjemme med socialdemokratiets reaktion på DFs fremgang. De ligger pt til 17% i meningsmålingerne.

CDU/CSU: CDU er det tyske centerhøjre-konservative parti meget lig Det Konservative Folkeparti i Danmark. Angela Merkel var i sin tid formand for CDU, men partiet har taget en højredrejning siden, at Friederich Merz blev formand for partiet. Dette skyldes nok også AFDs massive fremgang på det seneste, som tvinger de andre partier mod højre i et forsøg på stemmemaksimering. Det kan være en forvirring for nogen, hvorfor man skriver CDU/CSU. Det gør man grundet, at CSU og CDU er i en alliance sammen, hvor de fører valgkamp sammen, og sidder i en samlet gruppe i den tyske forbundsdag. Der er nogle små politiske forskelle mellem de to partier, men de minder utroligt meget om hinanden. CSU er en lille smule mere konservative på værdipolitikken sammenlignet med CDU, der prøver at være et lidt mere landsdækkende forenende parti, men forskellene er så små, at det nærmere kan betegnes som fløjforskelle i et parti. Den store forskel på de to partier er, at CSU udelukkende opererer i Bayern, mens CDU opererer i hele Tyskland undtagen Bayern.

Da CDU er den dominerende part i dette samarbejde, så omtaler man som reelt bare alliancen som CDU. CDU har i samarbejde med CSU lanceret deres fælles valgprogram med navnet ” Politikwechsel für Deutschland” eller på dansk ”Politisk forandring for Tyskland”. Her kommer de ind på deres centrale mærkesager frem mod valget i februar. Alliancen foreslår at sætte gang i den tyske økonomi ved at give en lang række skattelettelser, de vil bl.a. reducere indkomstskatten og selskabsskatten, og så vil de sænke momsen for hotel- og restaurationsbranchen for at gang i den igen. CDU og CSU vil gerne føre en ansvarlig økonomisk politik, og derfor er det også centralt i deres plan, at de ikke ønsker at optage mere gæld, men i stedet vil de finde pengene ved at skære i sociale ydelser, og begrænse den offentlige støtte til indvandrere. Deres politiske plan indeholder også en stram udlændingepolitik, hvor de ønsker en stærkere grænse, fratagelse af statsborgerskabet fra kriminelle borgere med dobbelt statsborgerskab, og så ønske de at sende de asylansøgere hjem, som ikke længere har et beskyttelsesbehov. CDU/CSU var meget imod, at Tyskland skulle lukke atomkraftværker, og de ser det som en oplagt mulighed for grøn energi i Tyskland. CDU ønsker ikke direkte, at de vil have atomkraft tilbage så hurtigt som muligt, men de mener det er vigtigt at undersøge muligheden for, hvordan man bedst muligt kunne gøre det, og om det ville give mening at genindføre atomkraft i Tyskland. Samtidig så vil de investere i sikkerheden i Tyskland ved at give politiet flere ressourcer. Så hvis man skal sige det kort, så er der meget kaos og mange problemer i Tyskland lige nu. Her ønsker CDU at være den stabile hånd på rattet, der kan vende Tysklands problemer med klassiske konservative måder, nemlig ved lavere skat, stærkere politi og mindre indvandring. De vil have forandring, og med CDU ved magten vil der komme markante ændringer i den tyske politik, men det skal ske konservativt, og uden, at de laver radikale tiltag, som eksempelvis AFD vil det.

De ligger pt til 31% i meningsmålingerne.

FDP: FDP er det tyske centerhøjre-liberale parti, og deres politik er meget lig Venstre i Danmark. Christian Lindner er formand for partiet, og var indtil for nyligt finansminister i Tyskland, og FDP var en del af trafiklyskoalitionen. FDP appellerer primært til den øvre middelklasse, iværksættere, og dem, der arbejder i finanssektoren, hvilket afspejler sig i deres politiske mærkesager. De ligger pt til 4% i meningsmålingerne.

AFD: AFD er det mest højreorienterede parti i tysk politik. Hvis man skal finde en dansk ækvivalent til AFD ville det nok være det gamle Nye Borgerlige, altså Peter Seier og Vermunds Nye Borgerlige. De går ind for en stram udlændingepolitik, og vil trække Tyskland ud af EU. Samtidig går de ind for en markant lavere skat, og andre klassiske højreorienterede mærkesager. En af de store problemer i AFD er deres forbindelser til nazisme. AFD er nemlig blevet et samlingssted for tyske nazister og højreradikale, der har fundet sig til rette i et etableret parti. Dette har skabt en stor fløj i AFD, der nærmest glorificerer nazi-perioden i Tyskland. Denne fløj hedder ”Der Flügel”, og ledes primært af Björn Höcke. I ”Der Flügel”-fløjen er der en del, der blot er meget nationalistiske, men desværre også nogle som ser stolt tilbage på tiden med Nazi-tyskland, og enten undertoner alvoren af holocaust, eller direkte benægter holocaust. Det kom bl.a. til udtryk da det fremtrædende medlem af AFD og fløjleder af Der Flügel, Björn Höcke, sagde, at han mente, at det var forkert, at Tyskland have mindesmærker for Holocaust i Tyskland, og at han mente, at de skulle fjernes. AFD har også et europaparlamentsmedlem, der hedder Siegbert Droese, som i 2016 blev fotograferet med sin egen nummerplade, hvor der stod ”AH1818”. AH giver sig selv, og 18 er en numerisk kode brugt af nynazistiske grupperinger, som reference til Hitler, grundet at det første bogstav i alfabetet er a, og nr 8 er h, og dermed 18=AH. Så den interessante kombination på nummerpladen gav naturligvis anledning til, at mange tolkede det som en skjult hyldest til Hitler. Han er stadig fremtrædende medlem i AFD, og så er han også med i ”Der Flügel”-fløjen. Det vurderes, at det er ca. 20% af AFD, der er med i ”Der Flügel”-fløjen. I starten af 2024 kom det også frem, at højtstående medlemmer af AFD havde haft møder med nazister omkring hjemsendelsen af indvandrere. Det skal selvfølgelig nævnes, at dette ikke er partiets officielle linje, men det er selvfølgelig noget at være opmærksom på, når et stort parti, har så ekstrem en fløj. Partiet er ledet af Alice Weidel. De ligger pt til 19% i meningsmålingerne.

Die Grünen: Die Grünen er Tysklands grønne parti, der går meget op i klima. De sidder i EP-gruppe med SF, og det er også det parti, som Die Grünen minder mest om i Danmark. De er ledet af Robert Habeck, der i 2021 blev vicekansler og økonomi-og klimaminister. De går som sagt meget op i klima, men ellers ligger de mellem Die Linke og SPD. De ligger pt til 13% i meningsmålingerne.

Die Linke: Det er Tysklands socialistiske parti, og blev dannet, da Tysklands kommunistiske parti fusionerede med det tyske arbejderparti. Die Linke svarer til en tysk Enhedslisten, og de to partier sidder også i samme EP-gruppe. Ligesom Enhedslisten har de både en venstreorienteret værdipolitik og en venstreorienteret økonomisk politik. De bliver pt. meget hårdt udfordret af BSW, som er en direkte konkurrent, og et udbryderparti fra Die Linke. De har historiske forbindelser til SED, som var det regerende parti i DDR. Efter murens fald blev SED rebrandet til PDS, og PDS gik sammen med det tyske parti arbejderparti for at danne Die Linke, og derfor så har Die Linke en historisk forbindelse til SED. De ligger pt til 3% i meningsmålingerne.

BSW (Sahra Wagenknecht): BSW er et udbryderparti fra partiet Die Linke. Sahra Wagenknecht stiftede partiet som en protest mod den værdipolitiske linje fra Die Linke. På den økonomiske politik ligger BSW ret langt til venstre og ovre ved Die Linke og Die Grünen. På værdipolitikken, der ligger de dog ovre ved AFD og den ydre højrefløj, dog med nogle andre argumenter bag. De går ind for en stram udlændingepolitik, og så går de imod den grønne omstilling, da de mener, at det går udover den tyske arbejderklasse. Samtidig vil BSW genoprette forholdet til Rusland, da de mener, at det vil være et godt økonomisk træk, der vil komme den almene tysker til fordel. Dette er klart en af de mere interessante partier i tysk politik, fordi det i hvert fald i dansk kontekst er en ret usædvanlig cocktail. På værdipolitikken konkurrerer de med AFD om at ramme den almene tysker ved brug af populisme, og samtidig konkurrerer de med Die Linke om de klassiske venstrefløjs-vælgere. Partiet er helt nyt, og har derfor ingen historiske forbindelser til SED og DDR, men mange har sammenlignet BSW med en moderne version af SED, som var det regerende parti i DDR. Deres stifter og partileder, Sahra Wagenknecht, har rost DDR for mange af sine socialistiske elementer, men har også kritiseret DDR for sin autoritære undertrykkelse af politiske modstandere. De ligger pt til 6% i meningsmålingerne.

Regeringsdannelsen i 2021

D. 8. december 2021 fik Tyskland en ny regering med tilnavnet ”trafiklysregeringen”. Denne regering bestod af 3 partier: SPD, Die Grünen og FDP. Dette var en ret interessant koalition, da den spænder fra Die Grünen, som sidder i EP-gruppe med SF, og helt over til FDP som svarer til en tysk version af Venstre. Så ja, det kan åbenbart godt blive værre end Venstre i Danmark. Navnet trafiklysregeringen skyldes, at SPDs partifarve er rød, FDPs gul og Die Grünens partifarve er naturligvis grøn.

De politiske forskelle i regeringskoalitionen har dog også af flere omgange givet problemer, og det er også gået massivt udover de 3 regeringspartier i målingerne, hvilket i sidste ende endte med regeringens fald. På flere områder har der nemlig skullet indgås store kompromisser som har gjort vælgerne utilfredse med alle 3 partier. Senere vil vi komme ind på deres uoverensstemmelser på det økonomiske område, men også på energipolitikken har der været meget uenighed internt i regeringen. Die Grünen ville nemlig gerne gøre det ulovligt at bygge nye varmesystemer, hvor der bliver brugt olie og gas. Dette var FDP meget imod, og SPD prøvede at lægge sig i midten, men hældte til Die Grünens holdning, og fra start 2024 blev det de facto ulovligt, da de lavede et krav, som ingen af de nye varmesystemer med olie og gas ville kunne opfylde. En meget tysk ting er jo Autobahn, og det har også skabt intern uenighed i regeringen. Die Grünen og SPD ønsker nemlig at sænke fartgrænsen for klimaets skyld, og dette er det liberale parti FDP naturligvis meget imod, da de mener, at det er et indgreb i den personlige frihed. Hele autobahn-debatten har dog ikke ført de store resultater med sig, grundet regeringens store interne uenighed.

Især FDP har mistet massiv opbakning blandt vælgerne, efter at de er indgået i en regering med to venstreorienterede partier nemlig Die Grünen og SPD. I november 2024, da den tyske regering faldt, der lå FDP til omkring 4% og havde gjort det i løbet af hele 2024. Dette er ret kritisk for FDP, for den tyske spærregrænse er nemlig på 5%, og med 4% af stemmerne lå FDP nemlig ikke til at komme ind ved et tysk valg. Ved forbundsvalget i 2021 fik de 11,5% af stemmerne, og derfor er det også en ret markant tilbagegang for det liberale parti. Derfor så blev der lagt et enormt pres på regeringspartierne, men i særdeleshed FDP.

Den tyske økonomi

Det hjalp bestemt heller ikke på den tyske regerings popularitet, at den tyske økonomi gik tilbage med 0,3% i 2023. Det var et rigtig dårligt tegn for Tyskland, at deres økonomi ligefrem gik tilbage, og de havde faktisk også den værste økonomi af alle OECD-landene udover Argentina i 2023.

Det lagde naturligvis et kæmpe pres på den tyske regering, for nu skulle der altså ske noget. Og her kommer det store problem, nemlig regeringens interne uenigheder om, hvordan man tackler sådan en krise med negativ BNP-vækst og inflation.

FDP prøvede nemlig at redde sig selv ved at komme med forslag om, hvordan man kunne få gang i erhvervslivet og skære i sociale ydelser. Det var dog ikke noget, der faldt i god jord hos SPD og Die Grünen, og FDP kom derfor ikke igennem med noget særligt, som fik dem til at markere sig på en positiv måde. Det er nok også hovedårsagen bag deres enorme fald i meningsmålingerne, og at de fra starten af 2024 konsekvent lå under spærregrænsen i meningsmålingerne. Samtidig begyndte CDU at få mere og mere opbakning, og da de har en overlappende vælgergruppe med FDP, så blev FDP endnu mere ramt, når deres store konkurrent begyndte at klare sig rigtig godt.

Som sagt så fik FDP ikke rigtig noget af deres politik igennem, og i 2024 forventes Tysklands økonomi at have stagneret med en vækst på 0%, altså ingen vækst. Ydermere fik den tyske regering sig et stort problem i november 2023, da de skulle lave den tyske finanslov. Nogle af deres budgetteringer blev nemlig vurderet til at være lovstridige, og der manglede derfor lige pludselig 60 milliarder euro (ca. 450 milliarder danske kroner) i budgettet. Det skyldes, at de ville omfordele 60 milliarder euro fra nogle covid nødsfonde, der var beregnet til at få den tyske økonomi på benene efter covid. De penge ville de i stedet bruge på energisektoren, men dette vurderede den tyske forfatningsdomstol var i strid med loven, og de kunne derfor ikke bruge covid nødsfundene til andre formål som f.eks. energisektoren, og de manglede derfor pludselig 60 milliarder euro.  Det er ret markant hul, og regeringspartierne var meget uenige om, hvordan disse penge skulle findes, og det er her, at det for alvor gik helt galt for den tyske regering.

Faldet

En uge inden den tyske regerings fald blev der lækket et 18 sider langt dokument, der beskrev hvordan FDP ville finde disse penge, og løse Tysklands økonomiske problemer. De forslag, der blev beskrevet i dette dokument, var bl.a. at skære på sociale ydelser, og skrue ned for nogle af de ambitiøse klimaplaner som regeringen ellers havde lagt op til.

Dette stod i stærk kontrast til Die Grünen og SPDs politikker, og gik imod regeringens planer. Die Grünen går jo meget op i klimaet, og SPD går meget op i at beholde de sociale ydelser, så FDPs forslag blev bestemt ikke taget godt imod. Die Grünen foreslog i stedet, at man skulle beskatte de rige, og få gang i økonomien ved statslig investering.

Den tyske regering indledte kriseforhandlinger i et forsøg på at blive enige om en ny aftale, men det lykkedes ikke. I stedet gik Olaf Scholz ud og fyrede FDPs partiformand, Christian Lindner, som finansminister. Dette blev gjort med begrundelsen, at Christian Lindner gentagende gange havde modarbejdet regeringen, og nu flød bægeret altså over.

Rygtet går på, at dette lækkede dokument var en strategisk handling fra FDP for at signalere til vælgerne, at de ville en anden vej end resten af regeringen, og at de kæmpede hårdt for lavere skat, og nedskæringer i den offentlige sektor, og derigennem håbede på at vinde noget troværdighed tilbage hos vælgerne, som de ellers havde tabt. Flere har nemlig også beskrevet det lækkede dokument som noget, der nærmere ligner et partiprogram frem mod en valgkamp frem for et finanslovsforslag.

Dette bliver også bakket op af historier som flere tyske aviser har skrevet. Her beskriver aviserne nemlig, at et møde har fundet sted hos FDP, hvor partitoppen mødtes for at diskutere, hvordan de bedst muligt kunne komme ud af denne regering, og hvordan de ville få den til at kollapse. En del af denne plan var, at de skulle lække et dokument, hvor de ville komme med en økonomisk plan, som de vidste, at deres vælgere ville respondere godt på, samtidig med, at de vidste at SPD og Die Grünen aldrig ville kunne gå med til det.

Dermed tyder det meste på, at FDP højst sandsynligt har planlagt et regerings-exit, hvor de skulle komme ud af regeringen med en større troværdighed, og genvinde støtte blandt vælgerne ved at lække dette dokument.

Det kommende valg, og hovedtemaer i valgkampen

CDU ligger utrolig godt frem mod det tyske valg, og med en klar føring på 31%, så ligger de til at ”vinde valget”. Deres nærmeste efterfølger er AFD på 19%, og SPD på 17%, og det er derfor en ret stor sejr, som formentlig ligger i vente for CDU. Ved det sidste tyske valg i 2021 fik de 24,1% af stemmerne, og de har derfor også haft en ret fin fremgang siden sidste valg. Det skyldes, at de har ført en effektiv kampagne mod den yderst upopulære regeringskoalition, ved at gå tilstrækkeligt imod regeringen til, at tyskerne ved, at de står for en mærkbar politisk ændring, samtidig med, at de har holdt sig fra ekstreme udtalelser og kontroverser. Og så er det simpelthen bare det oplagte valg, når regeringen er meget upopulær, og det eneste andet alternativ på højrefløjen er AFD. Samtidig så er Merz’ fokus på den økonomiske politik meget tiltalende for tyskerne, nu hvor den tyske økonomi er så udfordret. Ydermere så ser mange tyskere Merz som en stærk, erfaren og kompetent leder, der kan få dem igennem de store problemer, som de står i lige nu.

Udover dette, så bliver det særligt interessant at følge AFD i denne valgkamp.

AFD har nemlig haft en massiv fremgang på det seneste, og de ligger med 19% til at slå socialdemokraterne, og blive Tysklands andet største parti. Det er ret imponerende for et parti, der trods alt ligger et godt stykke ude på højrefløjen. Dette skyldes flere faktorer, men særligt deres tilgang til indvandringspolitikken og den økonomiske politik tiltrækker mange tyskere. Som det ses i mange andre europæiske lande, så er europæerne ved at være trætte af indvandrere fra især MENAPT-landene, og dette ses også i Tyskland. AFD går ind for en meget stram indvandringspolitik, og dette tiltaler mange tyskere, da de endelig føler sig hørt efter 16 år med Angela Merkels politik, og derefter 3 år med socialdemokratisk styre. Det seneste angreb på julemarkedet i Magdeburg har kun sat endnu mere gang i debatten om indvandrere fra MENAPT-landene i Tyskland.

Ydermere så går AFD også til valg på at hjælpe den almene tysker, og få gang i økonomien ved skattelettelser både i bund og top. Derfor så ser mange AFD som et friskt vindpust, der tager deres problemer seriøst, og vil komme med reelle løsninger på dem.

AFD er utroligt dygtige til at gøre brug af højrepopulisme, hvor de taler til den almindelige tysker, og får dem til at føle sig hørt, og det er nok den primære forklaring bag deres store succes. De kunne sagtens have dette politiske program uden at se den store fremgang, men fordi de er så dygtige til at få den almene tysker til at føle sig set, så vinder de enormt frem på det.

AFDs store problem frem mod valget kommer dog til at være at undgå sager, hvor de kommer til at blive kædet sammen med højreekstreme grupperinger, og særligt nynazister. I starten af sidste år kom det f.eks. frem, at fremtrædende medlemmer af AFD havde haft politiske drøftelser med nynazister omkring hjemsendelsen af indvandrere, og dette møde faldt naturligvis ikke i særlig god jord hos mange tyskere. Udover dette så har de, som før beskrevet i artiklen, en meget ekstrem fløj kaldet ”Der Flügel”, og det kan komme til at skabe mange problemer for dem under valgkampen.

Den tyske økonomi har været omtalt meget i denne artikel, og det er med god grund. Den tyske økonomi er nemlig det allervigtigste område for tyskerne frem mod det næste valg. Her står højrefløjspartierne uden for regeringen, altså CDU og AFD, særligt stærkt. Højrefløjspartier står ofte stærkt, når økonomien har det dårligt, og CDU og AFD har den fordel, at de ikke lige har siddet i en regering, der har leveret dårlige resultater.

Den tyske venstrefløj står på ingen måde særlig stærkt, og som det ser ud nu, kan et regeringssamarbejde til venstre for midten simpelthen ikke lade sig gøre. Den yderste venstrefløj i Tyskland er pt også splittet, og Die Linke ser ikke ud til at komme ind. Det skyldes, at det nye BSW og Die Linke har en meget overlappende vælgergruppe, hvilket kan føre til stemmespild på venstrefløjen. Samtidig så har Die Grünen og SPD lige siddet i en meget upopulær regering, så de har bestemt ikke medvind.

Regeringssamarbejder

Med et stærkt CDU, der ser ud til at vinde valget, så er der flere muligheder for et fremtidigt regeringssamarbejde.

CDUs partiformand Friederich Merz har dog af flere omgange afvist et samarbejde med AFD, og derfor så bliver det højst sandsynligt en tysk regering uden AFD. Der er en historisk årsag til, at ingen tyske partier vil indgå i en regering med partier på den ydre højrefløj, som eksempelvis AFD. Hitler og nazisterne kom nemlig til magten ved, at den konservative kansler, Paul Von Hindenburg, inviterede dem ind i regeringen, og her fik de mere og mere magt indtil Hitler blev diktator. Jeg sammenligner ikke nazisterne med AFD, det er blot den historiske årsag til, at tyske partier ikke vil indgå i en regering med partier på den ydre højrefløj.

Den eneste måde, hvorpå, at regnestykket så kan gå op, er ved en regering hen over midten mellem SPD og CDU, med CDU og Merz i spidsen. Dette ser ud til at være det mest sandsynlige udfald af valget.

Meget kan dog stadigvæk ske frem mod et valg, så det bliver bestemt spændende at følge med i det tyske valg frem mod februar.

Landsrådet er Konservativ Ungdoms største årlige begivenhed og finder sted i marts Forretningsudvalget har glædet sig til at præsentere lokationen for Landsrådet 2025.

Konservativ Ungdom kommer til at indtage Dalum Landbrugsskole i Odense. Her vil KU’ere fra hele landet mødes for at debattere organisationens politik, samt beslutte hvem der i det kommende år skal lede Konservativ Ungdoms Landsorganisation.

Landsrådet vil blive afholdt i weekenden 28. – 30. marts 2025

Foto: Jørgen P. Jensen

Indledning

Du vil nu være vidne til et rigtigt juleeventyr. Altså ikke et eventyr, der er rigtigt, men “rigtigt” er en styrkemarkør for, at det er et eventyr.

Der vil måske være navne og steder, som minder om noget, du kender, men hvis det er tilfældet, er det en ren tilfældighed. Dette er nemlig blot et eventyr, og har ingen sammenhæng med virkeligheden.

Rigtig god fornøjelse.

Kapitel 1: Jacob, den egoistiske landsformandskandidat

Det var juleaftensdag, og på Konservativ Ungdoms hovedkontor sad en mand – lad os kalde ham Jacob – fra en eller anden ligegyldig ø og arbejdede. Men Jacob var ikke selv ligegyldig. Han stillede nemlig op til posten som landsformand for Konservativ Ungdom, og mellem bunker af julekort, der endnu ikke var sendt ud til medlemmerne, og løse notater om, hvordan man kunne spare penge på medlemmerne, fantaserede Jacob over, hvilken fremtid, han ville have i politik. Han så overskrifterne for sig: “Ungdomspolitisk superstjerne flyver ind i Folketinget”, “Fyn er atter relevant” og Jacobs yndlings: “Han sparede i KU – nu sparer han på statskassen”

Jacob var en mand med stor mistillid til alt, der ikke kunne tælles eller rationaliseres. “Julekort?” tænkte han. “Ren socialistisk påfund. Vi kunne droppe dem og give løn til hele FU”.

Pludselig bankede det på døren, og ind trådte et spøgelse – en halvtransparent skikkelse med et kongemærke, der så ud som om, det i mange år var blevet båret, ligesom Jacob selv bar sit kongemærke.

“Hvem er du?” spurgte Jacob undrende. “Og hvad laver du her?”

Spøgelset stirrede på ham med et melankolsk blik. “Jeg er Anders Storgaard,” svarede han langsomt. “Den tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, og nu er jeg dømt til at hjemsøge alle, der glemmer, hvad formandskabet handler om – foreningen er mere end et springbræt til en politisk karriere. Jeg kæmpede for mere end det, men magten blændede mig!”

Jacob kiggede på ham og rynkede panden. “Hvad mener du? Det er da fornuftigt. Jeg har styr på tingene”.

“Da jeg blev formand, kæmpede jeg for medlemmerne” svarede Anders Storgaard og fortsatte, “men da jeg gik til kamp mod Kina, glemte jeg, hvor jeg kommer fra. Du er fanget i et net af selviskhed – du ser kun på dig selv og dine nærmeste, og du glemmer, hvad det i virkeligheden handler om: Medlemmerne!”

“Du er da ikke alvorlig?” Jacob rystede på hovedet. “Hvis jeg bliver formand, må medlemmerne da være med mig?”

“Tro mig, Jacob,” sagde Storgaard med et trist smil, “jeg har set det. Jeg har været der. Hvis du ikke ændrer kurs, vil du ende som mig: en misforstået politiker, hvis kritikere styrer hans fortælling. Nu har jeg en kinesisk arrestordre hængende over mig, og nye medlemmer tror alligevel, at jeg er kommunist!”.

Og med det forsvandt Storgaard i et glimt af fortiden.

Kapitel 2: Spøgelset af nutiden

Jacob satte sig tilbage i stolen og fnøs. Men pludselig lød der et voldsomt rabalder, og ind kom et nyt spøgelse – denne gang en yngre mand med et skinnende jakkesæt og et smil, der kunne få selv de mest venstreorienterede feminister til at rødme af begejstring.

“Hvem er du?” spurgte Jacob, nu en smule lettere til mode, men stadig skeptisk.

“Jeg er Christian Holst Vigilius,” sagde spøgelset med en smule stolthed i stemmen. “Jeg er den nuværende formand for Konservativ Ungdom, og jeg er her for at vise dig, hvordan vi virkelig udnytter posten som landsformand!”

Christian Holst Vigilius begyndte at vise Jacob rundt i Konservativ Ungdoms hovedkvarter – hvor man kunne få gratis kaffe, men kun hvis man først havde hvervet 5 medlemmer og besvaret en mail om DUF-revision fra PWC. “Ser du, Jacob,” sagde han, “det handler om at have medierne på sin side. Jeg kan være i aviserne hver uge med artikler om, hvordan vi redder Danmark, mens tusindvis af potentielle læsere også ser et flot billede af mig ved siden af artiklen”.

“Medierne?” spurgte Jacob undrende. “Og hvorfor viser du mig rundt på HQ? Jeg sidder jo i FU…”

“Jeg aner ikke hvem du er, men har du ikke set mig på TV? Det handler om at skabe opmærksomhed, få presseomtale, og få folk til at tale om dig, så du også kan blive noget efter KU – glem alt om de små detaljer. Det er ikke vigtigt, hvad vi siger, men hvor mange der hører os”.

Jacob begyndte at blive mistænksom. “Er det virkelig det, jeg skal stræbe efter? Er det virkelig alt, det handler om?”

“Ja!” svarede Christian hurtigt og med stor selvsikkerhed. “Al omtale er god omtale. Har du ikke set, da jeg var i medierne for at støtte Ron DeSantis? Lige meget om folk var enige eller uenige, så nævnte de MIG”.

Kapitel 3: Spøgelset af fremtiden

Jacob var lige ved at opgive håbet, da det næste spøgelse ankom. Den fremtidige formand var en mystisk skikkelse i en dyster mørk dragt, og ansigtet var skjult under en hætte.

“Hvem er du?” spurgte Jacob igen, da han indså, at denne ånd måske ville være den, der kunne få ham til at forstå noget om sin politiske fremtid.

“Jeg er Mikkel Bjørn Sørensen,” svarede spøgelset med en hæs stemme. “Jeg var engang medlem af Folketinget. Nu styrer jeg Konservativ Ungdom med en jernhånd, præcis som jeg altid har drømt om, og foreningen fører Dansk Folkepartis politik, mens mine loyalister infiltrerer Det Konservative Folkeparti”

Jacob stirrede på spøgelset. “Men… hvorfor Konservativ Ungdom? Hvorfor forlade Folketinget? Hvad sker der med mig?”

Mikkel Bjørn Sørensen trak hætten lidt til side, og Jacob kunne se et uhyggeligt smil brede sig over hans ansigt. “Fordi, Jacob,” sagde Mikkel med en skarp tone, “Der var ingen samlende formand, og foreningen var forsvarsløs for mit kup. Nu har jeg fået den ultimative hævn for min eksklusion dengang i 2016. Jeg er den fremtid, foreningen har, hvis du glemmer medlemmerne”

Jacob blev forvirret. “Er det virkelig den fremtid, der er i vente for Konservativ Ungdom?”

Mikkel Bjørn Sørensen trak sin hætte ned og forsvandt langsomt ud af synet, mens han svarede: “Ja, Jacob. Og hvis du ikke ser det, vil du ende som én af de formænd, hvis portrætter vender omvendt i HQ, fordi medlemmerne ikke kan tilgive dig”.

Kapitel 4: Den ulykkelige opvågnen

“Er du okay, Jacob?” En lav, skarp stemme skar gennem hans tanker. Det var Daniel Bekesi. “Der er flere mails, der kræver din opmærksomhed.”

Jacob rystede på hovedet og kiggede op på sin næstformand. Bekesi stod i døren med et småligt smil, som ikke nåede hans iskolde øjne. Det var, som om han altid ventede på at udnytte et svagt øjeblik, som dette.

“Jeg har været i et møde med… mig selv,” sagde Jacob med en træt stemme.

Bekesi trådte ind og lukkede døren bag sig. “Møder med dig selv, Jacob?” han lo hånligt. “Jeg håber da, det var produktivt. For vi har en række opgaver, der venter.”

Jacob mærkede et stik af irritation, men han holdt sig selv i skak. Bekesi var en skarp og beregnende karakter. Selvfølgelig havde han en vis dygtighed i at holde styr på logistikken og sikre, at de politiske dagsordener blev gennemført, men der var noget ved ham, der altid føltes som om han ventede på at sætte sine egne interesser først.

“Ja, selvfølgelig,” sagde Jacob og vendte sig væk fra ham. “Men det kan vente lidt. Jeg er i gang med at tænke på noget mere… fundamentalt.”

“Fundamentalt?” Bekesi hævede et øjenbryn og lænede sig frem. “Er du begyndt at få tvivl på din kurs, Jacob? Er du begyndt at overveje… alternativer? Hvad har fået dig til at blive sådan her? Har du set for mange spøgelser?” Han grinede sarkastisk.

“Mere end ét,” svarede Jacob med et skævt smil.

Han rejste sig langsomt og kiggede ud af vinduet. En vinterstorm var begyndt at rase udenfor, men han følte sig ikke kold. I stedet havde han fået en indre opvarmning – en fornyet forståelse af, hvad hans politiske skæbne kunne blive.

Kapitel 5: Et opgør med vanerne.

Den følgende dag, da Jacob gik ind på sit kontor, følte han, at noget var anderledes. Den gamle, velkendte diskussion om besparelser på medlemmer havde været hans faste metier, men i dag kunne han ikke længere ignorere de elementer, som Mikkel Bjørn Sørensen havde præsenteret for ham. Hvis han ville have arv som noget mere end en fodnote, måtte han ændre sig. Han måtte vinde medlemmerne, ikke bare i ord, men i praksis.

Jacob satte sig ved skrivebordet og begyndte at skitsere en plan. Hans plan tog form. “Mere end foreningstoppen,” skrev han på papiret. “Vi skal kæmpe for et Konservativ Ungdom, der ikke kun belønner os, der er noget, men som husker og takker dem, som har gjort os til noget.”

Kapitel 6: Nyårsfesten og beslutningen

Som nytårsaften nærmede sig, blev Jacob inviteret til den årlige nytårsfest i Konservativ Ungdoms hovedkvarter. Det var et event, hvor gamle og nye medlemmer mødtes, og hvor de politiske visioner blev vendt for det kommende år.

Denne gang var Jacob anderledes. Han havde tænkt grundigt over sin plan. Han skulle ikke længere bare være den økonomiske purist, der holdt fast i gamle doktriner. Han skulle være leder – en leder, der kunne samle, organisere og inspirere.

Ved festens start blev Jacob mødt med et venligt nik af Christian Holst Vigilius, den nuværende formand. Vigilius havde hørt om Jacobs idéer og havde givet ham anerkendelse for hans arbejde. Men Jacob vidste, at det ikke længere var nok at stå og nikke til systemet. Han måtte gøre noget mere.

Efter at have drukket et glas champagne, trak Jacob sig tilbage til et hjørne og begyndte at tale med nogle af de yngre medlemmer. Det var her, han så muligheden. Hvis han kunne få dem til at forstå hans vision – ikke kun som politik, men som en bevægelse – så kunne han virkelig få magt. Det var ikke længere nok at tale om organisatoriske løsninger; han måtte skabe en bevægelse, der kunne forandre kulturen. En bevægelse, der kunne gå ud over de gamle økonomiske diskussioner og opbygge et nyt fællesskab.

Pludselig blev han opmærksom på et skarpt blik fra den anden ende af lokalet. Mikkel Bjørn Sørensen stod og så på ham med et selvsikkert smil. Det var som om han vidste præcis, hvad Jacob havde tænkt. Han gik mod Jacob, og de to mænd mødtes i et kort, men intenst blik.

“Så, Jacob,” sagde Mikkel med et skævt smil. “Er du klar til at tage magten?”

Jacob kiggede på ham og nikkede. “Ja,” svarede han beslutsomt. “Jeg er klar til at skabe fremtiden. Og du må forresten ikke være her, for du er ikke medlem”

Og således, på tærsklen til et nyt år, tog Jacob sin beslutning. Han ville ikke længere bare være den næste i rækken. Han ville være den, der skabte fremtiden. Og han ville starte i Konservativ Ungdom, hvor han kunne forme den næste generation af konservative ledere, der ikke glemte, hvor de kom fra.

Slutningen

Således sluttede det rigtige juleeventyr. Altså det der eventyr, der ikke var rigtigt, men hvor “rigtigt” blev brugt som en styrkemarkør af, at det var et eventyr.

Du bemærkede muligvis  navne og steder, som minder om noget, du kender, men hvis det er tilfældet, er det en ren tilfældighed. Dette var nemlig blot et eventyr, og har ingen sammenhæng med virkeligheden.

Rigtig glædelig vinterhøjtid.

Den 30. november 2024 markerer vi 150-års fødselsdagen for en af det 20. århundredes største
politiske ledere, Sir Winston Spencer Churchill. Churchill var ikke blot en britisk premierminister;
han var også en forfatter, soldat, strateg og en urokkelig forsvarer af frihed og demokrati. For os
unge konservative er hans liv og politiske arv mere end en historisk fortælling – det er en kilde til
inspiration og en påmindelse om, hvad principfast lederskab kræver.

Churchills liv strakte sig over nogle af historiens mest tumultariske årtier, og han spillede en
afgørende rolle i nogle af de vigtigste begivenheder i moderne tid. Hans karriere var dog ikke uden
udfordringer, og hans vej til storhed var præget af både sejre og nederlag, mod og kontroverser.
Hans rejse fra soldat til statsmandsikon tilbyder værdifulde lektioner i lederskab, værdier og
vedholdenhed.

Fra soldat til politisk visionær

Winston Churchill blev født i 1874 som søn af Randolph Churchill, en konservativ politiker, og
Jennie Jerome, en amerikansk arving. Som ung viste han både intellektuel nysgerrighed og en
rastløshed, der blev en del af hans karakter. Hans tidlige karriere var præget af en passion for
eventyr og mod, og han begyndte som officer og krigskorrespondent.

I slutningen af 1890’erne oplevede Churchill krigens realiteter på tæt hold. Han var i Indien, Sudan
og Sydafrika og opnåede anerkendelse som journalist og forfatter. Hans bog om slaget ved
Omdurman i Sudan blev en bestseller og afslørede hans evne til at kombinere strategisk forståelse
med en bemærkelsesværdig evne til at formidle. Det var her, han udviklede den pragmatisme og
beslutsomhed, der senere skulle blive kendetegnende for hans politiske karriere.

Churchill blev valgt til parlamentet i 1900 som medlem af Det Konservative Parti, men allerede i
1904 skiftede han til Det Liberale Parti. Han var utilfreds med de konservatives økonomiske politik,
især deres støtte til protektionisme. Dette skifte illustrerer hans tro på, at principper og politiske
overbevisninger vægter tungere end partiloyalitet. Som handelsminister fra 1908 til 1910 spillede
han en central rolle i at vedtage reformer, der forbedrede arbejdsvilkårene for mange briter. Han
arbejdede for mindsteløn og styrkede lovgivning om arbejdsmiljø, hvilket viste hans evne til at forene
social retfærdighed med økonomisk vækst. Han vendte hjem til Det Konservative Parti i 1924, og
forblev medlem til sin død.

Leder i krig og krise

Churchills karriere var dog ikke uden modgang. Under 1. verdenskrig blev han kritiseret for sin rolle
i Gallipoli-kampagnen, en fejlslagen militær operation, der resulterede i store tab. Denne fiasko førte
til, at han midlertidigt forlod politik og søgte trøst ved at male og skrive. Men hans vilje til at lære af
sine fejl og vende tilbage til politik demonstrerer en bemærkelsesværdig modstandsdygtighed.

I mellemkrigstiden, da mange i Europa ønskede at undgå endnu en krig, var Churchill en af de få,
der advarede mod farerne ved Adolf Hitler og det nazistiske regime. Hans advarsler blev ofte
ignoreret, men hans skarpe analyse og principfaste kritik af appeasement-politikken viste sig at være
profetiske.

Da krigen brød ud i 1939, og Storbritannien stod over for sin største udfordring i moderne tid, blev
Churchill premierminister i maj 1940. Han overtog ledelsen i et land, der var på randen af
nederlag. Med sin ukuelige tro på sejren og sin evne til at samle nationen leverede han nogle af
historiens mest mindeværdige taler. Hans berømte udsagn, “I have nothing to offer but blood, toil, tears, and
sweat,” og “We shall never surrender,” styrkede moralen i en tid, hvor udfaldet syntes håbløst.

Churchill spillede en nøglerolle i at sikre alliancer med USA og Sovjetunionen, hvilket blev
afgørende for de Allieredes sejr. Hans strategiske tænkning og diplomatiske evner var uundværlige,
og han blev et globalt symbol på frihedens kamp mod tyranni.

Churchills eftermæle og efterkrigstidens visioner

Selvom Churchill led et overraskende valgnederlag i 1945, fortsatte han med at præge den politiske
scene. I 1951 vendte han tilbage som premierminister og arbejdede for at bevare Storbritanniens
rolle som en global magt. I denne periode var han også en stærk fortaler for europæisk samarbejde,
selvom han holdt fast i tanken om national suverænitet. Han mente, at et stærkt og forenet Europa
kunne forhindre fremtidige konflikter, men han insisterede på, at Storbritannien skulle bevare sin
selvstændighed.

Churchills “Jerntæppe-tale” i 1946 markerede begyndelsen på den kolde krig og understregede hans
evne til at se fremtidige udfordringer. Hans advarsler om Sovjetunionens ekspansion viste sig at være
lige så visionære som hans forudsigelser om Nazityskland i 1930’erne.

Churchill trak sig tilbage fra politik i 1955, men hans indflydelse forblev enorm. Han modtog
Nobels Litteraturpris for sine historiske værker, herunder de seks bind om 2. verdenskrig, og han
blev betragtet som en af historiens største statsmænd. Han døde i 1965, men hans arv lever videre
som en påmindelse om, hvad principfast lederskab kan opnå.

Lektioner for unge konservative

For os unge konservative er Winston Churchills liv en guldgrube af inspiration. Hans urokkelige tro
på frihed, hans mod til at stå fast mod overvældende odds og hans evne til at forene pragmatisme
med principper giver os værdifulde lektioner i politisk lederskab.

Churchill minder os om, at ægte lederskab kræver mod til at træffe svære beslutninger, også når de
er upopulære. Hans liv viser, at fejl og tilbageslag ikke behøver at definere os – det er, hvordan vi
rejser os igen, der tæller. I en tid, hvor polarisering og kortsigtet tænkning præger det politiske
landskab, kan vi lære af hans evne til at tænke strategisk og langsigtet.

Churchill stod fast på, at frihed og demokrati ikke kan tages for givet, men skal forsvares med
beslutsomhed og offer. Som unge konservative må vi huske, at de værdier, vi kæmper for i dag, vil
forme fremtidens verden. Ligesom Churchill bør vi have modet til at handle, selv når
udfordringerne synes uovervindelige.

På hans 150-års fødselsdag hylder vi en mand, der med sit liv og sine handlinger har vist os, hvad
det betyder at stå fast på sine principper. Hans arv er et kald til os om at være ledere, der ikke blot
reagerer på øjeblikkets krav, men som kæmper for de tidløse værdier, der sikrer frihed, retfærdighed
og fred.

Skrevet af Cand.mag. i historie, Benjamin Tvede

Skrevet af Louie Skougaard

Tim Walz er 60 år gammel, har siden 2019 været guvernør i Minnesota og så hører han, ligesom Kamala Harris, til den venstreekstreme del af det demokratiske parti. Han har også siddet i repræsentanternes hus fra 2007-2019, og før det var han skolelærer, hvor han underviste i samfundsfag. Inden han blev skolelærer, har han også været i det amerikanske militær. Det vender vi tilbage til.

Præsidentdebatten er bag os, og vi ser frem mod vicepræsidentsdebatten i morgen. Her stiller demokraterne med kandidaten Tim Walz, men hvem er han egentlig?

Mange amerikanere ser ham som en venlig, midwestern familiefar, og han appellerer på den måde til befolkningen ved at være folkelig og relaterbar. Ydermere så kommer han fra en meget lille by i Nebraska, og appellerer på den måde til de amerikanere, der bor ude på landet, og især vælgerne fra det såkaldte ’Rustbælte’.

Men hvad er hans historik egentlig som politiker?

Woke Walz

Tidligere blev det nævnt, at Tim Walz hører til den venstreekstreme del af det demokratiske parti, og det udmønter sig også i hans førte politik i Minnesota. Han har nemlig stået for at få lovgivning igennem i Minnesota, der dikterer, at alle toiletter på skoler, inklusive drenge-toiletter, skal have gratis menstruationsprodukter helt ned til 4. klasse. Det kan måske lyde som en dårlig joke, men det er det desværre ikke; det er bare Tim Walz’ politik.

Også under Black Lives Matter-demonstrationerne viste Tim Walz, hvem han egentlig er. Der gik nemlig hele tre dage med voldsomme demonstrationer, før han indsatte den nationale garde for at få styre på de voldelige optøjer. Da han så endelig indsatte garden, var det kun en meget lille del af garden, der blev indsat, og de blev udelukkende sat til at forsvare enkelte offentlige bygninger, alt imens de voldelige BLM-demonstranter fortsatte med at terrorisere Minnesotas gader. Hans kone nød endda ligefrem de voldelige demonstrationer og fortalte, at hun holdt vinduerne åbne derhjemme, for bedre at kunne nyde duften af de brændende dæk, da det var en smuk repræsentation af, hvad der foregik.

En økonomisk politik, der får ros af Enhedslisten

Hvis man kerer sig om økonomisk politik, så er der også grund til bekymring. For Tim Walz er nemlig selverklæret socialist, og for nyligt kom han med følgende citat : ”Én persons socialisme er en anden persons naboskab”, hvilket naturligvis vandt genklang hos Enhedslistens Pelle Dragsted.

Han er generelt meget glad for, at staten skal varetage så meget som muligt, eksempelvis så var en af hans store mærkesager i Minnesota, at skolefrokosterne skal være skattebetalte.

Militærtiden, spritkørsel og løgnagtighed

Harris-kampagnen kører meget på, at Tim Walz er tidligere militærmand, og selvom det er rigtigt, at Tim Walz har været i det amerikanske militær, så er det ikke det, der er kommet i fokus i nyere tid. Tim Walz lovede nemlig sin gruppe i militæret, at han ville tage med dem til Irak, men lige da det blev aktuelt, så smuttede han fra militæret, og stillede i stedet op til valg. Det så flere fra hans militærgruppe som et enormt svigt. Udover dette så lyver han endda også om sin fortid i militæret. Han har skrevet forord til bøger om ham selv, hvor han bliver beskrevet som veteran, og han har tidligere sagt, at han har båret våben i krig. Begge påstande er løgn, og kendetegner egentlig meget godt Tim Walz.

Tim Walz er, som I nok efterhånden kan fornemme, knap så god til bortforklaringer, og det har vi set af flere omgange. Han er nemlig også dømt for spritkørsel, og her kom ham og hans hold igen med dårlige bortforklaringer. Tim Walz blev nemlig taget med 1,28 promille i blodet, og her var forklaringen fra ham og hans hold, at Tim Walz slet ikke havde drukket den aften, og at grunden til, at han fejlede alkoholtesten var, at han er delvist døv. Hvordan det så giver dig en promille på 1,28 er en gåde, der stadig ikke er blevet løst. Hans kampagne sagde også, at han var så ædru, at han faktisk selv fik lov til at køre til politistationen. Politiet kan dog fortælle, at dette også er løgn.

Hvorfor ville Kamala Harris dog vælge Tim Walz?

Med alt dette in mente kan man jo med rette stille spørgsmålet: Hvorfor ville Kamala Harris dog vælge Tim Walz som vicepræsidentkandidat frem for andre kandidater?

Den kandidat, der umiddelbart var mest oplagt, var nemlig ikke Tim Walz, men derimod Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro. Modsat Tim Walz, så er Josh Shapiro guvernør i en svingstat, som kan være afgørende for udfaldet af valget. Josh Shapiro hører også til den mere moderate del af det demokratiske parti, og kan derfor appellere til nogle andre vælgere end Kamala Harris og Tim Walz kan. Og det er bare nogle af alle de ting, der gjorde Josh Shapiro til en mere oplagt kandidat, så hvorfor valgte Harris så ikke ham?

Det er der flere årsager til.

Tim Walz fremstår for mange amerikanere mere relaterbar end Josh Shapiro, da Josh Shapiro virker mere som en “rigtig” politiker, og derfor lidt distanceret fra befolkningen, modsat Tim Walz, der fremstår mere som en midwestern familiefar. Så folkeligheden har højst sandsynligt spillet en rolle i valget af vicepræsidentkandidat.

Møderne med Kamala Harris gik også bedre for Walz end Shapiro. De klikkede vist bedre, og havde en vision for USA, der var mere på linje. Meldingerne fra Josh Shapiros hold var nemlig, at møderne ikke havde gået helt så godt, som han havde håbet på. Det med den fælles politiske vision giver meget god mening – for Kamala Harris har nemlig mere politisk til fælles med Tim Walz, end hun har med Josh Shapiro, der tilhører den mere moderate del af det demokratiske parti. Ydermere så er Josh Shapiro jøde, og har i sin ungdom udtalt sig positivt om IDF, og derfor så er han heller ikke ligefrem populær i Harris’ Hamas-glade bagland.

v. Herning-korrespondent Emil Bang Træholt

Det er den tid på året, hvor politik skal mærkes på kroppen. Den tid, hvor dine håndflader hæver til rødlige, brændende plader, fordi du ikke kan modstå det sociale pres til at klappe i takt hver gang et folketingsmedlem fra talerstolen skal fortælle en okay, men simpel og nem, sjov bemærkning, eller det fortæller os hvad der er forskellen på Det Konservative Folkeparti og et andet givet parti. Den tid, hvor dine dine tæer krummer så meget, at de kan forveksles med underernæret ballerinateenagers maltrakterede stilke, når den ene boomer-vittighed tager den næste fra talerstolen. Det er partiets landsråd.

Denne artikel skal dog ikke omhandle selve landsrådet, men vil fungere som din guide til alt det omkringliggende i hedens asfalterede hovedstad. Redaktionen tager dig forbi adskillige trin på din lørdag, og præsenterer dig ved hvert trin forskellige muligheder for turisme.

Frokost

Hvis ikke du er en komplet idiot, der har bestilt sandwich, så er det vigtigt at finde et godt alternativ. Redaktionen anbefaler at lægge en solid og sikker bund for aftenens festivitas på ét af følgende steder:

McDonald’s

McDonald’s er for dig, der enten vil have noget du kender hjemmefra, eller dig, der søger den billigste løsning. McDonald’s er faktisk blevet billigst i Herning, og det kan du takke hvid fløj og deres hårde integrationspolitik for. Café Cozy må nemlig ikke længere ansætte folk uden opholds- eller arbejdstilladelse, og derfor har de været nødt til at hæve priserne.

Sushi
Okay, måske er du alligevel idiot, for hvor god sushi tror du, man kan få i Herning? Du kan til gengæld imponere et ungt, kvindelig medlem fra en anden lokalforening med at du (din far) har råd til at købe sushi til frokost, og du kan jo bare proklamere, at sushien er meget bedre hvor du kommer fra, så du lyder som en connaisseur. Hertil anbefales Sooshi.

Jensens Bøfhus / Bones

Disse valgmuligheder er for dig, der gerne vil lege antropolog og se, hvordan de lokale spiser frokost. For bedst at passe ind må du dog tage nogle forholdsregler: Du skal bestille det mest kødrige, og du skal fortælle, at du er der, fordi du ikke vil have appetit til konens dårlige madlavning.

Værtshuse

Du har lige forladt festmiddagen, og du vil gerne starte på et værtshus, hvor I kan lægge en strategi for aftenens yderligere forløb. Hermed følger tilhørende anbefalinger, men tag dem med et gran salt: Hernings natteliv er fyldt med gymnasie- og folkeskoleelever, og derfor bliver alle værtshuse en form for diskoteker i løbet af natten.

Fox and Hounds

På Fox And Hounds får I delvist ro til at lægge planer da aldersgrænsen her er hævet til 21 år. De ældre og frastødende bartendere lukker selvfølgelig stadig unge piger ind, fordi de tror det giver dem en chance, men i det mindste slipper I for larmende 18-årige drenge. Til gengæld må I forberede jer på larmende 50-årige, da Fox and Hounds på grund af sin hævede aldersgrænse er favoritstedet for firmafesternes afterparty.

City-Caféen

På City-Caféen får I fuldstændig ro til at lægge dine planer, mest, fordi rummet blev stille, da I trådte ind ad døren. I er her nemlig ikke mellem 11 og 18 alle hverdage, så lige meget hvor meget I ligner herningensere, bliver I kategoriseret som fremmede af stamgæsterne. De vil også stirre på jer, indtil I går igen, men værtinden er rar, og man må ryge derinde.

Baren

I får ingen ro på Baren. Baren er mere en bar af navn end af gavn. Den mangler nemlig en dansegulv, men stemningen er som på et diskotek, og den ligger centralt i Hernings natteliv – altså på midten af den ene gade, der udgør nattelivet. Engang fik man altid det dobbelte, af hvad man bad om, på Baren, men det er længe siden redaktionens korrespondent var i byen i Herning, så om det stadig er gældende vides ikke.

Diskotek

Det hele er kraftedeme diskoteker, og de steder, der ikke er diskoteker, bliver behandlet som om de var. Redaktionen nægter at lave en anbefaling. Måske Heidi’s Bier Bar, fordi dets lokaler engang var Danmarks største Crazy Daisy.

Natmad

Klokken er mange, og du skal proppe noget i dig, som skal holde helt til i morgen tidlig, hvor det ryger op igen ad en uspecificeret ende. Du har 3 muligheder i Herning:

McDonald’s

Den var der fandme igen! 2 anbefalinger i 1 artikel? Nej, der er ikke tale om et sponsorat. Der findes bare ingenting i Herning. Men du kender det hjemmefra, og det er da tilpas billigt. Det er også overvejende tæt på motorvejen, hvis du skal hele vejen hjem igen – ja, motorvejen går helt ind i byen. Hvad havde du regnet med?

Pølsevognen

En lokal entreprenør har stillet sin pølsevogn lige ude foran den førnævnte Baren, og her kan du få alt fra en jysk panfløjte (3 franske hotdogs) til en død indianer med tæppe og krigsmaling (hotdog med rød pølse og det hele). Der er lang kø, men det er ventetiden værd.

Lones Køkken

I den modsatte ende af Bredgade finder du Lones Køkken. Her er næsten ingen kø, for selv ikke alle de lokale ved, at den er åben om natten. Du kan få pizza, pølsemix og diverse andet. Det smager ikke særlig godt, og det koster mere end det burde, men du er hurtigere mæt og hjemme i seng.

Hvordan end, din aften bliver, ønsker redaktionen dig et godt landsråd.