Seneste nyheder
Her på siden finder du en masse artikler om KU og debatindlæg skrevet af vores mange dygtige medlemmer.
Vi håber, du har lyst til at læse med.
- #mitKUliv
En gang KU’er – altid KU’er
- 05/09/2020
Niels Krause-Kjær er uddannet journalist ved Journalisthøjskolen i Aarhus. Han har siden 2014 været vært på DR2’s Deadline, og har i år udgivet den roste politiske bog Mørkeland. Han var desuden medlem af Konservativ Ungdom fra 1981-1988. Fra 1985 sad Niels i Forretningsudvalget, og var i årene 1987-1988 næstformand, indtil han startede som journalistpraktikant på Jyllands-Posten. Niels tabte i 1987 kampen om at blive landsformand. Her lærte han, at han er en rigtig god taber. Han påpeger i øvrigt, at han kun tabte knebent.
Inden indmeldelsen i Konservativ Ungdom var Niels medlem af organisationen Reel Energi Oplysning, som arbejdede for indførslen af atomkraft, men han savnede en organisation, som dækkede hele paletten, og derfor faldt valget på KU, som der ifølge ham, ikke var nogen tvivl om, var det rette valg, fordi det i hans optik var den eneste borgerlige politiske ung- domsorganisation, hvor der var fremdrift i både med- lemmer og i holdninger, og samtidig var Poul Schlüter omgærdet af stor respekt. Niels overvejede kort VU, men gør det klart, at det i realiteten ikke var en reel mulighed: “VU var en mærkelig organisation dengang. VU var f.eks. imod Storebæltsbro og Dankort. Tænk sig, at være 20 år og så være aktiv modstander af en Storebæltsbro og Dankortet! Det syntes jeg var mærkeligt. Jeg har stadig svært ved at forstå det i dag.”
Unge i 80’erne var ekstremt politiserede, som Niels selv beskriver det, og der var næsten ikke plads til at melde pas i at være politisk aktiv på den ene eller anden måde. I den forbindelse valgte rigtig mange at blive medlem af KU, hvilket betød at KU formåede at påvirke debatten – og netop det, at de evnede at påvirke debatten, er Niels’ bedste minde fra KU, når han tænker tilbage på tiden, hvor han var medlem, og beskriver det som en stor oplevelse at være en del af netop det.
Adspurgt om han føler, at han gjorde en forskel ved at være med i KU, svarer han ‘nej’ og uddyber: “Ikke mig personligt, men jeg føler, at vi, der var aktive i de år, gjorde en forskel i forhold til vores generation. Vi var med til at påvirke en politisk debat.” I hans generation var det kun Henriette Kjær, Brian Mikkelsen og Lene Espersen, som valgte at fortsætte med det politiske arbejde, mens resten valgte andre professioner. Niels kalder det tankevækkende, og udpensler forskellen mellem KU og VU, hvor næsten alle topfolkene fra VU dengang stadig er i politik og er medlemmer af Venstre, og påpeger at Det Konservative Folkeparti – modsat Venstre – aldrig har været god til at inddrage nye generationer.
”Evnen til at tænke politisk bliver indpodet i en, når man har arbejdet så meget med ungdomspolitik. Det har været min mest værdifulde uddannelse”
Niels Krause-Kjær fortæller, at ere af hans bedste venner, er personer, som han lærte at kende i KU, og hvert år rejser han sammen med en gruppe ledelses- medlemmer fra starten af 80’erne rundt i lande som er særlig politisk eller kulturelt interessante, hvilket ofte ender med at være mellemøstlige lande. På ferien mødes de med politikere og tænketanke og “leger turister” – og ferien er altså på mange måder som en klassisk udlandstur i KU-regi.
Sammen med en anden gruppe af to røde og tre sorte KU’ere afholder han hvert år et til to Forretnings- udvalgsmøder, hvor man ikke er i tvivl om, at det er KU, som de var medlem af: “Vi gjorde rigtig meget for at hindre hinandens politiske karriere dengang – og vi mener alle, at vi er lykkedes med vores forehavende. Nu mødes vi så over en meget lang dagsorden spændende fra franske vine over til de italienske, genopliver gamle historier, bagtaler dem, der ikke er tilstede og ryster på hovedet over dansk politik”, siger Niels og tilføjer, at det er godt, at det kun er dem selv, som skal høre på det.
Vil du anbefale unge i dag at melde sig ind i et ungdomsparti?
”Jeg vil anbefale alle unge at engagere sig i andet end lige det, der har med en selv at gøre. Om det er i Ungdommens Røde Kors, Spejderbevægelsen eller Konservativ Ungdom er ikke det mest afgørende. Men en politisk ungdomsorganisation er bestemt en god ide, hvis man kan nedtone de interne magtkampe og fokusere lidt mere på det politiske. Det kneb det nogle gange med for os, og det er mit indtryk, at det stadig er sådan ind imellem. Jeg bruger mine erfaringer fra KU hver dag og hele tiden. Evnen til at tænke politisk bliver indpodet i en, når man har arbejdet så meget med ungdomspolitik. Og den politiske tænkning er tilstede i næsten alt. Det har været min mest værdifulde uddannelse”, lyder det fra Niels Krause Kjær.
- #dkpol
KU vælger ny Landsformand!
- 23/08/2020
Til weekendens Landsråd valgte Konservativ Ungdom den 22-årige Magnus Von Dreiager som ny landsformand. Magnus Von Dreiager afløser Anders Storgaard, der har siddet på posten de seneste to år. ”Det borgerlige Danmark er i en historisk krise lige nu, og der er behov for, at vi er nogen som tør vise en retning for fremtidens Danmark,” siger den nye landsformand.
Magnus Von Dreiager sidder i kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk for Det Konservative Folkeparti. Ved siden af politikken studerer han jura på Københavns Universitet og har sin egen livstilsbutik i Hellerup.
- #debat
Vi skal ikke rive historiske statuer ned
- 19/06/2020
I kølvandet på Black Lives Matter-debatten, som af uransagelige årsager er blevet adopteret i Danmark, er det blevet foreslået, at man også skal til at rive historiske statuer ned her i landet. Det er en finurlig ting, at man tror, man kan omskrive historien ved at lade som om, den ikke har fundet sted. Men det er forkert; vi skal vedstå os vores historie – også den dårlige del af den, også slaveejer-delen og samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig for at være sikre på, at vi ikke gentager den.
Danmark har været slavehandlere og har i mange år ført en dybt racistisk politik. Det er der ikke nogen tvivl om, og det er ikke noget, man på nogen måde kan være stolt af. Men vi skal stå ved det. For Danmark har også udviklet sig, og vi har på baggrund af de tidligere generationers akkumulerede erfaringer hele tiden justeret og forbedret, så vi i dag har et af de bedste samfund i verden.
Men det er vigtigt, vi husker på, hvem vi har været og stå ved, at det er en del af vores historie. Det er ikke noget, vi kan ændre ved at rive statuer ned. Tværtimod har det en værdi, at vi har nogle fysiske manifestationer af vores historiske udvikling, som minder os om, at den brogede vej til det nutidige danske samfund ikke har været gratis eller let. Og som minder os om, at vi, ligeså vel som vores forfædre, er en del af en samfundsmæssig og tidsmæssig kontekst, som vi ikke kan se os fri af. Det minder os om, at nogle af de normer og værdier, vi i dag betragter som selvfølgelige, ikke nødvendigvis er det. Vi skal være selvkritiske og indse, at argumentet »Vi lever altså i 2020« er et af de mest relativistiske og uholdbare pseudoargumenter – som i øvrigt ville have retfærdiggjort slaveriet i sin tid.
Og så skal vi smide »white guilt« på porten. Vi kan og skal som enkeltindivider ikke skamme os over noget, vi ikke selv har været en del af. Vi skal ikke skamme os over vores hudfarve, det klinger umiddelbart rimelig racistisk i mine ører.
Christian Holst Vigilius, kirke-, kultur og integrationsordfører for Konservativ Ungdom
- #debat
Nutidens unge kommer til at betale gildet
- 30/05/2020
De unge fylder rigtig meget i mediebilledet i denne tid. Hvad enten det handler om, at Mette Frederiksen vil udskamme de unge for deres opførsel, så hun kan finde en syndebuk, eller de mange kommende studenter som er nervøse for deres studentertid. Fine emner at belyse, men det er som om, at folk glemmer elefanten i rummet.
Over 50.000 har mistet deres job. 170.000 er blevet sendt hjem på lønkompensationen, og statsgælden stiger i samme tempo, som promillen hos en 16-årig pige der drikker en halv flaske vodka. Fuldstændig ukontrolleret og uden tanke på konsekvenserne. I første kvartal faldt Danmarks BNP med 1,9 %, og inden året er omme forventes det at falde med 6 %. Det der startede som en sundhedskrise har udviklet sig til en økonomisk krise, som har slået hul på statskassen og kostet flere virksomheder livet.
Selv har jeg måtte omstille mig til virtuel undervisning på mit studie, og det sociale møde med mange af ens venner har lidt et knæk. Jeg har stor sympati for de mange tusinde studenter som lige nu frygter for deres studentertid. De fortjener deres vogntur og præcis de samme oplevelser, som jeg selv havde muligheden for, da jeg blev student for bare få år siden.
Men hvis man tror, at det største problem for ungdommen er virtuel undervisning, muligheden for at mødes med sine venner og en amputeret studentertid, så tager man grueligt fejl. For mens Mette Frederiksen og hendes kollegaer brænder penge af som et lille barn med en blankocheck i en Fætter BR-butik, så glemmer man dem, som skal samle regningen op i sidste ende.
Ungdomsarbejdsløsheden rammes oftest hårdt under økonomiske kriser. Men det største problem er, at når statsgælden stadigvæk ikke er betalt tilbage om 15 år, så er det nutidens unge som skal betale regningen for de nuværende politikeres uansvarlige økonomiske politik. Der er blevet slået hul på statskassen, og pengene fosser ud.
Der er behov for, at politikerne lige stopper op et kort sekund og tager noget ansvar for det økonomiske kaos, som de er i gang med at skabe. I stedet for at presse deres dyre valgløfter igennem, så er det på tide, at der bliver ført en ansvarlig økonomisk politik. En politik, som også sikrer hjulene igen, kan begynde at køre rundt i Danmark. På denne tid af årete er mange unge er blandt andet beskæftiget i forlystelsesparker, kulturinstitutioner, biografer og lignende. Alle erhverv, som regeringen ikke vil åbne for endnu, selvom vi er milevidt fra den maksimale kapacitet, og smittetrykket går den rigtige vej.
Når ungdommens problemer under coronakrisen negigleres til studenterkørsel og aflyste festivaler, så skyder man langt forbi mål. Vi unge er i høj grad heldige af at leve i et land med alletiders muligheder for uddannelse, hvor man endda får penge fra staten, mens man studerer. Men hele dette gilde betales af skatteborgerne, og det er nutidens unge, som skal være med til at finansiere fremtidens velfærdssamfund på sigt, og den regning eksploderer lige nu.
Af Magnus Von Dreiager
- #debat
Lad ikke klynk sætte en stopper for klare optagelsekrav til gymnasiet
- 23/09/2019
Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) inviterer snart forligspartierne til nye forhandlinger om adgangskravene til gymnasierne, og undervisningsministeren har allerede lagt op til, at der skal ske en kraftig ændring af adgangskravene. Heldigvis, for adgangskravene som de er nu, er fuldstændig uigennemskuelige.
Men kravene må ikke blive til en badeferie baseret på »feel-good« fornemmelser i maven. Krav skal der nemlig stadig være – men de skal være klare og præcise.
Sidste gang, de politiske partier var samlet til forhandling om adgangskravene til gymnasierne, blev forhandlingsresultatet præsenteret som en sejr for alle forligspartier. UU-vurdering, vejledningssamtaler, et adgangsgivende karakterkrav på 5 eller var det 3? Jo, alle partier fik sat deres stempel på adgangskravene.
Hele balladen skal nu gentages, og med det uendelige fokus på de nuværende kravs ugennemsigtighed, kan jeg frygte, at fokus tages fra det, der reelt bør fokuseres på: nemlig det faglige. Adgangskravene fra folkeskolen er til for at sikre kvalitet på landets gymnasier og for at sikre eleverne udbytte af undervisningen. Skal vi fortsat sikre kvalitetsundervisning på gymnasierne, skal de nuværende ugennemskuelige adgangskrav ikke være en undskyldning for at lempe optagelseskravene – tværtimod. Forhandlingerne skal bruges til at sikre, at de rigtige unge optages på gymnasiet. Gymnasiet er ikke en ret – det er et valg, hvor forventninger og krav naturligvis følger med. Trods den aktuelle snak om unges trivsel og stress, bør denne snak ikke alene danne grundlag for lempede optagelseskrav til gymnasiet.
Når undervisningsministeren inviterer Folketingets partier til forhandlinger om en ændring af optagelses- og adgangskrav til gymnasierne, opfordrer jeg hende derfor til én ting: lad ikke klynk og feel-good-fornemmelsen i maven diktere forhandlingerne og sætte en stopper for reelle, klare og præcise optagelseskrav og forbedringer på landets ungdomsuddannelser.
- #mitKUliv
En fortryllende start i KU
- 15/09/2019
Den 29. marts 2019 tog Astrid Victoria Kilde en beslutning om at melde sig ind i Konservativ Ungdom efter lidt overvejelse. Ligesom mange andre KU’ere havde hun længe haft en generel samfundsinteresse, og så steg interessen lige pludselig for at opleve det på nærmeste hold.
Derfor var hun også hurtig til at komme nede i de lokale KU-lokaler på Dalgas Avenue hos KU i Stor-Århus. Her blev hun hurtigt fanget af det unikke fællesskab, politiske samtaler og sociale miljø.
”Jeg følte mig inkluderet fra første gang, at jeg var nede i lokalerne. Alle var imødekommende og hjalp mig hurtigt til at få en forståelse for foreningen,” fortæller Astrid Victoria Kilde.
Valgkamp på gader og stræder
Da Astrid meldte sig ind i foråret 2019, blev hun også medlem på et tidspunkt, hvor de este sad spændt og ventede på, at Lars Løkke ville gå til dronningen for at udskrive valg. Noget der først skete på grundlovsdag d. 5. juni.Valgkampstrommerne skræmte ikke Astrid, men tværtimod var det her, at hun for alvor mærkede, hvilket fællesskab der egentlig er i KU.
”Der er en kæmpe gejst og lyst blandt medlemmerne, og hvis man er et konkurrencemenneske, så er der ingen tvivl om, at valgkampe virkelig bringer alle kræfter ud i en. Selvfølgelig er det hårdt arbejde og mange timer man skal lægge ind i det, men som ny under valgkampene kommer man tæt på hinanden, og man mærker sammenholdet på en helt ny måde,” lyder det fra Astrid.
KU i Stor-Århus var meget aktive under valgkampen, hvor det blev til et pænt valg for Mona Juul, som bragede ind på den politiske scene med en omfattende kampagne støttet af de mange lokale KU’ere.
Et KU med mange muligheder
Som KU’er har man muligheder for komme rundt om i det danske kongerige og møde KU’ere fra andre foreninger. En mulighed Astrid var hurtig til at gribe. I sommeren 2019 var hun nemlig med afsted på KU’s udlandstur til Krakow efter kun at have været medlem i få måneder. Kort tid efter var hun igen afsted internationalt med KU, da det bød på en valgtur til Norge for at følge kommunalvalget på nærmeste hold.
”Det er et privilegium at få lov til at være med til det internationale arbejde, som KU tager del i. Man får oplevelser, som jeg aldrig havde forstillet mig, at jeg skulle få lov til. Det internationale samarbejde og politikken på tværs af landegrænser var både inspirerende, og det var en mulighed for at sætte politikken i perspektiv på godt og ondt,” fortæller Astrid.
Et internationalt samarbejde, som Astrid vil anbefale alle andre nye som gamle KU’ere til at tage del i, fordi det giver én mange sjove og lærerige oplevelser, som man ikke normalt lige kommer i nærheden. Det er ikke kun internationalt, at Astrid har været hurtig til at opleve, hvad KU har at byde på.
Hun sidder blandt andet også i styregruppen for U-18 netværket, hvor hun har været med til at arrangere ere arrangementer for KU-medlemmer i hele landet for at bringe dem tættere på hinanden. Noget hun har valgt at være en del af for at møde ere nye mennesker og udnytte ere af mulighederne i KU.
En beslutning hun ikke har fortrudt
Allerede inden det første år er gået af Astrids medlemskab i KU, så er hun ikke i tvivl om, at hun har tru et den rette beslutning om at melde sig ind i KU. Det har givet hende nogle helt unikke oplevelser, som hun aldrig vil glemme, og hun har mødt mange andre mennesker med samme politiske interesse som hende.
Noget andet KU er kendetegnet ved er de mange påske- og julefrokoster rundt omkring i landet. Selvom Astrid ikke havde været medlem mere end et par uger, så deltog hun dog stadigvæk til påskefrokosten i KU i Stor-Århus. Det blev hendes første fest, og den husker hun tilbage på med et glimt i øjet.
”Jeg blev hurtigt beruset, ikke mindst fordi der er tradition for, at de forskellige deltagende foreninger giver en aske snaps eller andet alkohol til bordene, men jeg havde også fået mig en festlig bordmakker, så jeg k lidt ekstra snaps den aften, end jeg måske havde tiltænkt. Jeg endte med at kaste op senere på aftenen og glemte et par navne,” fortæller Astrid, der dog var klar til den næste fest i lokalforeningen, da muligheden bød sig igen.