Seneste nyheder

Et fælles udspil af Venstres Ungdom, Konservativ Ungdom og Liberal Alliances Ungdom

Udgivet 12/3/2026

Landsrådforslag bedes indsendes pr. mail til forslag@konservativungdom.dk i .docx-format.

Forslag vedr. ændringer i vedtægterne eller ændringer i Konservativ Ungdoms politiske program,
skal indsendes senest 13. februar 2026 kl. 20:00.

Resolutionsforslag skal indsendes senest inden landsrådsforhandlingerne indledes.

Overskrift på e-mail med forslag til det politiske program skal være det politikområde forslaget tilhører, såfremt der ikke ønskes en ændring i antallet eller navnene på politikområderne.

Den indsendte .docx-fil skal indeholde navne på forslagsstillere og deres lokalforening efter formatet Navn (Forening), Navn (Forening, …

De eksisterende politikområder er:

• Grundholdning
• Arbejdsmarkedspolitik
• Bolig- og byggeripolitik
• Den offentlige sektor
• EDB-politik
• Erhvervspolitik
• Europapolitik
• Flygtninge- og indvandrerpolitik
• Forfatningspolitik
• Kulturpolitik
• Klima- og energipolitik
• Natur- og miljøpolitik
• Religionspolitik
• Retspolitik
• Rigsfællesskabspolitik
• Sikkerheds- og forsvarspolitik
• Skattepolitik
• Social- og familiepolitik
• Sundhedspolitik
• Trafik og infrastrukturpolitik
• U-landspolitik
• Uddannelsespolitik

Spørgsmål bedes rettes til landssekretær Wilhelm Thomsen på mail wct@konservativungdom.dk eller telefon 42 73 12 10.

Landsrådet er Konservativ Ungdoms største årlige begivenhed og finder sted i marts. Forretningsudvalget har glædet sig til at præsentere lokationen for Landsrådet 2026.

Konservativ Ungdom kommer til at indtage Ringsted Kongrescenter i Ringsted. Her vil KU’ere fra hele landet mødes for at debattere organisationens politik, samt beslutte hvem der i det kommende år skal lede Konservativ Ungdoms Landsorganisation.

Landsrådet vil blive afholdt i weekenden 13. – 15. marts 2026

Foto: Jens Wollesen

Skrevet af: Mikkel Jensen

Den engelske forfatter G. K. Chesterton skrev i 1924, at “[De] progressives opgave består i at vedblive med at begå fejl. De konservatives opgave er at forhindre fejl i at blive rettet”, hvilket er meget rammende for vores nuværende politiske situation. Idealisme og utopi er fy-ord for ægte konservative. Hvis man er konservativ, så holder man sig langt væk fra himmelvendte ideer om samfundets indretning, og finder sig tilfreds, eller tager sig ihvertfald til takke med det bestående, hvor usselt det end er. Dette standpunkt er opstået af de bedste intentioner og af en oprigtig trussel fra utopiske revolutionister, men nu binder det den konservative sag på hænder og fødder.

Vi befinder os i en ny ideologisk tidsalder, hvor stigning i ekstremisme på både højre -og venstrefløjen ses markant, udover hele det europæiske og nordamerikanske kontinent. Disse ideologiske fløje tilbyder forfærdelige, men konkrete løsninger på samfundets problemer: Immigration, boligpriser, korrupt lobbyisme og klimaet. Hvis man som konservativ har et oprigtigt ønske om, at det danske folks sjæl skal overleve dette ideologiske stormvejr, må man kunne
præsentere et ægte alternativ. Nej, dette alternativ er ikke snak om “borgerlige stemmer, der arbejder”. Ungdommen er idealister og forstår sig ikke på politisk pragmatisme og aldeles ikke, hvis den sker på baggrund af samarbejde med Mette Frederiksen. Hvem kan bebrejde de unge? Hvis de konservative ikke vil tage et standpunkt, man kan forlade sig på, så man man søge andetsteds. Vi er blevet uinspirerende. Selvfølgelig søger ungdommen til yderfløjenes radikalitet, hvis centrumhøjre står med hænderne i bukselommerne og kun udtaler vage slogans om “lavere skat” og om pengene, der som bekendt “har det bedst i borgernes lommer”.

Hvad i alverden betyder det? Hvordan sikrer det konkret, at den nye generation kan finde både bolig og arbejde? Hvorledes sikrer det konkret, at de kan blive voksne i et land, de stadigvæk kan genkende som deres eget? Alle tegn tyder på, at en gudeløs nationalisme og antisemitisme, er på vej frem i Europa, og også i Danmark. Antisemitisme kan ikke længere kun findes blandt
islamister og ekstremister, men er blevet en del af den almindelige debat på den yderste højrefløj. Hvis vi er sunket til, at det tyvende århundredes ekstreme ideologier er blevet genfødt, bør vi også begynde at tage vores ansvar som både politikere og mennesker meget alvorligt. Vi skal kunne præsentere et borgerligt og menneskeligt alternativ. Vi skal kunne præsentere nyt håb for morgendagen. Vi har historien som vidne. Da det sidste århundredes uhyre var besejret, var det stærke konservative mænd som Churchill, De Gaulle og Adenauer, der helt bogstaveligtalt måtte genopbygge Europa, både fysisk og åndeligt. Lad os tage lære af dem.

Derfor beder jeg Dem, kære læser, at De må fatte situationens grumme alvor. Vi må og skal skabe og udpensle ideen om et ideelt borgerligt samfund, hvor individets rettigheder, fædrelandets beståen, kulturens styrke, retsstatens ukrænkelighed, demokratiets integritet og familiens hellighed, er i fokus. Vi taber til ekstremismen, hvis vi ikke kan præsentere et bedre samfundsideal end dem. Vi taber både vores gamle land, men også vores egen sjæl.

Skrevet af: Emil Bang Træholt

Det var koldt, så bidende koldt, en sådan dag hvor selv argumenter frøs fast i luften. Sneen lå grå og sjappet foran det nye, flotte regionsråd Østdanmark, og foran den store glasdør stod en lille dreng ved navn Christian. Hans næse var rød, hans hænder blå, og i tasken havde han grønne flyere. Mange flyere.

Christian måtte ikke komme ind i regionsrådet. Vagten havde set strengt på ham og sagt, at her gik kun folkevalgte ind med deres dagsordener, og døren gled i med et sagte, men uigenkaldeligt schhhk.
Christian turde ikke gå hjem. For flyerne skulle deles ud, og kulden gjorde mindre ondt end spørgsmålet “Hvordan gik det?”

For at få lidt varme tog Christian en flyer frem. Papiret var tørt. Forsigtigt rev han den itu og tændte ild. Flammen blussede op, og i det varme skær syntes han at se regionsrådets mødesal. Der sad mennesker i pæne jakker, og de lyttede. En sagde: “Det var da en interessant pointe, Christian.”
Flammen slukkedes hurtigt, og kulden krøb tilbage. Christian tændte endnu en flyer. I lyset så han sig selv blive lukket ind, få et adgangskort og en stol ved bordet. Ikke for lav eller for høj, fordi den skulle passe nogen Christian var suppleant for, men hans helt egen stol i hans helt egen størrelse. Der blev nikket, og nogen skrev notater.

En tredje flyer blev tændt. Nu så han en fremtid, hvor han ikke stod udenfor og frøs, men indenfor og blev inviteret med i forskellige udvalg. Kaffekopperne dampede, og ingen spurgte, hvorfor han var kommet.
Flyer efter flyer blev til aske i sneen. Flammerne blev mindre, og visionerne kortere. Til sidst var der kun én flyer tilbage. Christian tøvede et øjeblik, men tændte den alligevel. I det sidste skær så han blot varme. Ikke møder. Ikke døre. Bare varme.

Da flammen gik ud, var der stille.

Næste morgen fandt man Christian foran regionsrådet. Han sad fredeligt, omgivet af aske og våde papirrester. På døren hang et skilt:

“Adgang kun for autoriserede.”

Ingen vidste, hvad der stod på flyerne. Men de havde i hvert fald varmet – et øjeblik.

Skrevet af: Cand.mag. i Historie Benjamin Tvede

Juletræets indtog i Danmark – Fra Holsten til Holsteinsborg
Efter signende blev det første juletræ i Danmark tændt på Holsteinborg Gods ved Bisserup på Sjælland i 1808. Det var den dengang kun 20 årige Grevinde Vilhelmine Hostein-Holsteinborg, der med inspiration fra tyske slægtninge indførte sin egen juletradition med at rejse et grantræ med lys og pynt indendørs. Dette første juletræ blev rejst på Holsteinborgs lange vintergang på 1. salen, og blev pyntet med stearinlys, æbler og udklippet papir i forskellige farver. At denne tradition ikke kun forblev en tradition på Holsteinborg kunne ingen vide, og med tiden blev den udbredt til både borgerskabet og endnu senere også helt almindelige arbejderhjem. Grevinden oplevede 60 juleaftener på Holsteinborg, og fik derfor med tiden lov til at opleve hvordan denne tradition som hun fik startet i Danmark blev udbredt.

Den folkekære digter og forfatter Hans Christian Andersen besøgte Holsteinborg flere gange gennem årerne ved juletid, og i 1861 var han af greveparret indbudt til at holde juleaften sammen med familien. Hertil har H.C. Andersen beskrevet den traditionsrige juleaften i et af sine eventyr (Krøblingen), som giver et fint billede af hvordan julen gennem årerne fra 1808 til 1860’erne havde udviklet sig, og ligeledes havde stået fast på traditionerne med juletræsfest og julegaver.

H.C. Andersen skrev således om juleaften på Holsteinborg:

Der var en gammel herregård med unge, prægtige herregårdsfolk. Rigdom og velsignelse havde de, fornøje sig ville de, og godt gjorde de. Alle mennesker ville de gøre glade som de selv var det.

Juleaften stod et dejligt pyntet juletræ i den gamle riddersal, hvor da ilden brændte i kaminerne, og der var hængt grankviste om de gamle skilderier. Her samledes herskabet og gæsterne, der blev sang og dans.

Tidligere på aftenen var allerede juleglæde i folkestuen. Også her stod et stort grantræ med tændte røde og hvide lys, små dannebrogsflag, udklippede svaner og fiskenet af broget papir fyldt med »godtgodter«. De fattige børn fra sognet var indbudt, hver havde sin mor med. Hun så ikke meget hen til træet, hun så hen til julebordene hvor der lå uldent og linned, kjoletøj og buksetøj. Ja, derhen så mødrene og de voksne børn, kun de bitte små strakte hænderne mod lysene, flitterguldet og fanerne.

Hele den forsamling kom tidligt på eftermiddagen, fik julegrød og gåsesteg med rødkål. Når så juletræet var set, og gaverne uddelt, fik hver et lille glas punch og æblefyldte æbleskiver. – Krøblingen (1872)

Borgerskabets jul i Kjøbenhavn
Juleaften i 1811 tændtes det første københavnske juletræ i Ny Kongensgade nr. 221 hos den unge doktor Martin Lehmann, hans kone Frederikke og deres lille søn Orla på 1,5 år. Netop den Orla Lehmann som voksede op og blev en kendt politiker.

Et rygte havde spredt sig i de københavnske gader, og københavnerne anede, at noget særligt var på færde. Man havde nogle dage før juleaften set et stort grantræ blevet båret ind i stuen hos familien Lehmann. På juleaftensdag omkring klokken 17 kunne nysgerrige borgere se gennem ruderne, at familien Lehmann, som stammede fra Holsten, havde stillet træet op i stuen og sat stearinlys på grenene. Martin Lehmann, der var præstesøn fra Holsten, kendte sandsynligvis traditionen med juletræ fra sin barndom.

Fra familien Lehmann bredte skikken med juletræ som en steppebrand i det københavnske borgerskab, bl.a. til familien Oehlenschläger. Digteren Adam Oehlenschläger giftede sig i 1810 med Christiane Heger, som var søster til Kamma Rahbek i Bakkehuset. I årene efter brylluppet fik de tre børn i rap, og så måtte der et juletræ til i 1813. Digteren Adam Oehlenschläger skrev et lille digt om den lille datter Lotte og hendes møde med det smukke juletræ: ”I julens tid, just da det vintergrønne, / det lille grantræ stod for Lotte smukt, / og tydet helligt på det barnligt skønne / med lette guldblad og forsølvet frugt.”

Digtere og sangskrivere som juletræets folkelige stemme
Digteren B.S. Ingemann var ganske begejstret for den nye mode med juletræer, og dette fik også stor betydning for hans virke som digter og forfatter, da han gennem sin karriere udarbejdede nogle af de mest kendte julesange og salmer, som vi stadig synger den dag i dag.

Glade jul, dejlige jul, Dejlig er Jorden, og Julen har bragt velsignet bud. Er nogle af de sange og salmer der er forfattet af B.S. Ingemann. Han skriver sangen Julen har bragt velsignet bud på opfordring fra hans gode ven Johannes Ferdinand Fenger. Fenger havde fem sønner og syv døtre, som Ingemann kendte og ofte fortalte morsomme historier for, når han var på besøg i præstegården. I efteråret 1839 havde Ingemann skrevet to salmer, og i november 1839 skriver Fenger til Ingemann, og takker ham for de to salmer. Fenger spørger herefter Ingemann om han vil skrive en julesang, som børnene kan synge ved juletid. Ingemann hjælper beredvilligt, og han får hurtigt skrevet en tekst, som han kalder Børnenes Julesang og tilegner den Fengers børn. Men der går faktisk et par år, før komponisten C.E.F. Weyse i 1841 laver sin kendte melodi til Julen har bragt velsignet bud.

Det var imidlertid ikke alle, der med det samme faldt pladask for juletræet. Salmedigteren N.F.S. Grundtvig var ikke just begejstret overfor den nye skik og i 1817 skrev han i tidsskriftet Dannevirke, at juletræet var et udtryk for ”udvandet kristendom”. Grundtvigs følelser overfor juletræet blev dog varmere med årene, og da han i 1822 fik sin første søn, Johan, fandt juletræet også vej ind i det grundtvigske hjem.

Peter Fabers ‘Højt fra træets grønne top’ blev skrevet i 1847 som lejlighedssang ved familien Fabers jul i hjemmet på Gråbrødretorv i København. Sangens første par vers var dedikeret til Fabers brors børn, og verset om William var dedikeret til Fabers egen søn. Derudover blev verset med ‘Henrik’ tilføjet året efter i 1848 som et budskab i forbindelse med treårskrigen (1848-1850). Henrik var symbolet på en tapper landsoldat der skulle bære Dannebrog med ære. Det var også i denne forbindelse at Emil Horneman skrev melodien til sangen, som vi kender den i dag. Til uropførelsen af sangen i julen 1847 blev teksten sunget på melodien “I en kælder sort som kul”. I marts 1848 havde Faber og Hornemann skrevet Treårskrigens store schlager ”Dengang jeg drog af sted”, der netop handlede om landsoldaten. Fabers julesang “Højt fra træets grønne top” er med tiden blevet en fast del af danskernes fejring af juleaften og har været med til at gøre juletræet til omdrejningspunktet for denne tradition. For mange fungerer sangen næsten som en manual til den danske jul og har cementeret juletræets plads i den danske julefejring.

Fra borgerskabets jul til folkets julefest
Fra midten af 1800-tallet bredte juletræet sig hurtigt fra byernes borgerskab til landbefolkningen. Industrialiseringen og urbaniseringen spillede en afgørende rolle. Træer blev solgt på torve, vokslys blev billigere, og aviser og julehæfter bragte billeder af pyntede træer ind i almindelige hjem.

Mod slutningen af århundredet blev juletræet også et fælles symbol i skoler, forsamlingshuse, på byens offentlige pladser og i fattiggårdene. Foreninger og kirker begyndte at arrangere fælles juletræsfester, hvor børnene dansede om træet, sang julesange og modtog små gaver. Træet blev dermed ikke kun et familiemøbel, men et symbol på fællesskab.

Symbolikken bag juletræets pynt – tro, nation og tradition
Juletræets pynt i Danmark er ikke blot dekorativ, men bærer på lag af religiøs, kulturel og politisk betydning. Gennem 1800-tallet blev træet et lærred, hvor danskerne udtrykte tro, nationalfølelse og forestillinger om fællesskab. Meget af den pynt, vi i dag opfatter som “klassisk”, opstod netop i denne periode.

Dannebrog
Første gang Dannebrog blev brugt som en ægte del af pynten på juletræet var efter de slesvigske krige i 1848. Mange familier anvendte også røde og hvide lys på træet for at synliggøre sit nationale tilhørsforhold. Særligt efter det nationale traume i 1864 blev det populært at pynte juletræet med militære og nationale symboler såsom dannebrogsflag, trommer og trompeter. Danskeren havde efter nederlaget i endnu højere grad brug for at vise sit nationale tilhørsforhold og den hjemlige identitet. Det gjorde man ved at vise flaget. Denne tendens voksede under Danmarks besættelse fra 1940-1945. Her kom nationale symboler og farver igen i højsædet.

Julens hjerter og spiselige gaver
Det flettede julehjerte, ofte tillagt H.C. Andersen, opstod i sin nuværende form omkring midten af 1800-tallet. Hjertet symboliserer næstekærlighed, samhørighed og det kristne kærlighedsbudskab. At det flettes af to farver papir, blev et billede på, at forskellige dele bindes sammen til en helhed.

Når hjerterne fyldes med godter, bliver symbolet konkret: kærlighed omsat til handling og deling. Ligeledes blev kræmmerhuse anvendt til netop at fyldes op med godter, nødder og andre spiselige gaver. Oprindeligt var meget julepynt spiseligt: æbler, nødder, sukkerkager og andre søde sager. Denne skik stammer tilbage fra de tyske paradistræer, hvor frugten symboliserede Edens Have. I dansk sammenhæng blev dette til et symbol på overflod, gavmildhed og håb om et godt kommende år. At børnene senere måtte “høste/spise” træet, forbandt leg, højtid og velsignelse.

Kristendommen – Juletræet som livets træ
Stjernen på toppen af juletræet er et direkte symbol på Betlehemsstjernen. Den markerer retning, vejvisning og guddommelig ledelse. Traditionen blev almindelig i Danmark i løbet af 1800-tallet, efterhånden som juletræet blev opfattet mindre som ren leg og mere som kristent symbol. Stjernen troner øverst som et billede på, at det guddommelige står over det jordiske.

Jakobsstigen er et af de mere skjulte, men stærke symboler, som knytter sig til juletræets form og udsmykning. Motivet stammer fra Det Gamle Testamente, hvor patriarken Jakob drømmer om en stige, der rækker fra jorden til himlen, med engle, der går op og ned ad den. I kristen tolkning blev denne stige et billede på forbindelsen mellem det menneskelige og det guddommelige.

I juletræstraditionen optræder Jakobsstigen ikke altid som en selvstændig pynteting, men mere som en symbolsk struktur: de opadstigende grene, de lodrette lysrækker og den opadrettede bevægelse fra stammens rod mod stjernen i toppen, samt engle som i nogle hjem også pryder træet. Træet bliver selv en “stige af lys”, hvor blikket og tanken ledes fra det jordiske mod det himmelske.

Stearinlysene på juletræet er blandt de stærkeste symboler: lys i mørket, liv midt i vinteren. Det er både kristen symbolik (Kristus som verdens lys) og en rest af førkristne solhvervsskikke, hvor man fejrede lysets tilbagevenden.

Juletræet har derfor et bredtfavne budskab med massere af symbolik, men som konkret giver os billedet på at julen handler om Gud der stiger ned til mennesket (inkarnationen), og dermed bliver juletræet ikke blot et pyntet grantræ, men et synligt tegn på forbindelsen mellem himmel og jord – et stille, lysende billede af Guds nærvær midt i hjemmet.

“Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste;
det barn, som sig glæder fromt og kønt,
skal aldrig den glæde miste.”
– B.S. Ingemann 1839 (Mel.: C.E.F. Weyse 1841)

I ønskes alle en Glædelig Jul og et godt nytår
– De venligste hilsner Redaktionen på En lige Højre