Seneste nyheder

Du har uden tvivl set nogen retfærdiggøre Hamas’ angreb på Israel med forklaringen om, at det er en befrielseskrig. Der er ingen tvivl om, at dén type adfærd er forkastelig, men hvad gør, at tusindvis af mennesker over hele verden kan affeje at åbne ild mod civile? Konflikten er religiøs, men trækker også lange tråde til en næsten 70-årig suverænitetsdebat. Det er umuligt at opsummere hele konflikten i et letlæseligt format, men vi vil her gøre nogle markant nedslag, som ligger til grund for den vrede og foragt, der eksisterer over for Israel.

Konflikten har et religiøst element i sig, da jøderne er lovet Israel ifølge toraen, mens at palæstinenserne, som primært er muslimer, også har religiøse helligdomme i Jerusalem. Samtidig ser de den jødiske migration som forløb gennem det 20. århundrede som en krænkelse af deres hjemland. Jøderne betragtes i islam som vantro, og dette har uden tvivl også bidraget til de palæstinensiske muslimers trusselsbillede.

Som nævnt var det i det 20. århundrede, at konflikten virkeligt tog fart. Særligt i første halvdel var der en del immigration til Israel, og specielt efter afslutningen på 2. verdenskrig emigrerede et stort antal af de overlevende jøder. Det er vigtigt at huske på, at staten Israel står i en helt unik situation, hvor deres nabolande enten har, eller stadig ser dem, som noget der skal udryddes fra Mellemøsten. Forestil dig hvis den danske befolkning og Danmark var ønsket udryddet af Sverige, Norge, Tyskland, Polen m.fl. – alene fordi vi var danske.

Særligt i sidste halvdel af det 20. århundrede tog den voldelige konflikt fart. Israel besatte Gazastriben under 6-dages-krigen i 1967, og bevarede besættelsen indtil 1994, hvor de med Oslo-aftalen iværksatte en gradvis overførsel af magten til palæstinensiske myndigheder. Om end der er argumenter for Israels besættelse af Gaza, er det nødvendigt at forstå, at der med palæstinensiske briller er tale om et indgreb i Palæstinas suverænitet og dermed en undertrykkelse af dets befolkning. Israelske bosættelser i Gazastriben bruges som argument for yderligere suverænitetskrænkelse, da de ikke blev afviklet ved Oslo-aftalen, men først i 2005. Hvorvidt deres eksistens var et brud på folkeret, er der internationalt delte meninger om.

Sidenhen har terrororganisationen Hamas taget magten i Gazastriben, og udfører regelmæssigt angreb mod Israel herfra. Da området, der er på størrelse med Langeland, har 1.8 millioner indbyggere, er det enormt tæt befolket. Det har derfor vist sig besværligt for Israel at håndtere Hamas uden at såre eller dræbe civile palæstinensere, hvilket årene har vist talrige eksempler på. Ved hver hændelse er der uenighed om mål, uskyldighed og retfærdiggørelse, men hvad end faktuelt hænder er irrelevant, for palæstinensere og sympatisører ser deres folk og allierede dræbt af Israel, og det er ikke svært at forestille sig, hvem de umiddelbart tror på i diskussionen om ofrenes uskyldighed. Givet Hamas’ kontrol er det nemt at forstå ræsonnementet bag Israels hårde grænsekontrol og stramme immigrationspolitik mellem Gaza og Israel, hvilke bruges som argument for fortsat besættelse og undertrykkelse, da Israels politik begrænser bevægelsesfriheden for beboere i Gazastriben.

Selvom det er svært at komme udenom, at fejl også har været begået fra Israels side igennem konfliktens mange år, så kan man ikke holde Hamas og Israel op som ligevægtigt bidragende til konflikten. Hamas er en terrororganisation, hvor Israel er en demokratisk republik. Hamas placerer strategisk dem selv og deres materiel blandt sårbare civile, fx blandt skoler og hospitaler, for at afskrække Israel fra at angribe og bekæmpe dem. Hamas har derfor et enormt ansvar, når det kommer til dræbte civile. Israel anerkender, hvordan Hamas bruger sin egen befolkning som skjold, og forsøger så vidt muligt at minimere antallet af dræbte civile – fx ved opringninger til de palæstinensere, der bor i de områder som Israel bomber. Ligeså er det vigtigt at huske på, at der bor muslimer, arabere, palæstinensere, eller hvad man ellers måtte kalde dem, mange steder i Israel. De er ikke afgrænset til Gazastriben eller Vestbredden. Der sidder muslimer i Israels parlament, og er fuldbyrdige statsborgere med samme rettigheder som alle andre. Som nævnt, må man anerkende, at Israel også historisk har begået fejltagelser og forbrydelser imod palæstinensere, men at det i høj grad er Hamas, der holder konflikten voldelig og i live. De er ikke frihedskæmpere, men derimod terrorister, der ønsker at slå almindelige mennesker ihjel, fordi de har den forkerte religion og er uønskede. Man kan ikke komme udenom, at hvis Hamas havde lagt deres våben ned, havde konflikten været slut. Hvis Israel og jøderne ligger deres våben ned, bliver de slået ihjel. Israel er ikke perfekt, men det er ingen tvivl om hvor vores støtte bør ligge.

Konservativ Ungdom afholdt den 09. september Konservativ Symposium i Lyngby. Konservativ Symposium er en ny konference, som har til hensigt at udforske konservatismen som ideologi, hvilket er derfor, vi fik besøg af konservative politiske og filosofiske tænkere. Med input fra både interne- og eksterne oplægsholdere, samt spørgsmål og interesse fra KU’erne og inviterede gæster, blev der lagt et stærkt fundament og et godt udgangspunkt for en interessant ideologisk dag i konservatismens navn. Talerne til arrangementet lød på følgende:

– Landsformand Konservativ Ungdom, Christian Vigilius

– Højskolelærer og debattør, Søren Hviid

– Underdirektør Dansk Industri, Lasse Honoré

– Fhv. Finansminister, Henning Dyremose

– Fhv. statsminister i Island, Sigmundur Gunnlaugsson

– Konsulent ved Prospekt, Christian Egander Skov

De respektive talere kom med deres bud på konservatismen, og hvordan den kunne bruges i praksis. Talerne skulle forbedre KU’ernes evner indenfor idé- og politikudvikling. Den brede og yderst forskellige vifte af talere gjorde netop arrangementet interessant, da der var nogle varierende syn på konservatismen. Konservativ Symposium havde til formål at forbinde de tre grene af konservatismen, Social-, Liberal- og Nationalkonservatisme og gennem lærerige oplæg, få en forståelse for de sammentræk og fælles grundværdier som alle grenene bygger sig op på. Samtidig blev der også diskuteret forskelligheder, samt andre fokuspunkter, som gør hver forgrening af konservatismen relevant.

Arrangementet modtog stor opbakning fra KU’ere fra hele Danmark. 150 unge KU’ere og andre konservative ildsjæle deltog engageret i Konservativ Symposium, der løb af stablen ved BMW Experience Center i Lyngby. Efter en række fremragende taler, rykkede festlighederne til Postgården i Korsbæk på Bakken. Til festmiddagen blev der serveret en 3-retters menu og holdt diverse festtaler. Formanden for Konservative, Søren Pape, deltog også i middagen og den efterfølgende fest på samme sted.

Der var fantastisk stemning til hele arrangementet, og det kunne særligt mærkes efter festmiddagen, hvor der både var gang i dansegulvet, og der blev konverseret om alt mellem himmel og jord udenfor rundt i Korsbæk på Bakken.

Her taler Højskolelærer, Søren Hviid, til arrangementet i Lyngby foran de mange konservative

Her ses det høje humør og den gode stemning til festmiddagen i Korsbæk på Bakken

27.745. Så mange unge er i år blevet tilbudt en plads på en bacheloruddannelse, og kan se frem til at begynde deres akademiske studieliv til september. Igen i år var uddannelser som civilingeniør, erhvervsøkonomi, medicin og jura blandt de mest populære. Fælles for disse uddannelser er, at de alle har lav ledighed og nem adgang til job efter endt uddannelse. Særligt i disse år sættes der stort fokus på, hvorvidt en uddannelse overhovedet uddanner til job – og her står særligt de bløde, humanistiske uddannelser for skud. Holdningerne er mange, og det retoriske spørgsmål om hvorfor vi skal uddanne til arbejdsløshed rejses ofte i debatten. Dette giver anledning til et vigtigt spørgsmål vedrørende vores universiteter. Hvad skal deres rolle være i vores uddannelsessystem, og hvad skal vi egentlig bruge dem til?

Der er forskellige holdninger til universiteternes formål, men det kan som udgangspunkt koges ned til 2 holdninger:

1. Universiteternes formål er at skabe dannede borgere med akademiske kompetencer.
2. Universiteternes formål er at give borgere konkrete kompetencer, så de hurtigst muligt kan komme i arbejde.

Konservativ Ungdom har ikke taget stilling til universiteternes formål, men vi mener, at der i langt højere grad skal uddannes på baggrund af erhvervslivets efterspørgsel om kompetencer og kvalifikationer.

Det er dog vigtigt, at den retfærdige kritik af humaniora-uddannelser med høj ledighed, ofte med præg af venstreorienterede værdier og politisk indhold, ikke overskygger vigtigheden af universiteternes dannende formål. Som samfund har vi selvfølgelig en interesse i at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel på de tunge, talstærke uddannelser, men det er vigtigt at vi ikke glemmer værdien af de uddannelser, som ofte står for skud i debatten – både fra højre- og venstrefløjen.

Som konservative må vi eksempelvis insistere på at kende vores historie, studere ideologierne bag politikken og diskutere teologiske synspunkter i en verden af religiøse konflikter. Der er ingen tvivl om, at uddannet, kvalificeret arbejdskraft er en nødvendighed, men universiteterne er nødt til at omfavne begge formål. Forskellen på os og teknokraterne i Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne er, at vi forstår værdien bag det åndelige, filosofiske og sociale, som er en stor del af fundamentet bag vores demokrati. For vores samfund og demokrati er ikke kun kroner, pædagoger og fagforeninger. Det er også viden og tanker om demokrati, teologi, filosofi og andre fag som vi alt for ofte vifter bort som blot “humaniora”.

Historisk set har vi som konservative også været venner af universiteterne – også de humanistiske fag. Derfor er vigtigt at vi som konservative anerkender værdien af humaniora. Selvom økonomen, ingeniøren og advokaten betaler for en større del af gildet, grundet deres efterspurgte kompetencer, så må vi ikke glemme at humanisten også bidrager med vigtige kvaliteter til vores samfund.

25. maj fylder Konservativ Ungdoms grand old lady, Konservativ Ungdom i Stor-Århus, rundt, da foreningen i år kan markere 120 år i konservatismens tjeneste.

Enhver KU’er, der har fulgt med på grundkursus, kender fortællingen om Konservativ Ungdom som Danmarks ældste ungdomspolitiske parti, der blev dannet af von Rosen i 1904. Har de sidenhen talt med et århusiansk medlem, har dette formodentlig pralet med sin lokalforening, der med sin stiftelse i 1903 kom før landsorganisationen. I vendingen om Danmarks ældste ungdomspolitiske forening tilføjer de stolteste århusianere også at de ”muligvis er ældst i hele verden”, men kan det nu passe?

Med sin stiftelse i 1903 er det helt korrekt, at det er den første ungdomspolitiske forening i Danmark. Ungdomspolitik kan dog spores længere tilbage til 1828, hvor Glasgow University Liberal Democrats blev den første af mange politiske studenterforeninger i Storbritannien. Foreningerne var dog alle forankrede til universiteter, så de var ikke af helt samme karakter, som vi kender fra Konservativ Ungdom og vores lokalforeninger.

Konservativ Ungdom i Stor-Århus’ nærmeste konkurrent om titlen er derfor vores socialistiske naboer hos Arbeidernes Ungdomsfylking (AUF) i Norge, hvis landsforening påstår at være grundlagt d. 20. juni 1903 og dermed er ældre end vores landsforening, men yngre end lokalforeningen i Århus. AUF blev dog først etableret i 1927, og dateringen til 1903 er stiftelsen af moderpartiets første ungdomsparti, Norges Socialdemokratiske ungdomsforbund, så det er en nabostrid, vi roligt kan erklære os sejrherrer af.

Med afsæt i historien går vi til en mand, der med et glimt i øjet husker historien i håb om at gentage den. Lauritz Ivan Skov Løbner blev i januar 2023 valgt som formand af Konservativ Ungdom i Stor-Århus, og går under titlen ’forvalter’. For Lauritz er det ikke bare en titel og en arbejdsopgave, at være forvalter af så gammel en forening: ”Det betyder ekstremt meget for mig. Det er jo den ældste forening, så derfor er det ikke uden en vis ærefrygt, at man siger ja til et sådant tilbud. Jeg har jo ikke besiddet posten længe, men jeg er meget stolt over at have fået det som opgave”.

Til trods for ærefrygten viser Lauritz en hvis sindsro og tryghed om foreningens fremtid, da han bliver spurgt ind til en hemmelighed bag foreningens overlevelsesevne: ”Jeg ved ikke, om der er en decideret hemmelighed eller nøgle til succesen. For os tror jeg helt bestemt det skyldes sammenhængskraften. Det er den lange historie og folk som år efter år stadigt er aktive. Det har bl.a. resulteret i vores repræsentantskab, som tjener som en SOS-linje for forvalteren og bestyrelsen. Så det vigtigste for mig er at der altid er nogen klar til at tage over og føre foreningen videre”.

Traditionen tro inviterer foreningen i dagens anledning til fødselsdagsflæsk, som bliver afholdt på Raadhuus Kafeen i det centrale Aarhus. Forvalteren lover i mellemtiden, at 120-året vil blive fejret med en kæmpe fest senere på året på en gammel Århus-institution, men løfter ikke sløret for andet, end at det er værd at se frem til.

Forfattet af:

Emil Træholt og Sebastian Kaimson

Landsrådet er Konservativ Ungdoms største årlige begivenhed og finder sted i marts

Forretningsudvalget har glædet sig til at præsentere lokationen for Landsrådet 2023

Konservativ Ungdom kommer til at indtage Arena Nord i Frederikshavn. Her vil mere end 300 KU’ere mødes for at debatere organisationens politik, samt at beslutte hvem der i det kommende år skal lede Konservativ Ungdoms Landsorganisation.

Landsrådet vil blive afholdt i weekenden 10. – 12. marts 2023

Mette Abildgaards Jul:

Vi tager altid juletræ ind i start december og pynter det med alt det fine pynt, som vi fik i bryllupsgaver af venner og famile. Vi bruger også noget af børnenes hjemmelavede pynt – det der ikke er direkte grimt 😉

Juleaften står altid på kirke og så et glas bobler efter kirken. Jeg kan godt lide at synge et bordvers inden maden, fordi det er en særlig aften, og vi har meget at være taknemmelig for.

Og så er det nærmest en tradition, at jeg får nogle vanvittige gaver af Jens Jacobs mor. Da vi var helt nye kærester fik jeg eksempelvis et sæt knaldrødt undertøj (med g-streng og push-up BH med hvid plys-kant på 🙂 ) Det var fundet på et godt tilbud, og hun ønskede sig vist børnebørn 😉

Mai Mercados Jul:

Mine juletraditioner er dybest set de juletraditioner, jeg er vokset op med, som så er vævet sammen med min mands juletraditioner. Vi har en tradition, hvor vi julebager i december sammen med min mor. Vanillekranse, brunkager, og så triller vi havregrynskugler. Vi har også nogle chokoladesmåkager, som egentlig ikke har noget med jul at gøre – men vi fik dem et år til jul, da jeg var barn, og så har jeg efterspurgt til alle årlige julebagninger efterfølgende.

Vi laver adventskalender til vores børn. Den ældste er 9 år, og den yngste er 6 år, og selvom den ældste har luret det med at julemanden har et logistisk helvede med at komme rundt juleaften, og at han deraf måske-måske ikke findes, så er det anderledes med nisserne. Vi passer på nisserne hjemme hos os. Vi sætter pebernødder frem til dem, som min mand spiser hver aften med største behag. Vi pynter op lige inden december herhjemme, og vi tager det ned efter 2. Juledag. Selve juleaften plejer vi at holde med familien. I år kommer både mine og Christophers forældre juleaften.

Vi pynter først træet den 24. december og altid om morgenen, selvom Elisa på 6 år meget gerne vil pynte allerede nu. Vores juletræ får vi fra genboen, der sælger juletræer fra gården i Jylland – det kan ikke blive meget nemmere. Vi går i kirke om formiddagen, hvor der er børnegudstjeneste og vi tager en længere gåtur med vores labradoodle Daisy om eftermiddagen, mens anden langtidssteger. Min svigermor har altid ris à la mande med. Vi laver and, flæskesteg og medister, for det får de altid i Chris’s familie – mens vi kun er vant til and. Vi er frygteligt lang tid om at spise, men vi spiser allerede kl.17.30. Vi har også traditioner om at den yngste starter med at vælge en julesalme, når vi går om træet og så går det efter alder. Når det kommer til julegaver, så er der også traditioner. Det tager 1000 år – for der må kun tages én af gangen og alle skal se hvad der bliver pakket op. Det plejer at være hyggeligt også selvom tålmodigheden kan komme på prøve.

Vi har også en juletradition den 25. December. Chris har en dansk mor og en far fra Macau i Hong Kong med rødder i Portugal, og derfor fejrer vi også julemorgen med et større orgie af gaver i nissestrømperne til børnene. Den fejring går direkte over i den første julefrokost og så går juledagene ellers med masser af mad og familiebesøg.

Vi sørger altid for at komme ud og løbe. Winston på 9 år kan snildt løbe en 10 kilometer, og så er lillesøster med på cykel. Frisk luft og motion passer godt til al den fede mad og stillesiddende aktivitet. Julen slutter altid alt for hurtigt. Jeg elsker julen og har et nærmest nostalgisk forhold til den, hvor alt skal være som det plejer år efter år efter år efter…

Helle Bonnesens Jul:

Julen er først og fremmest en kristen højtid for mig. Men julen er også en fantastisk smuk afslutning på året. Vi glæder os i månedsvis og forventningens glæde er nærmest lige så stor, hvis ikke større end selve juleaften.

Som barn fik jeg kalendergaver hver dag i december, og gaverne var hængt op på en hjemmebroderet julekalender. Alle gaver hang klar den 1. december. Det var for mig et symbol på, at nu startede julen. Jeg har selv taget traditionen videre og sørget for gavekalender til min datter gennem mange år. I dag er hun 17 år og mere til adventsgaver og dermed fire lidt større gaver.

Som mange andre familier har jeg også holdninger til, hvordan træet skal pyntes. I min familie har vi altid haft dannebrogsflag på ranke, viklet rundt om stammen fra toppen af. Det er lidt af en kunst at få det gjort. Vi har også pynt fra mange generationer, og jeg er tilhænger af at pynte træet med respekt for generationer. Pynt i toppen af træet er den ældste pynt og så arbejder vi os nedad, sådan at pynten i bunden af træet er den nyeste.

Jeg ved at mange går i kirken om eftermiddagen den 24. december. Jeg er faktisk ikke en af dem. Det er festligt, helt bestemt. Men for det første synes jeg 1. søndag i advent er vigtigere. Det er jo kirkeårets start. I juledagene nyder jeg egentligt også mere at gå i kirke 1. Juledag. Der er en større ro og en mere fuldendt gudstjeneste.

Maden juleaften er altid risengrød og and. Det burde være gås, som oprindeligt, men det er altså and i min familie. Jeg var langt oppe i 30’erne før jeg smagte ris alamande første gang, og det smager fortrinligt. Men den oprindelige julespise i Danmark er jo risengrød, så den holder jeg mig til, og jeg elsker det. Min mand Henrik har altid spist flæskesteg, og de senere år har vi faktisk fået begge dele, altså både and og flæskesteg.

Uanset traditioner, så er det allervigtigste at være sammen med sine nære og familien. Julen handler om at gøre andre glade. At give en gave er og bliver større end at modtage en.

Mona Juuls Jul:

Traditioner og ritualer er gode holdepunkter i en vild verden. De skaber struktur og orden i en ellers ofte kaotisk hverdag, og de skaber hierarkier i en tilværelse, hvor meget ellers kan føles lige – og ligegyldigt. Når livet føles for rodet og ligegyldigt, har vi endda for vane at finder på nye traditioner og ritualer. Pludselig står der to udklædte børn og banker på. Man når at tænke, at det er da ikke fastelavn endnu. Nope, det viser sig da også at være Halloween… En ny tradition løsrevet fra religion, historie og klassiske overgangsriter. Vor herre bevares.

Nej, jeg er ikke meget for mange af de nye traditioner, som ivrige detaillister forsøger at prakke os på. Og faktisk er jeg ikke til ret meget af at gøre det samme igen og igen. På præcis samme måde. Som sidste år og alle årene før.

Jeg er meget bevidst om traditioners betydning og er fx inderligt imod den nye regerings dovne ”reform” forslag om at droppe Store Bededag. Men personligt synes jeg, at overraskelser til hver en tid slår gentagelser. Jeg anerkender værdien af traditioner. Både sådan på den store klinge som værdi og pejlemærke, men også på den lille klinge hvor vi genfortæller gamle røverhistorier igen og igen. Min klinge er bare en anden. Måske fordi jeg fik lidt vel rigeligt med retningslinjer i min opvækst. Måske er jeg bare mærkelig.

Uanset er mit efternavn falsk varebetegnelse. For heller ikke julen som jo ellers er den måske største tradition vi har, er jeg topbegejstret for. Det skyldes simpelthen, at jeg er så dødtræt af gaveræs, præstationsræs og nu skal vi fandme hygge os, ja vi skal. Det bliver let så påklistret og påtaget. Slap nu lige lidt af. For det bliver jo jul, selvom saucen er kikset, småkagerne er brændt på, og gaver fra dig er mindre end forhåbningerne, for dem du selv får. Så er der også lige det, at julen efterhånden strækker sig fra oktober til nytår. Det magter jeg simpelthen ikke.

Min jul starter den 24/12 og slutter 2. juledag. Juleaften er jeg sammen med familien. Skiftevis min og min kærestes. Vi tager typisk vin, mandelgave, waldorfsalat og ris a la mande med. Jeg laver det hele selv. Ligesom jeg enten går amok i køkkenet med alt muligt til julefrokost 2. juledag – eller bestiller hele molevitten ude fra. Det afhænger lidt af, hvor travlt jeg har op til jul. Det kræver planlægning at holde julefrokost for rigtig mange. Især fordi jeg godt kan lide at lave sjove ting til frokostbordet. Der er selvfølgelig også jyde-rigeligt af alting. Det ender som regel med, at alle er nødt til at tage noget med hjem. Øver mig hvert år i ikke at lave for meget mad eller bestille for meget. Det går galt. Hvert år. Og på den måde har jeg jo så alligevel skabt min helt egen juletradition.

Så tænker du måske, at jeg så i det mindste pynter op til jul. Her må jeg igen skuffe. Jeg decideret hader julepynt. Billige julekugler, tåbelige kravlenisser og vat-vinterlandskaber skal holde sig væk fra mig. Alle andre må gå amok, alt det de vil. Bare jeg kan få lov til at hvile øjne og ører i mit julefri hjem.

Hvad så med gaver, da? Nix. Jeg gider simpelthen ikke udveksle gaver med voksne mennesker juleaften. Hvad skal det til for? Det har for mig intet med jul at gøre. Så nej, jeg får ikke en eneste julegave – og er dybt taknemlig. Til gengæld er jeg den glade tante. Jeg har ikke selv børn, så det kammer ind imellem lidt over i fht familiens børn. Jeg har dog aldrig fået klager J

Men hør lige her. Jeg skråler med på julesalmerne. Jeg griner af de gamle historier. Jeg gemmer mandlen, hvis jeg får den. Jeg klapper begejstret, når andre får hvad de ønsker sig. Jeg påtaler ikke den tørre steg. Kort sagt: Jeg spiller med. For jeg ved hvor meget julen betyder for min familie, og ingen gider selvfølgelig fejre den med Ebenezer Scrooge. Og selve juleaften synes jeg faktisk er skøn. For det er hyggeligt at være sammen med familien på en dag, hvor alle anstrenger sig for fællesskabet.

Det er i det hele taget jul for mig. Altså at vi gør noget for hinanden. Vise os fra vores bedste side. For der er kærlighed i hjemmelavet mad. Der er glæder ved fælles historier. Der er løfter og forventninger i at være sammen. Og hvor ofte er det ellers, vi lige gør noget godt for hinanden og samles om noget, der er vigtigere end os selv. Jo, den del kan noget. Når man selv er generøs, så gør det i sidste ende også dig selv lidt mere munter. På den måde føles det simpelthen nemmere at komme gennem julen. Og så selvfølgelig fordi der er marcipansnitter*). Dem må man efter min mening gerne starte med allerede i oktober… De holder kampvægten oppe og humøret højt.

Endelig er der jo dagene, hvor man kan holde fri. Læse bøger og gå tur med Ludvig. Lade op. Tænke stort og småt. Bare være. Så ja, der er mere Juul end jul i mit liv.

Håber du får lige præcis den jul du ønsker. Rigtig glædelig jul.

Men husk! Aldrig aldrig aldrig spise børns hjemmelavede marcipankonfekt. Det må barnets forældre påtage sig.