Seneste nyheder

Skrevet af Stefan Skærsholm

Velkommen til anden del af artiklen, hvor jeg forsøger at svare på om vi som konservative kan lære noget af Karl Marx og hans filosofi. Hvis ikke du allerede har læst første del af artiklen, så vil jeg anbefale at du gør det. Der kommer jeg ind på de dårlige aspekter af Marx’ filosofi, og undersøger hvorfor disse ideer er så absurd dårlige. I denne del af artiklen lover jeg at det bliver mere positivt – men nok også en anelse provokerende. Jeg håber du vil læse med.

I første del af artiklen brugte jeg som nævnt en del plads på at fremhæve nogle af Marx dårlige ideer, og hvilke elendigheder de bringer med sig. Alligevel mener jeg, som sagt, også at der er gode ting at finde i Marx’ tanker og filosofi. Når man ønsker at forstå filosoffer som Marx, så er det altid en balancegang mellem at forstå dem ud fra deres samtid, og forstå dem ud fra vores moderne samfund. Marx er et godt eksempel på en filosof, hvis ideer virker absurde når vi læser dem med moderne briller. Hvis man i stedet ser på Marx’ ideer, og husker hvordan samfundet så ud, dengang de blev skrevet ned, så er Marx’ ideer nemmere at have sympati for. Da jeg læste op til denne artikel, faldt jeg over et sted, hvor Marx sammenlignes med en dygtig læge fra dengang lægefaget var ungt. Marx kunne diagnosticere ”sygdommen” i sin samtids samfund, men havde ingen anelse om hvordan han skulle kurere sygdommen. Jeg ville ønske jeg kunne tage æren for denne sammenligning, for den er utroligt rammende. Marx var netop god til at identificere nogle af de store samfundsproblemer i sin samtid – fx arbejdernes forhold og rettigheder. Man kan ikke komme udenom, at forholdene for arbejderne i 1800-tallet var kummerlige, utroligt dårlige og uacceptable. Dette har Marx korrekt observeret, og reageret på, ved bl.a. at argumentere for, at arbejderne organiserede sig, og kæmpede sig til bedre rettigheder. Hvor kæden så hopper af, er når Marx mener at dette må ske med vold om nødvendigt. Alligevel organiserede arbejderne sig og dannede fagforeninger – med større og mindre succes omkring i Europa. I Danmark havde de som bekendt stor succes, og fagforeningerne i Danmark ses i dag som en helt naturlig del af arbejdsmarkedet og samfundet. Selvom der er mange negative ting at sige om fagforeningerne i Danmark, så er det svært at benægte, at de også har gjort meget godt for arbejdsforholdene i Danmark – på den måde fik Marx jo sin vilje i sidste ende.

Det næste jeg vil fremhæve som en af Marx’ gode ideer kan måske virke lidt langhåret og teknisk. Jeg synes dog virkeligt at Marx har fat i noget her, og håber derfor du holder ved. Et andet aspekt ved moderne arbejde (altså arbejde efter industrialiseringen) som Marx korrekt påpeger som et problem, er fremmedgørelsen af arbejderen fra sit arbejde. Det betyder kort sagt at arbejderen mister den stolthed og mening der er forbundet med sit arbejde. Marx så arbejde som en af livets store glæder, men for at finde arbejdet meningsfuldt, skulle arbejderen kunne se sig selv i arbejdet. Et klassisk eksempel er snedkeren, som følger produktionen af et møbel fra start til slut, og finder stor glæde i at have lavet et godt stykke arbejde, og producere et flot møbel. Ja, det lyder helt konservativt.

Det som Marx’ kritik går ud på er, at det moderne arbejde, og her tænker han særligt på fabriksarbejde anno 1800-tallet, ikke tillader at man kan identificere sig med sit arbejde – navnlig ikke fabriksarbejderen. Hvor man før i tiden, mener Marx, fulgte arbejdet fra start til slut og lavede hele snedkerstykket, er arbejderen nu reduceret til enkelte gentagende og monotone arbejdsopgaver – fx kun at sætte søm i en stol eller male bordben. Arbejdsformen, hvor man fulgte arbejdet fra start til slut, er væk, og arbejdet handler nu om at udføre meget simple opgaver hurtigst muligt. Selvom Marx tegner det lige groft nok op, så har han fat i noget. Langt de fleste mennesker nyder en vis variation i deres daglige arbejde – og det er uanset om man arbejder på fabrik, kontor eller butik. Butiksarbejderen vil helt forståeligt finde det kedeligt kun at sætte varer på hylderne, ligesom kontormedarbejderen vil finde det kedeligt kun at printe eller sætte ting i mapper. Hvis ens arbejde er ensformigt og gentagende, så mener Marx er det er fremmedgørende og giver en følelses af ligegyldighed. Man vil med andre ord ikke finde nogen glæde eller mening i sit arbejde. Marx’ argument er at dette i sidste ende vil gøre folk dybt ulykkelige. Jeg er ikke i tvivl om, at Marx har fat i noget her. Det er en tankegang som konservative mennesker kan finde sympati ved, da vi med vores protestantiske etik også kender værdien af et godt stykke arbejde. Men betyder det at vi skal kaste kapitalismen fra os, som Marx mener? Nej, det skal vi selvfølgelig ikke – men mere om det senere.

Der er flere andre ting i Marx’ tanker som efter min mening er fine ideer – heriblandt vigtigheden af fritid og kvinderettigheder, for at nævne eksempler. Af frygt for at en lang artikel skal blive endnu længere, så vil jeg dog begrænse mig til de positive dele af Marx’ filosofi, som jeg allerede har nævnt – altså hans bidrag til fagforeninger og arbejdsforhold i særdeleshed. Artiklen startede med spørgsmålet om, hvorvidt vi konservative kan lære noget af Marx. Da det viste sig, at Marx også havde gode ideer, så må konklusionen vel være, at vi godt kan lære noget af Marx?

Den særligt skarpe læser har måske allerede set fællesnævneren i de positive ting jeg fremhæver fra Marx. De er nemlig alle allerede blevet en del af vores moderne samfund. Vi kender vigtigheden af gode arbejdsforhold, kvinderettigheder, meningsfyldt arbejde, og at holde fri en gang imellem. Vi ville have svært ved at forestille os et særligt godt samfund, hvis ikke disse tanker var til stede. Det er ideer vi anser som næsten synonyme med vores moderne, skandinaviske samfund. Jeg argumenterer ikke for, at vi tilskriver Marx hele æren for alle disse gode ting ved vores samfund, for det ville være faktuelt forkert. Mange af disse positive tanker eksisterer også i andre samfundsfilosofier, som har været betydningsfulde for vores samfund. Ikke desto mindre har Marx’ ideer (de dårlige, men også de gode) haft indflydelse på vores samfund – det kan man ikke komme uden om.

Som sagt er mange af Marx’ gode ideer, i større eller mindre grad, allerede til stede i vores samfund. Er pointen så at Marx ”vandt”? Er pointen, at vi bør droppe kapitalismen, som Marx mente? Nej, det skal vi selvfølgelig ikke. Ironisk nok viser eksistensen af Marx’ ideer i vores kapitalistiske samfund, netop hvorfor et kapitalistisk samfund er så uendeligt meget bedre end et marxistisk/socialistisk/kommunistisk samfund. Et kapitalistisk samfund har nemlig en fantastisk evne til at omstille sig, og inkorporere nye ideer og tanker i sin samfundsmodel. Som jeg skrev, så kunne Marx rigtignok diagnosticere nogle alvorlige samfundsproblemer i det samfund han levede i, men havde meget begrænset viden om hvordan disse problemer skulle løses. Marx’ helt store bidrag til samfund omkring i verden, er at gøre opmærksom på disse problemer. Løsningen på disse problemer kunne kun opstå i det frie samfund, som kapitalismen bidrager til. Arbejderne fik friheden til at organisere sig og arbejde for bedre arbejdsforhold, og feministerne havde friheden til at kæmpe for kvinderettigheder. Vores kapitalistiske samfundsmodel banede vejen for, at borgerne kunne kæmpe for det, de troede på. Det har historien lært os ikke er tilfældet i socialistiske og kommunistiske regimer, hvor dem der kæmper for reform, ofte bliver sendt i fængsel, eller det der er værre. Marx kan altså takke det kapitalistiske samfund for at hans ideer har fået indflydelse omkring i verden. Kun i et frit, demokratisk og kapitalistisk samfund ville arbejderne få lov at lave fagforeninger, og feministerne lov at demonstrere – blot for at nævne et par eksempler. Der var noget at lære ved Marx – og det har vi gjort. Vi tog det, der var noget værd, og indarbejdede det i vores samfund. Det er et samfund, hvor man frit kan udtrykke sine ideer og holdninger – og det er noget man i Marx’ drømte samfund ikke ville kunne. Hos os er der plads til at sige de skøre ting, og måske en gang imellem også tage ved lære af dem, hvis vi senere finder ud af at de er knapt så skøre.

Så kan vi konservative lære noget af Marx? Det forholder jeg mig lidt skeptisk overfor. Men det kan ikke stå til diskussion, at vi gennem tiden har lært en del, og anvendt de gode ideer Marx kom med. Selvom det nok er meget begrænset, hvad vi mere kan lære af Marx, så er der gemt en god lektie i historien om ham og hans ideer; At være lydhør overfor dem som beklager og begræder sig på andres og egne vegne. Dem der i 1800-tallet råbte på bedre forhold for arbejderne, blev også udskammet, ligesom de første kvinderettighedsforkæmpere blev mødt af massiv modstand. Alligevel måtte vi senere lære at de nok havde fat i den lange ende. Som gode demokratiske borgere, som ønsker et frit samfund, hvor de gode ideer kan blomstre, og de dårlige ideer dø hen, må vi også holde en dør på klem, for dem vi er uenige med. Det er ikke sikkert, at vores politiske modstandere har nogle gode løsninger på de problemer de fremhæver, men bagved ligger der måske alligevel et oprigtigt problem, som vi skal kæres om. Det er vigtigt, at vi holder dette i vores tanker, når vi taler med dem, vi er virkeligt uenige med. Uanset hvor latterlige og tåbelige deres forslag er, så er der en mulighed for, at de fremhæver et reelt problem, som skal anerkendes. Marx filosofi handler i høj grad om at kunne sætte sig i andres sted, særligt ved dem som har mindre end os – både økonomisk og socialt.

Så kære læser; selvom din meget venstreorienterede ven med blåt hår og ring i næsen er rigtig irriterende og siger nogle skøre ting, så er hans/hendes frustration måske udtryk for et reelt problem. Vær derfor lidt lydhør, og hold en dør på klem for dem. Det kan være du kan lære noget – og endnu bedre; måske kan de lære noget af dig, hvis du møder dem med en vis forståelse og anerkendelse. Det kan være de lærer at vi i Konservativ Ungdom ikke smækker døren i hovedet på dem, men er villige til at lade deres ideer møde vores på de frie ideers kampplads. Det er hvad du kan lære af historien om Marx.

Skrevet af Louie Skougaard

Efter de britiske konservative tabte det britiske valg, så gik partiets daværende leder, Rishi Sunak af. Derfor så skulle partiet ud at finde en ny leder, og her faldt valget på Kemi Badenoch. Men hvem er hun egentlig, og hvad kan man forvente af hende som konservativ formand?

Hvem er Kemi Badenoch?

Kemi Badenoch er født d. 2. januar 1980 i London. Da hun var blot 3 år gammel flyttede hun til Nigeria sammen med sine forældre og søskende. Den konservative leder flyttede tilbage til England, da hun var 16 år gammel og skulle til at studere. Her studerede hun ingeniørvidenskab ved University of Sussex, og senere fik hun en MBA fra Kellogg School of Management i USA. Hendes mor var læge, og hendes far var professor, så hun kom fra en familie, der var rimelig velhavende, og de var en del af overklassen i Nigeria. Efter sin endte uddannelse arbejdede hun primært indenfor Finans- og It-sektoren. Det gjorde hun indtil hun for første gang blev valgt ind i det britiske parlament, the House of Commons, i 2017. Som ung var Kemi Badenochs store forbillede den daværende britiske premierminister, Margaret Thatcher. Hun har også for nyligt udtalt, at Thatcher er både hendes personlige og politiske forbillede, og at Thatchers politik i høj grad har haft indflydelse på Kemi Badenochs politiske idéer.

Politisk ståsted

Kemi Badenoch hører til den klassisk konservative fløj i det britiske konservative parti. Det betyder, at hun går ind for en begrænset stat og en stram udlændingepolitik, og så afskyr hun naturligvis woke-kulturen. Hun har flere gange sagt, at hun hader identitetspolitik og vil gøre alt for at bekæmpe den. Mange i det britiske konservative parti har prøvet at ”modernisere” partiet ved at gøre det mere progressivt og rykke det længere mod midten, men denne linje vil Kemi Badenoch bryde med. Badenoch ønsker nemlig, at partiet skal rykke sig mere tilbage til de klassiske konservative mærkesager og tættere på et parti som Reform UK. Hun ønsker en markant strammere udlændingepolitik end Storbritannien har i dag, og også en strammere udlændingepolitik end den partiet førte inden hun kom til som leder. Som mange, inklusiv hende selv, har påpeget, så kan hun slippe afsted med at lægge en hårdere udlændingepolitik, end hun ville kunne, hvis hun nu var en hvid mand. Det er et faktum som hun selv synes er meget underligt, men samtidig anerkender hun, at verden nu engang er indrettet sådan lige nu.

Hun var også stor fortaler for Brexit, og mener, at det er en gylden mulighed for Storbritannien, at de nu endelig kan bestemme over deres eget land. Derfor ærgrer hun sig også over, at den britiske regering ikke har ændret sin politik tilstrækkeligt.

Så med Kemi Badenoch kan man se frem til et konservativt parti, der bliver langt mere klassisk konservativt, og kommer til at rykke sig mere til højre på alle politiske områder. Dette kan både være positivt, fordi det nok efterhånden er tiltrængt, at der endelig kommer nogle mere konservative ind i ledelsen, men samtidig så er det nok også positivt for det konservative parti, da de formentlig kan snuppe nogle stemmer fra Reform UK, der har oplevet en ret stor fremgang på det sidste.

Hvem var formandskandidaterne?

Der var flere som kæmpede om formandsposten i det konservative parti, og der var faktisk hele 6 officielle kandidater, så her kommer der en kort introduktion til de 2 mest realistiske kandidater udover Kemi Badenoch, der også blev nr. 2 og 3 i afstemningerne.

James Cleverly

Da Rishi Sunak annoncerede, at han gik af, var James Cleverly favorit til at blive den næste formand for partiet. James Cleverly hører til den mere moderate og midtersøgende del af partiet, og førte en kampagne på, at de konservative skulle være et optimistisk parti, der søgte midten. Han er dog stadig fortaler for ting som Brexit, men på både den økonomiske politik og værdipolitikken lægger han sig generelt længere ind mod midten end både Robert Jenrick og Kemi Badenoch. James Cleverly var udenrigsminister fra september 2022 og frem til november 2023, hvor James Cameron overtog posten. Han blev nr. 3 i afstemningerne.

Robert Jenrick

Robert Jenrick startede sin karriere som en meget midtersøgende konservativ, men har senere bevæget sig længere mod højre. Han var integrationsminister fra september i 2022 og frem til december i 2023, hvor han gik af, grundet at han ikke syntes, at RIshi Sunaks Rwanda-plan gik langt nok, og han derfor ikke kunne stå inde for den..Robert Jenrick har dog et par uheldige sager med i bagagen. I 2020 befandt han sig i en stor kontrovers, da han blev anklaget for korruption, efter at han godkendte nogle bygningsplaner i London til en af partiets store donorer, efter det ikke var forventet, at planerne ville blive godkendt. Det er naturligvis kun spekulationer, men det er en sag, der har tynget hans omdømme. Han blev nr. 2 i afstemningerne.

Popularitet

Kemi Badenoch er rimelig populær i det britiske konservative parti. Hendes popularitet blandt den almene britiske befolkning er dog ret lav. Kun 24% af briterne tror, at hun nogensinde bliver premierminister, hvilket jo må være et mål som konservativ leder i Storbritannien. I november 2024 mente 16% af briterne, at hun ville blive en god formand, mens 35% mente, at hun ville blive dårlig formand for de konservative.

Blandt lederne af de store britiske partier falder Kemi Badenoch også bagud. 32% foretrækker nemlig Keir Starmer som premierminister, mod blot 18%, der foretrækker Kemi Badenoch. Det er de to kandidater, der kommer til at konkurrere om premierministerposten, og her er Kemi Badenoch langt bagud, på trods af at Keir Starmer er en yderst upopulær premierminister.

På højrefløjen er Reform UK begyndt at vokse ret meget i meningsmålingerne, og de konservative skal kæmpe for ikke at tabe sine vælgere til Reform UK. Her falder Kemi Badenoch endnu engang bagud. 23% foretrækker nemlig Nigel Farage over Kemi Badenoch, mens kun 16% foretrækker Kemi Badenoch fremfor Nigel Farage som premierminister.

Så selvom Kemi Badenoch er populær internt i partiet, så er hendes opbakning hos den generelle britiske befolkning ret lav. Hendes lave opbakning skyldes flere ting. Hun har været en fremtrædende figur i partiet i løbet af de sidste år, og dermed bliver hun ikke set som en frisk start for de konservative, da hun allerede er rimelig fedtet ind i alle de sager, der har gjort de konservative så upopulære i Storbritannien. Hun er meget klimaskeptisk, og har dermed mistet meget opbakning blandt de unge vælgere i Storbritannien. Ydermere, så har hun svært ved at appellere til midtervælgerne med sine meget konservative holdninger, så hun får ikke trukket de vælgere, der ligger tættere på midten. Samtidig vil mange, der stemmer på Reform UK, ikke stemme på en person, som er vokset op i Afrika frem for England. Med sin meget direkte og skarpe retorik, så fremstår hun heller ikke som en forenende leder, hvilket er et problem, når man er premierministerkandidat.

De britiske konservative er kendte for at være hurtige til at smide deres ledere på porten, hvis de er utilfredse, og derfor er der også begyndt at opstå spekulationer omkring, hvor længe Kemi Badenoch egentlig holder som leder, hvis hun ikke får vendt sin popularitet inden længe. Det går jo ikke, at de konservative lider et stort nederlag igen ved næste valg, så der bliver nødt til at ske noget.

Hvis hun ikke får vendt sin popularitet i befolkningen, så kommer det til at give massive problemer ved det næste britiske valg. Hun har heldigvis ca. 3 år til at arbejde på dette, hvis ikke der bliver udskrevet valg før tid.

V. En Lige Højres sprogkonsulent, Emil Bang Træholt

Så er den gal igen. Den Danske Ordbog har fået én af sine to årlige opdateringer, og det er tid til din mandatoriske brok over DDO’s evigt fortsættende forfald, som dine venner ikke helt forstår. Men det ligger ikke i din natur at lade det ligge, så du må komme med nogle nedslag.

Det kan være en hovedpine at sætte sig ind i, hvad der faktisk er sket, men du ved bare, at du skal være vred, for sådan plejer det at være. Frygt ej, for En Lige Højres sprogkonsulent bringer dig hermed nogle nedslag i opdateringen med tilhørende kritik, som du kan memorere og præsentere for dine venner som din egen.

Vi starter med de ord, der har fået ny betydning. Ikke nok med, at man finder på nye ord til ordbogen, så har de kraftedeme også ændret betydningen af det eksisterende. Hvad med dine utallige kiksede skriv på internettet? Betyder de stadig det samme?

Dele

Tilføjelse: At publicere på sociale medier

Kritik: Man kunne sagtens sige “jeg deler lige det her billede af min grimme kat på sociale medier” førhen, men åhh nej det for mange ord for den dovne influencer, så nu må alle andre bare gætte hvor jeg har tænkt mig at dele det.

Ungdomssløvsind

Tilføjelse: Manglende energi hos teenagere

Kritik: Hvad der var et flot, dansk ord for skizofreni, skal nu beskrive selvsamme dovenskab, som leder til den forrige ændring. Medmindre Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har en masse teenagere ansatte, så er sløvsind tydeligvis ikke begrænset til de unge.

Stalke

Tilføjelse: At finde frem til nogen oplysninger uden vedkommende vidende

Kritik: Må man nu ikke længere google sine kollegaer? Man kan jo blive dømt for stalking? Og hvad med alle de reelle, dømte stalkere vi allerede har? “Hov, jeg kan se du er dømt for stalking, så du kan ikke lige arbejde her hos CPR-kontoret”. -Jamen stalking betyder jo alt muligt i dag”. “Okay, du er ansat”. Og så er barnet løs i slikbutikken!

Steward

Tilføjelse: Person, der står for sikkerhed ved en fodboldkamp eller lignende

Kritik: Det hedder sgu da en sikkerhedsvagt. Kan de så holde op! Hvad bliver det næste? Skal ostemad så også stå i ordbogen som et gult kort? Spoiler: Det gør det allerede. Føj!

Nu vender vi os mod de nye i kassen med blikke, der på én gang spørger, hvad de har gjort for at fortjene at være her, og på samme tid fortæller dem, at vi aldrig vil acceptere dem.

Der er tilføjet 351 nye ord. Mange af dem giver god mening, og man kan undre sig over, at de endnu ikke er blevet optagede i ordbogen, men de passer ikke ind i dit narrativ, så dem vil denne artikel ikke behandle. I stedet får du nedslag på en række af de ord, som ikke fortjener en plads i ordbogen.

Novella

Definition: Skønlitterær værk der er kortere end en roman og længere end en novelle

Kritik: Så kald det da en lang novelle eller en kort roman. Forfattere skal ikke slippe afsted med at være for dovne til at skrive en roman eller for ukonkrete til at skrive en novelle, ved at vi bare finder på en ny genre. Når en filminstruktør ikke kan finde ud af sit arbejde og kun skaber 70 minutters underholdning, kalder vi det heller ikke bare en ‘spillafilm’ og tilgiver ham.

Elskovsbarn

Definition: Barn, der er født uden for ægteskab

Kritik: Elskov er sådan, man laver børn, lige meget om man er gift eller ej. Den her definition får dig også til at lyde som et utro svin, hvis du fortæller, at du har dyrket elskov. Så igen får du nok ikke sex, hvis du bruger ord som ‘elskov’.

Trigger Warning

Definition: Advarsel, som gives på forhånd, hvis noget kan fremkalde traumer

Kritik: Alle advarsler kommer på forhånd. Ellers er det en elendig advarsel. “Hey jeg vil bare lige advare dig: Det var en dum idé at kalde ham der rockeren for en svans, og derfor tævede han dig”.

Inshallah

Definition: Bruges for at udtrykke et håb, et ønske eller en forventning

Kritik: Den Danske Ordbog eller Den Arabiske Ordbog? Du må gerne lege indvandrer sammen med de andre drenge i frikvarteret i 8. klasse, men det gør det ikke dansk. Hvis vi begynder at optage islamiske påkaldelser i ordbogen, så går der ikke længe før din nye, ungdommelige præst slutter sin  prædiken af med ‘Alhamdulillah’ og erstatter ‘amen’ med ‘Allahu Akbar’.

EM-kval / VM-kval

Definition: Runde i sportsturnering hvor man kan kvalificere sig til mesterskaberne.

Kritik: Bare sig ‘kvalifikation’. Er det for svært med alle de stavelser? Skal vi bare reducere ord til én stavelse? Fork hør ik hjem i dansk ordb.

OMG

Definition: Bruges udråbsagtigt for at udtrykke overraskelse, forargelse eller lignende.

Kritik: Her bliver teorien om et udvalg fyldt med teenagere heldigvis afkræftet, for    man skal da være røvgammel for at bruge dét udtryk. Når jeg læser ordet kan jeg kun høre hende pigen, der lugtede til Justin Biebers brugte håndklæde.

Ostepop

Definition: Sprød, orange, buet snack fremstillet af majsmel og med smag af cheddarost

Kritik: Dette er nærmere en samfundskritik. Hvor mange psykopater med fedtede, farvede fingre har købt ostepops, så vi nu skal til at anerkende det møg?

GIF

Definition: Filformat egnet til lagring af billeder og korte animationer

Kritik: Vi er slet ikke klar til det her. Vi kan ikke engang blive enige om udtalen.

Således er du oplyst, styrket og klar til at bekræfte dine venners opfattelse af dig som en gammel, sur brokrøv, der bekymrer sig mere om petitesser end sit omdømme. Så er det heldigt, at du inden længe skal til landsråd, hvor du kan lege ekkokammer i en weekend med ligesindede, der også bliver forargede af angrebet på det danske sprog.

Der er masser af ting i Karl Marx’ filosofi vi som konservative kan og skal tage kraftigt afstand fra. Alligevel spørger artiklen ”Kan vi lære noget af Karl Marx?” Kan konservative lære noget af manden, hvis ideologi netop handlede om at nedbryde det etablerede samfund? Kan vi virkelig lære noget af manden, hvis ideologi er noget nær den absolutte modsætning til konservatismen, som netop handler om at bevare det etablerede? Det er et stort spørgsmål, som også helt bevidst er lidt provokerende. Man fristes, med fuld forståelse, til at sige nej med det samme. Jeg håber dog, at du går til artiklen med et åbent sind, for det skal vise sig, at der ikke kun er dårlige ting at sige om Marx. Jeg vil over to artikler dykke ned i nogle af de centrale elementer i Marx’ filosofi, og med et konservativt udgangspunkt undersøge Marx’ ideer – både de dårlige, de mindre dårlige, og de gode. Denne første del har primært fokus på de dårlige aspekter af Marx’ filosofi, hvor næste del vil dykke ned i de mindre dårlige aspekter, samt svare på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan lære noget af Marx. Jeg håber du vil læse med.

Uanset hvad man måtte mene om Karl Marx, så kan man ikke komme udenom, at han har været en af de mest indflydelsesrige tænkere i moderne tid. Marx er en person de fleste kender til, og hans indflydelse fra det 20. århundrede og frem til i dag kan man ikke benægte – også selvom denne indflydelse ikke altid kan siges at have været positiv. Marx’ tanker er grundlaget for marxismen og har haft stor indflydelse på socialismen og kommunismen. Selvom Marx ikke kan siges at have grundlagt hverken socialismen eller kommunismen, så er hans tanker og idéer blevet næsten synonyme hermed. Vi kender alle til de forskellige socialistiske og kommunistiske regimer gennem tiden, og fælles for dem er, at deres statsideologier i bund og grund bygger på marxistiske tanker. Vladimir Lenin var marxist og grundlagde sin variant heraf i leninismen, som senere skulle influere både stalinismen, maoismen og Nordkoreas ”juche”-ideologi. Det er mange ”-ismer” for samme elendighed, og selvom de alle har rødder i marxismen, så er det heller ikke korrekt at tillægge Lenins, Stalins, Maos og Kim-familiens forfærdeligheder til Marx. Han var trods alt død før nogen af de kommunistiske tyranner og diktatorer kom til magten.

Selvom man ikke kan bebrejde Marx for kommunismens forfærdeligheder gennem det 20. og 21. århundrede, så man skal ikke se Marx og hans tanker som hverken uskyldige eller uskadelige. Listen med dårlige marxistiske ideer ville være meget lang, og uden for format her – men det er dog værd at fremhæve nogle af hans værste tanker. Marx’ tanker om ejendomsrettigheder, klassekamp, og hans besættelse af materielle forhold, er nok det jeg personligt opponerer mest imod. Marx’ tanker om ejendom og ejerforhold er noget af det han er kendt mest for, og når Marx nævnes ved navn, er det ofte efterfulgt af de klassiske fraser om at arbejderen skal tage ejerskab over produktionsmidlerne (”Seize the Means of Production”). Dette betød for Marx konkret at privat ejerskab af fabrikker, landbrug og lignende skulle afskaffes, og at disse i stedet skulle ejes kollektivt af arbejderne. Sagt anderledes, så ønskede Marx, at arbejderne skulle fratage landmænd, fabriksejere og andre ”kapitalister” deres ejendom, og i stedet organisere et kollektivt ejerskab over denne. Dette måtte om nødvendigt ske med voldelig revolution, hvor arbejdernes fjender måtte bekæmpes hvis ikke de frivilligt opgav deres ejendom. Kritikken af denne ”ide” skriver næsten sig selv. Først og fremmest; det relativistiske syn på værdien af menneskeliv, hvor livet på en ”kapitalist” var markant mindre værd end livet på en arbejder.  Dette relativistiske syn på værdien af menneskeliv, er noget nær definitionen af ondskab. Det er et knep som foruden at være anvendt af de kommunistiske regimer gennem tiden, også blev anvendt af både nazisterne under Holocaust og af islamistiske terrorgrupper, når de forfølger minoriteter i Mellemøsten.

Hertil kommer fejlslutningen om, at man tror, man kan tage ejerskab over andres ejendom gennem tvang. Der hvor jeg kommer fra, kalder vi det tyveri. En yderligere kritik er, at hvis statsmagten ikke kan garantere den private ejendomsret, så er det mindre attraktivt for personer at investere i virksomheder og materiel – det kunne jo potentielt blive snuppet til ”kollektivt ejerskab”, og dermed ville investeringen gå tabt. Dette er måske ikke den store bekymring for marxister og kommunister, men for almindelige mennesker, hvis pension og opsparinger meget ofte er bundet op på investeringer af forskellig art, kan det betyde utroligt meget. Det ville være jævnt træls at investere i en fabrik, for så at stå tilbage med ingenting, når arbejderne besluttede, at nu var fabrikken deres. Samfundets mulighed for at investere i nye teknologier, virksomheder osv. betyder meget for væksten i et samfund, og selvom dette er en kritik der ikke havde betydet meget i Marx’ samtid, så er det en substantiel kritik i vores moderne samfund.

Når vi taler om Marx’ ideer omkring revolution, er det værd at nævne den konflikt som Marx mener eksisterer mellem samfundsklasserne – navnlig ”kapitalisterne” og arbejderne. Klassekampen, som Marx kalder det, handler om, at der grundet økonomiske forskelle mellem klasserne opstår forskellige interesser mellem klasserne og dermed konflikt. Konflikt skal her forstås meget overordnet, og kan være alt fra vold og mord til strejke og propaganda. Selvom denne kritik kan virke korrekt og intuitiv, hvilket jeg kommer tilbage til senere, så er det vigtigt at holde et mere principielt blik for, hvad Marx’ syn på klassekamp egentlig betyder; at Marx anskuer alle relationer mellem forskellige samfundslag som en konflikt. For Marx er denne konflikt altid et nulsumsspil, hvor den ene gruppe kun kan vinde på bekostning af den anden. Dette kan måske lyde banalt, men hvis vi laver et lille tankeeksperiment, bliver det måske mere tydeligt hvor absurd og deprimerende dette samfundssyn er. Forestil dig din egen familie, og anvend Marx’ logik om klasseskel, men hvor du ser dine familiemedlemmer som værende forskellige klasser i samfundet. Alle samtaler, interaktioner, og relationer i din familie er præget af konflikt. I er aldrig enige om noget, og I hjælper ikke hinanden. I griner aldrig sammen, for I er altid uvenner. Alt du får er på bekostning af dine familiemedlemmer. Når du spiser aftensmad, så er det bare mad, som dine forældre og søskende ikke kan få at spise. Når det ene barn får lommepenge, er det i virkeligheden bare penge, som den anden ikke får. Når familien får julegaver, er de andres gaver i virkeligheden bare gaver, du kunne have fået. Jeg håber du ser min pointe. At anskue samfundet som opdelt og konfliktfyldt giver intet positivt med sig. Det er en deprimerende fortælling, hvor der ikke eksisterer sociale nuancer eller samskabelse. Det er med andre ord et dysfunktionelt hjem, hvor dem, som burde hjælpe og støtte hinanden, kun er drevet af egeninteresser, og hvad andre har i forhold til en selv. Der er ingen glæde for andre, ingen fællesskabsfølelse og intet der binder folk sammen udover deres klasseforhold og de fælles materielle interesser, man har med dem. Det er en utrolig deprimerende og dystopisk tankegang. Selvom det ikke var tiltænkt marxismen, så beskriver filosoffen Friedrich Nietzsche, efter min mening, det overordnede problem med Marx’ konfliktfyldte samfundssyn: ”The […]resolve to find the world ugly and bad has made the world ugly and bad”. Med andre ord, så vil Marx’ konfliktfyldte samfundssyn lede til netop den elendighed som Marx opponerer imod.

Marx’ samfundssyn konflikter særligt med det samfundssyn vi har som konservative. Vi ser ikke samfundets grupperinger som grundlæggende konfliktfyldt. Selvfølgelig eksisterer der konflikter, men jeg finder det meget fremmed at kigge ud i samfundet, og helt grundlæggende se konflikt – særligt i vores moderne, danske samfund. Selvom det kan virke intuitivt at samfundet helt grundlæggende er i konflikt, så er det bestemt forkert. Konflikter eksisterer selvfølgelig, men at se dem som værende definerende for samfundet, svarer til at kigge på en blomstereng, og så kun se de mørke sten, som gemmer sig under blomster og blomsterblade. De findes, men der er så meget godt og sandt, som fylder og betyder meget mere.

Marx ignorerer blomsterne i samfundet. Han har intet blik for de skønheder, som betyder meget mere for vores alles liv, end de konflikter vi møder på vejen. Selvom der opstår konflikter i vores liv, så er det ikke noget, der er definerende for samfundet. Konflikter kan givetvis skille os ad, og det er netop, hvad der skiller os ad, som Marx fokuserer helt enormt på. Marx ser ikke alt det, som binder os sammen, og der er uendeligt meget mere, som binder os sammen, end som skiller os ad. Selvom vi kan være uenige, og ja, i konflikt med naboer, venner, familie eller noget helt fjerde, så kan man ikke komme uden om at vi alle er forbundne. Vi er forbundne på tværs af indkomst, social status, arbejde, landsdele, og ikke mindst politiske overbevisninger. Vi er forbundne gennem vores land, sprog, kultur, normer, foreninger, religion og vores fælles historie. Denne liste kan fortsættes langt endnu, men pointen står fast; at der er uendeligt meget mere, som binder os sammen, end som skiller os ad. Det forstår Marx ikke. For ham er samfundet defineret af, hvad der skiller os ad, og ikke det vi har tilfælles med hinanden, på trods af vores forskelligheder. Det er et utroligt deprimerende samfunds- og livssyn. Marx’ insisteren på at se samfundet som noget konfliktfyldt og grimt, skal nok gøre samfundet konfliktfyldt og grimt. Det kan vi også se i historien, hvor de socialistiske og kommunistiske regimer altid har været fyldt med mistillid, korruption, forfølgelse, og andre forfærdeligheder. Der er ingen tvivl om, at når marxismen, socialismen og kommunismen lægger an til så deprimerende og elendigt et samfundssyn, så vil det samfund, de forsøger at skabe, også ende ud i ren elendighed. Så kære læser, hvis du tager én ting med fra dette indlæg; ansku ikke samfundet som værende grundlæggende konfliktfyldt. Det bringer kun elendighed og ulykke med sig.

En af de ting, jeg tidligere fremhævede som noget vi konservative bør opponere mod, er Marx’ enorme fokus på materielle forhold. Det kan næsten læses i ovenstående kritik, at det betyder meget for Marx, hvem der har hvad, og hvor meget de har. Hvis du spørger mig, så er Marx’ primære udgangspunkt for at forstå samfundet, netop hvem der har hvad og hvor meget de har. Fordelingen af materielle goder, dvs. alt fra mad og penge, til traktorer og bygninger, betyder utroligt meget for Marx. Den enorme ulighed, der eksisterede i Marx’ samtid, gør også at man godt kan sympatisere med hans perspektiv om, at de materielle forhold i et samfund betyder meget. Det betyder selvfølgelig noget, at borgerne i et samfund har råd til mad, husly og tøj på kroppen, og generelt har en god levestandard. Dette kan næppe siges at være tilfældet i Marx’ samtid, hvor mange (særligt arbejderne) levede og arbejdede under elendige forhold. Ikke desto mindre mener jeg at Marx tillagde de materielle forhold i et samfund alt for stor betydning – særligt når han kun viser foragt for religion, fællesskab, patriotisme og andre immaterielle værdier, som betyder noget for mennesker. Lighed betyder ganske vist meget for Marx, men det er netop ideen om materiel lighed, han sætter meget højt. Ironisk nok kan vi rette samme kritik mod Marx, som vi retter mod vores liberale kolleger; de kender prisen på alt, men værdien af ingenting.

Således opmuntret. Jeg håber du hang ved, selvom det til tider blev lidt langhåret. Sådan er Marx – både i figurativ og bogstavelig forstand. Marx havde mange dårlige ideer, men selv et ødelagt ur går rigtigt to gange om dagen. Selvom vi som konservative skal forholde os meget kritiske til Marx’ ideer, så er der som sagt ikke kun dårlige ting at sige om ham. Jeg håber derfor meget du vil læse med i næste del af artiklen, hvor vi dykker ned i Marx mindre dårlige, og nogle ligefrem gode ideer. Det bliver noget mere opmuntrende end denne artikel, men måske også en anelse mere provokerende. Jeg håber du vil læse med.

Skrevet af Stefan Skærsholm