I kølvandet på Black Lives Matter-debatten, som af uransagelige årsager er blevet adopteret i Danmark, er det blevet foreslået, at man også skal til at rive historiske statuer ned her i landet. Det er en finurlig ting, at man tror, man kan omskrive historien ved at lade som om, den ikke har fundet sted. Men det er forkert; vi skal vedstå os vores historie – også den dårlige del af den, også slaveejer-delen og samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig for at være sikre på, at vi ikke gentager den.

Danmark har været slavehandlere og har i mange år ført en dybt racistisk politik. Det er der ikke nogen tvivl om, og det er ikke noget, man på nogen måde kan være stolt af. Men vi skal stå ved det. For Danmark har også udviklet sig, og vi har på baggrund af de tidligere generationers akkumulerede erfaringer hele tiden justeret og forbedret, så vi i dag har et af de bedste samfund i verden.

Men det er vigtigt, vi husker på, hvem vi har været og stå ved, at det er en del af vores historie. Det er ikke noget, vi kan ændre ved at rive statuer ned. Tværtimod har det en værdi, at vi har nogle fysiske manifestationer af vores historiske udvikling, som minder os om, at den brogede vej til det nutidige danske samfund ikke har været gratis eller let. Og som minder os om, at vi, ligeså vel som vores forfædre, er en del af en samfundsmæssig og tidsmæssig kontekst, som vi ikke kan se os fri af. Det minder os om, at nogle af de normer og værdier, vi i dag betragter som selvfølgelige, ikke nødvendigvis er det. Vi skal være selvkritiske og indse, at argumentet »Vi lever altså i 2020« er et af de mest relativistiske og uholdbare pseudoargumenter – som i øvrigt ville have retfærdiggjort slaveriet i sin tid.

Og så skal vi smide »white guilt« på porten. Vi kan og skal som enkeltindivider ikke skamme os over noget, vi ikke selv har været en del af. Vi skal ikke skamme os over vores hudfarve, det klinger umiddelbart rimelig racistisk i mine ører.

Christian Holst Vigilius, kirke-, kultur og integrationsordfører for Konservativ Ungdom