Mathias meldte sig ind i Konservativ Ungdom i 2017. Han havde forventet, at man sad i jakkesæt og havde møder, som var seriøse og mindede om professionelle ”business meetings”, men det gik hurtigt op for ham, at der også var et stort fokus på at have det sjovt sammen.
Mathias startede i Aalborg KU, og var med til at starte en lokalforening i Hjørring, som han har nydt at være en del af, og i dag ser på med stolthed. Hans første arrangement var et grundkursus, hvor han fandt ud af at det sociale i KU var virkelig godt.
– Jeg følte mig velkommen. Der gik 10 minutter i KU før jeg følte at jeg var indenfor. Det er altafgørende, at det første møde var godt, siger Mathias.
Mathias har gennemført KU’s uddannelsessystem, og har udnyttet muligheden for at komme på studieture med KU. Han har været i Wien, Athen, Kalinn og Bruxelles sammen med Konservativ Ungdom.
– Jeg oplever en stor drivkraft i møde mennesker, og I KU har jeg fået venner for livet. Jeg er sammen med en masse gode mennesker, uanset hvor i Danmark eller verden vi er, fortæller han.
Til dagligt læser Mathias Politik og Administration. Han vil gerne arbejde indenfor politikkens verden, enten som politiker eller som lobbyist.
– Jeg vil gerne påvirke hvordan samfundet drives, og være inde over beslutningerne. Jeg brænder for gamet med altid at være på og forhandle. Det giver mig et boost, siger Mathias, som er vant til at være i spotlightet i kraft af hans arbejde som musicalstjerne.
Han stiller derfor op til kommunalvalget og håber på at blive valgt, så han kan få indflydelse på Hjørring Kommune. Han sætter pris på de muligheder, som KU åbner for, og fortæller at det ikke er blot er opstillinger til valg, som man kan få ud af sit medlemskab, men også fede studiejob og et stærkt netværk.
– Jeg har fået en nemmere studietid, fordi jeg har lært meget igennem KU. Jeg har eksempelvis brugt det, som jeg har lært på debatbootcamp i KU, til både min eksamen i 3.g og til forhandlinger med vælgerforeningen, fortæller Mathias.
Mathias har nu været medlem af KU i 4 år, og tror ikke, at han nogensinde melder sig ud.
– Når man først melder sig ind, så kommer man til at brænde for KU. Jeg kommer aldrig til at melde mig ud. Se hvad jeg har fået ud af det! Det er noget, som fylder en stor del, fordi man bruger så meget tid på det. Man føler at KU har givet så meget og man har lyst til at give tilbage, siger han.
Ifølge ham er der 3 gode grunde, til at du skal melde dig ind:
- Du kan få nogle kompetencer i uddannelsessystemet, som du kan bruge i din hverdag, på arbejdet og i skolen. Det er personlig udvikling.
- Det er ikke bare kedeligt bestyrelsesarbejde, men bowlingture, landsråd og fester, hvor man får nogle gode kammerater.
- Man kan næsten ikke fortryde det. Det er 75 kr., og du vælger selv om du vil støtte eller være aktiv.