fbpx

Make humaniora konservativt again

27.745. Så mange unge er i år blevet tilbudt en plads på en bacheloruddannelse, og kan se frem til at begynde deres akademiske studieliv til september. Igen i år var uddannelser som civilingeniør, erhvervsøkonomi, medicin og jura blandt de mest populære. Fælles for disse uddannelser er, at de alle har lav ledighed og nem adgang til job efter endt uddannelse. Særligt i disse år sættes der stort fokus på, hvorvidt en uddannelse overhovedet uddanner til job – og her står særligt de bløde, humanistiske uddannelser for skud. Holdningerne er mange, og det retoriske spørgsmål om hvorfor vi skal uddanne til arbejdsløshed rejses ofte i debatten. Dette giver anledning til et vigtigt spørgsmål vedrørende vores universiteter. Hvad skal deres rolle være i vores uddannelsessystem, og hvad skal vi egentlig bruge dem til? 

Der er forskellige holdninger til universiteternes formål, men det kan som udgangspunkt koges ned til 2 holdninger:

  1. Universiteternes formål er at skabe dannede borgere med akademiske kompetencer.
  2. Universiteternes formål er at give borgere konkrete kompetencer, så de hurtigst muligt kan komme i arbejde.

Konservativ Ungdom har ikke taget stilling til universiteternes formål, men vi mener, at der i langt højere grad skal uddannes på baggrund af erhvervslivets efterspørgsel om kompetencer og kvalifikationer. 

Det er dog vigtigt, at den retfærdige kritik af humaniora-uddannelser med høj ledighed, ofte med præg af venstreorienterede værdier og politisk indhold, ikke overskygger vigtigheden af universiteternes dannende formål. Som samfund har vi selvfølgelig en interesse i at imødekomme arbejdsmarkedets efterspørgsel på de tunge, talstærke uddannelser, men det er vigtigt at vi ikke glemmer værdien af de uddannelser, som ofte står for skud i debatten – både fra højre- og venstrefløjen. 

Som konservative må vi eksempelvis insistere på at kende vores historie, studere ideologierne bag politikken og diskutere teologiske synspunkter i en verden af religiøse konflikter. Der er ingen tvivl om, at uddannet, kvalificeret arbejdskraft er en nødvendighed, men universiteterne er nødt til at omfavne begge formål. Forskellen på os og teknokraterne i Venstre, Socialdemokratiet og Moderaterne er, at vi forstår værdien bag det åndelige, filosofiske og sociale, som er en stor del af fundamentet bag vores demokrati. For vores samfund og demokrati er ikke kun kroner, pædagoger og fagforeninger. Det er også viden og tanker om demokrati, teologi, filosofi og andre fag som vi alt for ofte vifter bort som blot “humaniora”. 

Historisk set har vi som konservative også været venner af universiteterne – også de humanistiske fag. Derfor er vigtigt at vi som konservative anerkender værdien af humaniora. Selvom økonomen, ingeniøren og advokaten betaler for en større del af gildet, grundet deres efterspurgte kompetencer, så må vi ikke glemme at humanisten også bidrager med vigtige kvaliteter til vores samfund.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.