fbpx

Forstå fejringerne af terror

Du har uden tvivl set nogen retfærdiggøre Hamas’ angreb på Israel med forklaringen om, at det er en befrielseskrig. Der er ingen tvivl om, at dén type adfærd er forkastelig, men hvad gør, at tusindvis af mennesker over hele verden kan affeje at åbne ild mod civile? Konflikten er religiøs, men trækker også lange tråde til en næsten 70-årig suverænitetsdebat. Det er umuligt at opsummere hele konflikten i et letlæseligt format, men vi vil her gøre nogle markant nedslag, som ligger til grund for den vrede og foragt, der eksisterer over for Israel.  

Konflikten har et religiøst element i sig, da jøderne er lovet Israel ifølge toraen, mens at palæstinenserne, som primært er muslimer, også har religiøse helligdomme i Jerusalem. Samtidig ser de den jødiske migration som forløb gennem det 20. århundrede som en krænkelse af deres hjemland. Jøderne betragtes i islam som vantro, og dette har uden tvivl også bidraget til de palæstinensiske muslimers trusselsbillede.

Som nævnt var det i det 20. århundrede, at konflikten virkeligt tog fart. Særligt i første halvdel var der en del immigration til Israel, og specielt efter afslutningen på 2. verdenskrig emigrerede et stort antal af de overlevende jøder. Det er vigtigt at huske på, at staten Israel står i en helt unik situation, hvor deres nabolande enten har, eller stadig ser dem, som noget der skal udryddes fra Mellemøsten. Forestil dig hvis den danske befolkning og Danmark var ønsket udryddet af Sverige, Norge, Tyskland, Polen m.fl. – alene fordi vi var danske.

Særligt i sidste halvdel af det 20. århundrede tog den voldelige konflikt fart. Israel besatte Gazastriben under 6-dages-krigen i 1967, og bevarede besættelsen indtil 1994, hvor de med Oslo-aftalen iværksatte en gradvis overførsel af magten til palæstinensiske myndigheder. Om end der er argumenter for Israels besættelse af Gaza, er det nødvendigt at forstå, at der med palæstinensiske briller er tale om et indgreb i Palæstinas suverænitet og dermed en undertrykkelse af dets befolkning. Israelske bosættelser i Gazastriben bruges som argument for yderligere suverænitetskrænkelse, da de ikke blev afviklet ved Oslo-aftalen, men først i 2005. Hvorvidt deres eksistens var et brud på folkeret, er der internationalt delte meninger om.

Sidenhen har terrororganisationen Hamas taget magten i Gazastriben, og udfører regelmæssigt angreb mod Israel herfra. Da området, der er på størrelse med Langeland, har 1.8 millioner indbyggere, er det enormt tæt befolket. Det har derfor vist sig besværligt for Israel at håndtere Hamas uden at såre eller dræbe civile palæstinensere, hvilket årene har vist talrige eksempler på. Ved hver hændelse er der uenighed om mål, uskyldighed og retfærdiggørelse, men hvad end faktuelt hænder er irrelevant, for palæstinensere og sympatisører ser deres folk og allierede dræbt af Israel, og det er ikke svært at forestille sig, hvem de umiddelbart tror på i diskussionen om ofrenes uskyldighed. Givet Hamas’ kontrol er det nemt at forstå ræsonnementet bag Israels hårde grænsekontrol og stramme immigrationspolitik mellem Gaza og Israel, hvilke bruges som argument for fortsat besættelse og undertrykkelse, da Israels politik begrænser bevægelsesfriheden for beboere i Gazastriben.

Selvom det er svært at komme udenom, at fejl også har været begået fra Israels side igennem konfliktens mange år, så kan man ikke holde Hamas og Israel op som ligevægtigt bidragende til konflikten. Hamas er en terrororganisation, hvor Israel er en demokratisk republik. Hamas placerer strategisk dem selv og deres materiel blandt sårbare civile, fx blandt skoler og hospitaler, for at afskrække Israel fra at angribe og bekæmpe dem. Hamas har derfor et enormt ansvar, når det kommer til dræbte civile. Israel anerkender, hvordan Hamas bruger sin egen befolkning som skjold, og forsøger så vidt muligt at minimere antallet af dræbte civile – fx ved opringninger til de palæstinensere, der bor i de områder som Israel bomber. Ligeså er det vigtigt at huske på, at der bor muslimer, arabere, palæstinensere, eller hvad man ellers måtte kalde dem, mange steder i Israel. De er ikke afgrænset til Gazastriben eller Vestbredden. Der sidder muslimer i Israels parlament, og er fuldbyrdige statsborgere med samme rettigheder som alle andre. Som nævnt, må man anerkende, at Israel også historisk har begået fejltagelser og forbrydelser imod palæstinensere, men at det i høj grad er Hamas, der holder konflikten voldelig og i live. De er ikke frihedskæmpere, men derimod terrorister, der ønsker at slå almindelige mennesker ihjel, fordi de har den forkerte religion og er uønskede. Man kan ikke komme udenom, at hvis Hamas havde lagt deres våben ned, havde konflikten været slut. Hvis Israel og jøderne ligger deres våben ned, bliver de slået ihjel. Israel er ikke perfekt, men det er ingen tvivl om hvor vores støtte bør ligge.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.