fbpx

Folketingskandidat: Nicola Emily Larsen

Hvorfor og hvordan blev du konservativ?

Det kan være svært at sætte ord på, hvordan jeg er blevet konservativ, for i sidste ende er det nok bare noget, som jeg altid har været. Jeg vil leve i et samfund, hvor vi har frihed under ansvar. Netop hvor den personlige frihed er i højsædet, men hvor vi også tager ansvar for dem og det omkring os, herunder de svageste i vores samfund, som måske ikke har kunne klare sig selv. Hvor vi belønner dem, som arbejder hårdt, i stedet for at straffe dem med høje skatter og afgifter. Og hvor vi lever op til kontrakten som vi har med næste generation, nemlig at vores klode skal gives videre til vores børn og børnebørn i en bedre tilstand, end vi modtog den.

Hvorfor meldte du dig ind i KU?

Jeg har altid interesseret mig for politik og samfundet. Jeg har altid haft en holdning til alting, og jeg har altid elsket at fortælle om mine holdninger. Derfor var det da også naturligt at melde sig ind i et ungdomsparti, hvor jeg kunne være sammen med andre, som delte mine interesser. Konservativ Ungdom blev mit ungdomsparti, er mit ungdomsparti og vil altid være mit ungdomsparti. KU’s mærkesager gjorde, at jeg vidste, at det var her jeg hørte til. Vi vil tage ansvar for de svageste, kæmpe for den grønne dagsorden, straffe de kriminelle endnu hårdere og vi vil have lavere skat. Alt sammen mærkesager som jeg kæmper for både kommunalt og nu også nationalt i forbindelse med min kommende folketingsvalgkamp.

Hvorfor stiller du op til folketingsvalget?

Der er godt 600.000 unge mellem 18 år og 25 år i Danmark – altså over en halv million! De unge fortjener at blive hørt, og det kræver repræsentanter, som de kan spejle sig i. Jeg savner i hvert fald unge folketingsmedlemmer, som ved, hvordan det er at være ung. Som ved hvor meget den mentale sundhed fylder blandt os. Og som ved hvor trætte vi er af, at uddannelsesområdet gang på gang bliver ramt af besparelser.

Jeg har savnet nogle som vil investere i fremtiden og ikke mindst tage ansvar for fremtiden. Så nu vil jeg være københavnernes unge stemme. Jeg vil kæmpe for klimaet, som er afgørende for vores fremtid. Jeg vil kæmpe for psykiatrien, som har brug for et betydeligt løft. Og jeg vil kæmpe for, at tvangsudflytningen af uddannelser stopper.

Har du nogen tidligere erfaring i politik?

Til kommunalvalget i november 2019 blev jeg valgt som kommunalbestyrelsesmedlem i Rudersdal med 7. Flest stemmer ud af 105 kandidater, og endda som den yngste i Rudersdals historie. Så nu sidder jeg i Arkitektur- og Byplansudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget samt i bestyrelsen på Birkerød Gymnasium.”

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.