fbpx

Folketingskandidat: Magnus Von Dreiager

Hvorfor og hvordan blev du konservativ?

Jeg har altid vidst, at jeg var borgerlig. Da der var folketingsvalg i 2011, brugte vi nogle af frikvartererne på at lave vores egne statsministerdueller, hvor jeg selvfølgelig repræsenterede den borgerlige side. Jeg har altid vægtet den personlige frihed højt og haft et ønske om, at folk skulle have mere personligt ansvar, men for mig er familien og de værdier vi som danskere er dannet af også utrolig vigtige. Da jeg var lille tog min mormor mig ind på Amalienborg Slotsplads hver gang, at dronningen havde fødselsdag, ligesom jeg hver sommer var med hende ude at rejse i Danmark i min barndom. Det gjorde, at jeg i en tidlig alder fik øjnene op for, at vi har utrolig meget at passe på i Danmark, og når man går op i at styrke familien samt bevare vores nationale og kulturelle værdier, så er konservatismen den rette vej frem. Det er den helt rette balance imellem de forskellige værdier.

Hvorfor meldte du dig ind i KU?

Der skulle dog gå lidt tid, før jeg meldte mig ind i KU. Lars Barfoed var ikke lige den store tiltrækningskraft, da jeg gik i grundskolen, men i slutningen af 1.g tog jeg beslutningen om at melde mig ind. Dengang tog de fleste et aktiv valg om at melde sig ind i Konservativ Ungdom på trods af Det Konservative Folkeparti. I dag har det ændret sig meget, men det var her, at jeg kunne finde det rette politiske fællesskab, og før jeg havde set mig om, så var KU blevet det primære i min hverdag. Jeg havde igennem en længere periode overvejet at melde mig ind, men det var folketingsvalgkampen i 2015 som gav mig det sidste skub.

Hvorfor stiller du op til folketingsvalget?

Hvis man vil have noget ændret, så må man selv tage ansvaret for at få det ændret. Man får ikke indflydelse ved at sidde ude på sidelinjen og brokke sig. Det får man ved at blande sig aktivt, og derfor gik jeg ind i politik. Fra min erfaring fra kommunal- og regionspolitik ved jeg også, at utrolig mange ting bliver bestemt inde fra Christiansborg, og det kan man kun ændre derinde fra. Derfor stiller jeg op til folketingsvalget for at kunne være med til at påvirke de store linjer og være med til at sætte mit præg på fremtidens Danmark. Der er simpelthen alt for mange ting, som de seneste år har gået i den gale retning i Danmark.

Har du nogen tidligere erfaring i politik?

Jeg har været aktiv i politik i mange år efterhånden. Siden min indmeldelse i Konservativ Ungdom i 2015 lige efter folketingsvalget, har jeg lagt utallige timer i politik. Tilbage i 2017 blev jeg valgt til kommunalvalget i 2017 i Lyngby-Taarbæk på sidste mandat med 90 stemmer, og jeg blev genvalgt til kommunalbestyrelsen i 2021 på 3. mandat fra Konservative med 559 personlige stemmer. Derudover blev jeg valgt til regionsvalget i 2021 i Region Hovedstaden med 2.195 personlige stemmer.

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.