Hvorfor og hvordan blev du konservativ?
Nogle gange skal der ekstreme omgivelser til, for at man tydeligt kan mærke sine egne værdier. Fra jeg var 16-20 år boede jeg i Texas og i Singapore med et kort hold i Danmark imellem. To steder der er fulde af kontraster til hinanden og til Danmark. Liberalismens næsten helt frie spil i Texas skabte for store skel i samfundet. Planøkonomien i socialist-diktaturet Singapore gjorde mennesker til brikker i et Excel-ark uden megen ejerskab over deres egen skæbne. Begge steder havde dog det tilfælles, at de værdipolitisk er ret konservative, og dét dragede mig. Kan man værne om traditioner og gamle gøremåder og samtidig skabe et sammenhængende samfund med personlig frihed til at gøre, hvad man drages af? Dér fandt jeg konservatismen i mig selv.
Hvorfor meldte du dig ind i KU?
Jeg mødte daværende næstformand, Cecilia Zade Iseni, på første dag på CBS. Vi var i introgruppe sammen og blev hurtigt venner. Ungdomspolitik havde ikke været en mulighed gennem mine år i udlandet, så jeg troede egentligt mest, at det var øl og fest. Men jeg fandt hurtigt ud af gennem Cecilia, hvilken vidunderligt spændende verden Konservativ Ungdom havde at byde på. Jeg meldte mig ind, uden at hun vidste det for at være sikker på, at hun ikke følte, at hun skulle have mig med på slæb. Det blev til et par møder i både KUK og Roskilde KU, inden jeg til hendes overraskelse sagde det til hende.
Men tiden inden jeg meldte mig ind var fuld af sjove møder med KU’ere, jeg senere har lært rigtig godt at kende. Jeg var bl.a. blevet introduceret til Christian Vigilius over min første øl på Musen, hvor vi fik vendt KUK’s historie og ry, jeg fik båret flyttekasser sammen med Helene Fagerhøj og drukket mig bankelam med Emmamaia. De gode minder fortsatte heldigvis efter min indmelding, og jeg glæder mig til mange flere endnu!
Hvorfor stiller du op til folketingsvalget?
Jeg drømmer om at gøre en forskel. Cliché. Jeg ved det godt. Men sådan har jeg det virkelig. Hvis man vil se noget ændret – eller ønsker noget beskyttet fra de revolutionære og bevaret præcis som det er – må man melde sig på banen og kæmpe for det. Noget af det, jeg går til valg på er, at jeg vil fjerne det danske forbud mod atomkraft, så vi kan få smæk på udfasningen af fossile brændsler. Jeg vil styrke vores psykiatri og mentale sundhed, så ungdommen ikke knækkes over. Jeg vil bekæmpe social kontrol af LGBT-personer i indvandrermiljøer, fordi danske frihedsværdier gælder på både Vesterbrogade og i Ryparken. Og så vil jeg kæmpe for, at ungdommen får vores frie valg tilbage, så vi ikke skal passes på af en barnepigestat med alkoholforbud, tvangsfordeling og udflytning af vores videregående uddannelser.
Har du nogen tidligere erfaring i politik?
I de sidste år har KU givet mig nogle af de mest spændende og oplevelsesrige politiske erfaringer såsom debat-træning, skolevalg og udvalgsarbejde i ind- og udland. Derudover har min formandspost for Konservative Studerende på CBS også beriget mig med både valgkampserfaring og politisk ledelseserfaring. Meget af min politiske erfaring har jeg dog fra min tid inden KU, hvor jeg i flere år har kæmpet for LGBT-personers rettigheder i Danmark, Mellemøsten og Afrika. Lysten til at engagere mig globalt i kampen for vestlige og danske rettigheder kommer fra mine gymnasieår i Texas og Singapore. Det ene sted var omvendelsesterapi helt normalt, og det andet sted var jeg kriminel. Så der er i særdeleshed noget at kæmpe for.