”Hvis det stod til mig,” sagde Scrooge forbitret, ”skulle hver en tosse, der går omkring med ”glædelig jul” på sine læber, koges sammen med sin egen julebudding og begraves med en pæl af kristtorn gennem hjertet, skulle han!” De ikke så juleglade ord stammer fra Ebenezer Scrooge, hovedkarakteren i Charles Dickens’ juleklassiker Et Juleeventyr. Med sin fortælling fra 1843 har Dickens haft en enorm betydning for måden, hvorpå julen endnu fejres den dag i dag.

Julen er ikke Charles Dickens’ opfindelse, men med Et Juleeventyr flyttede den victorianske forfatter højtidens fokus. Det var hyggen i familiens skød, der kom til at fylde væsentligt mere. Dermed kom den kristne markering af julen til at fylde mindre, om end de kristne værdier i familien stadig var omdrejningspunktet. Det var blandt andet også det, der gjorde, at højtidens centrum flyttede sig. Jesusbarnet var ikke længere den eneste hovedperson, om end de nye hovedpersoner også var børn. Det var familiens børn og deres uskyldige væsen der blev vigtige, eksemplificeret med Lille Tim. Barnet, og især barnets uskyld, blev ophøjet, idet mennesket kom tættere på Gud gennem barnet. Det er også derfor, at det især er Lille Tim, der påvirker Scrooges’ transformation.

At Dickens havde en stor indflydelse på romantikkens julelitteratur, ses også i det danske kulturliv. ”Jeg glæder mig i denne tid; nu falder julesneen hvid, så ved jeg julen kommer.” De berømte ord stammer fra Johan Krohns Peters Jul. Her er julen set fra barnets synsvinkel, og læseren mærker Peters forventningsfulde tanker, der skal minde læseren om sin egen barndoms jul, dengang man selv var uskyldig. Det samme ses i Peter Fabers sang Højt fra træets grønne top fra 1847. Her er børnenes gaver og familiens hygge centralt for hele sangen. Vi får beskrevet børnene og deres forskellige personligheder i Fabers udvidede familie. Peter der bliver ved med at tromme, Anna der ikke kan vente på sin julegave og Lotte der stolt holdt garnet, da bedstefars hue blev strikket. Det er familiens hygge, der virkelig betyder noget i den elskede sang.

I Et Juleeventyr bliver julen med de kære beskrevet med en fantastisk varme. Uanset om det er hjemme hos Scrooges nevø med selskabslege, i Bob Cratchits fattig familie eller de to mænd i fyrtårnet, så viser den nutidige juls ånd Scrooge, at julen handler om kærlighed, varme og at gøre noget godt for andre. Mens Scrooge og alle ånderne bevæger sig rundt i verden, så er det mørkt og koldt, men når de kommer ind hjemmene, hvor julen holdes, der er det lyst og varmt.  Den beskrivelse af julefejringen går også igen hos Dickens’ danske penneven, H.C. Andersen. I Den Lille Pige med Svovlstikkerne fra 1845 stryger den fattige, frysende pige en svovlstik, ”Hun tændte en ny. Da sad hun under det dejligste juletræ; det var endnu større og mere pyntet, end det hun gennem glasdøren havde set hos den rige købmand, nu sidste jul; tusinde lys brændte på de grønne grene…”. Igen har vi kontrasterne; den stakkels fattige pige, der drømmer om den hyggelige, varme og kærlige jul. Det er, under andre forhold, den samme skildring af julefejringen. Det er varmen i familiens skød, der bliver fremmalet i de beskrivende vendinger.

Charles Dickens var med til at transformere julen fra en religiøs højtid til en social højtid. Det kristne budskab forsvandt ikke fra højtiden, men det kirkelige blev skubbet i baggrunden. Den transformation af, hvordan julen blev fejret under romantikken, anført af Dickens, dikterer i høj grad, hvordan julen endnu fejres i dag. Det er også derfor, at Et Juleeventyr stadig ræsonnerer så godt i samfundet næsten 200 år efter udgivelsen. Vi kan genkende både Scrooges lidet flatterende karaktertræk og vores julefejring i fortællingen.

Den dickensianske tanke om julen stråler stadig igennem og giver os alle barnlige julelys i øjnene. Den jul vi oplevede i vores barndom, vil vi gerne føre videre. Det er også derfor Peter Faber skrev i julesangen Sikken voldsom trængsel og alarm fra 1848: ”Drej kun universet helt omkring, vend kun op og ned på alle ting, Jorden med, thi den er falsk og hul, rør blot ikke ved min gamle jul.”