fbpx

Året der gik i KU

I fyrværkeriets farverige lysglimt og champagneproppernes festlige klang nåede 2022 sin ende, og vi er trådt ind i det nye år. I den anledning vil “En lige højre” tage jer med på en rejse tilbage i tiden, hvor vi vil se tilbage på året, der gik, i Konservativ Ungdom.

​​Nytårskure i Omegnen og Nordsjælland

Ved årsskiftet var Danmark fortsat præget af corona, men ved ophævelsen af alle coronarestriktioner d. 31/1 kunne Omegnen omsider indbyde til sin traditionsrige nytårskur, som i 2022 blev afholdt i Lyngby. Aftenen bød som altid på et festmåltid uden lige og drikkevarer i lange baner, og derudover kom Rasmus Jarlov også på besøg for at holde tale. Omegnens årlige nytårskur skuffer aldrig, og det gjorde den sandeligt heller ikke sidste år – tak for en herlig fest!

Nordsjælland KU’s årlige julefrokost stod også for skud for COVID-19, da smittetallene i december 2021 voksede og voksede. Det skulle dog ikke forhindre Nordsjælland KU i at invitere til deres traditionsrige fest alligevel. Så julefrokosten blev til en nytårskur, og i februar 2022 slog Restaurant Nautilus traditionen tro dørene op for et brag af en fest. Som altid havde “snapse-sergenterne” travlt, og udover den gode mad og de mange drikkevarer, kom Mette Abildgaard også forbi for at holde tale og tage del i festlighederne – sikke’n fest!

KULR22

Landsrådet i 2022 skulle jo ligge øst for Storebælt. Turen gik derfor til Maribo på Lolland. Selve landsrådet foregik på Engestofte Gods, der ligge lidt udenfor Maribo. Der kørte derfor shuttlebusser mellem godset og Hotel Søpark, hvor de fleste var indkvarteret. Lokalerne var yderst fornemme med en meget rustik stil, med bare træstammer til at holde loftet, som var man i en moderne hytte eller lade. 

Til landsrådet fik vi selvfølgelig også valgt et nyt forretningsudvalg, hvor det nye formandspar blev Christian Holst Vigilius og Anders Callisen, i stedet for Magnus Von Dreiager og Cecilia Zade Iseni. Der blev undervejs til landsrådet også holdt en masse taler for og imod de forskellige forslag. Der var sjældent at talerkøen var mindre end ti personer.

Udover alt det praktiske blev der også holdt en fremragende gallamiddag og fest, hvor middagen var i landsrådslokalerne, og festen i laden ved siden af. Der var ingen sure miner til festen, og det var ikke alle der var lige friske om søndagen, hvilket jo er tegnet på, at festen var god.

Folkemødet

Vanen tro drog en masse KU’ere i juni-måned til Allinge på Bornholm for at tage del i årets Folkemøde. På førstedagen blev ungdomspartilederdebatten afholdt, og senere på ugen var partiet og dernæst KU værter for en reception, som blev afholdt i partiets telt. 

Udover at vi deltog ved mange forskellige events, debatter og oplæg, hvor flere KU’ere bl.a. var en del af panelerne, så fik vi også festet igennem i “Toga-teltet”.

Alt i alt var Folkemødet 2022 en stor succes.   

Konsulentkursus

Hvert år i begyndelsen af juli afholdes Konservativ Ungdoms Konsulentkursus – bedre kendt som KK. KK er det øverst trin i KU’s uddannelsessystem, og kurset varer en uge. Kurset finder sted i fantastiske rammer i KU’s dejlige sommerhus, Guldberghus. 

I kurset er der fokus på indlæring, hvor du vil lære en del om en selv, ens med-deltagere, konservatismens fortræffeligheder og meget mere. Det er en spændende og lærerig uge, som mange KU’ere gennem tiden har været igennem. 

2022 var ingen undtagelse – 12 dygtige KU’ere gennemførte efter en spændende uge Konsulentkurset med kyndig vejledning fra de tre ledere Sophie Heymann Lassen, Magnus Von Dreiager og Daniel Bekesi. Dermed kunne de 12 kalde sig konsulenter og melde sig ind i den prestigefyldte klub af medlemmer, der har gennemført KU’s tre uddannelsestrin. Tillykke til de 12.

Sommerlejr

To uger efter Konsulentkurset ligger KU’s årlige sommerlejr, SK. Sommerlejren er fem hyggelige dage, hvor mere end 50 KU’ere mødes i Guldberghus til hyggelige stunder. 

Sommerlejren har flere hyggelige traditioner, der tilsammen skaber en fantastisk tid i sommerhuset. Det inkluderer strandfest med helstegt pattegris og volleyball, Ølympiade og KU’s traditionsrige ølbowlingturnering. Der er også mulighed for at slappe af i en dejlig hængekøje eller tage en dukkert på stranden.

SK kulminerer ofte i den fantastiske temafest fredag aften, hvor der er udklædning, aktiviteter og hygge i fokus. I 2022 var det Jonas Vingegaard og Tour de France, der var temaet til den hyggelige aften.

Hvis du har en uge i sommerferien uden planer, så er SK et godt bud på dejlig uge med andre KU’ere.

Udlandstur

Udlandsturen 2022 gik til Tallinn i Estland, hvor 40-50 KU’ere tilbragte en uge af sommerferien på at blive klogere på Estisk kultur og politik. Med byvandring, ambassadebesøg og flere forskellige udflugter bød udlandsturen på mange berigende oplevelser for de deltagende.
Særligt var det en stor oplevelse at se udstillingen for stedet, hvor Dannebrog faldt fra himlen i 1219. 

Dertil var der naturligvis også tid til at tage del i festen på de lokale barer og caféer, når mørket faldt på.

Vi takker turledelsen for en fremragende tur.

Valgkamp

Da statsministeren onsdag d. 5/10 udskrev valg til afholdelse d. 1/11 havde KU hele 17 kandidater opstillet – minimum 1 i hver af landets storkredse. 

Under valget kæmpede disse kandidater bravt, og sammen med de trofaste frivillige KU’ere blev partiets valgkamp løftet til nye højder. 

Nogle af de bedste minder fra valgkampen er klart i forbindelse med partilederdebatterne, hvor KU ubetinget havde det største fremmøde af alle ungdomspartierne, når Søren Pape og de øvrige skulle heppes ind til debatterne. 

Valget endte som bekendt ikke, som vi havde håbet, men uanset hvad, har der ikke været en finger at sætte på KU’s indsats under valgkampen.
I fortjener en kæmpe tak!

Julefrokostsæsonen

År 2022 sluttede, som det startede – på festlig vis! For i slutningen af november blev julefrokostsæsonen i KU skudt i gang, hvor KU i Aalborg som de første kunne inbyde til lækker julemad, kolde øl og sodavand og selvfølgelig masser af Rød Aalborg. 

Weekenden efter stod den på hele to julefrokoster i “Aksen”, hvor Randers KU og KU i Århus var værter for festlighederne. Her gik det heller ikke stille for sig med Arnbitter i lange baner, og der blev festet til langt ud på natten. 

Efterfølgende nåede julefrokosterne til KU i København og senere til Odense KU og som afrundig på endnu en vellykket og fornøjelig julefrokostsæson var Nordsjælland KU og Esbjerg KU værter for årets sidste fester. 

Der skal lyde en stor tak til alle de mange lokalforeninger, som har gjort utroligt meget ud af at arrangere en masse sjove og festlige julefrokoster med masser af god julemad og alt, der ellers hører til. 

Vi glæder os allerede til, at det skal blive december igen!

Scroll to Top

Vi bruger cookies for at kunne give dig den bedste oplevelse. Ved at bruge vores side accepterer du brugen af cookies.