v. Herning-korrespondent Emil Bang Træholt
Det er den tid på året, hvor politik skal mærkes på kroppen. Den tid, hvor dine håndflader hæver til rødlige, brændende plader, fordi du ikke kan modstå det sociale pres til at klappe i takt hver gang et folketingsmedlem fra talerstolen skal fortælle en okay, men simpel og nem, sjov bemærkning, eller det fortæller os hvad der er forskellen på Det Konservative Folkeparti og et andet givet parti. Den tid, hvor dine dine tæer krummer så meget, at de kan forveksles med underernæret ballerinateenagers maltrakterede stilke, når den ene boomer-vittighed tager den næste fra talerstolen. Det er partiets landsråd.
Denne artikel skal dog ikke omhandle selve landsrådet, men vil fungere som din guide til alt det omkringliggende i hedens asfalterede hovedstad. Redaktionen tager dig forbi adskillige trin på din lørdag, og præsenterer dig ved hvert trin forskellige muligheder for turisme.
Frokost
Hvis ikke du er en komplet idiot, der har bestilt sandwich, så er det vigtigt at finde et godt alternativ. Redaktionen anbefaler at lægge en solid og sikker bund for aftenens festivitas på ét af følgende steder:
McDonald’s
McDonald’s er for dig, der enten vil have noget du kender hjemmefra, eller dig, der søger den billigste løsning. McDonald’s er faktisk blevet billigst i Herning, og det kan du takke hvid fløj og deres hårde integrationspolitik for. Café Cozy må nemlig ikke længere ansætte folk uden opholds- eller arbejdstilladelse, og derfor har de været nødt til at hæve priserne.
Sushi
Okay, måske er du alligevel idiot, for hvor god sushi tror du, man kan få i Herning? Du kan til gengæld imponere et ungt, kvindelig medlem fra en anden lokalforening med at du (din far) har råd til at købe sushi til frokost, og du kan jo bare proklamere, at sushien er meget bedre hvor du kommer fra, så du lyder som en connaisseur. Hertil anbefales Sooshi.
Jensens Bøfhus / Bones
Disse valgmuligheder er for dig, der gerne vil lege antropolog og se, hvordan de lokale spiser frokost. For bedst at passe ind må du dog tage nogle forholdsregler: Du skal bestille det mest kødrige, og du skal fortælle, at du er der, fordi du ikke vil have appetit til konens dårlige madlavning.
Værtshuse
Du har lige forladt festmiddagen, og du vil gerne starte på et værtshus, hvor I kan lægge en strategi for aftenens yderligere forløb. Hermed følger tilhørende anbefalinger, men tag dem med et gran salt: Hernings natteliv er fyldt med gymnasie- og folkeskoleelever, og derfor bliver alle værtshuse en form for diskoteker i løbet af natten.
Fox and Hounds
På Fox And Hounds får I delvist ro til at lægge planer da aldersgrænsen her er hævet til 21 år. De ældre og frastødende bartendere lukker selvfølgelig stadig unge piger ind, fordi de tror det giver dem en chance, men i det mindste slipper I for larmende 18-årige drenge. Til gengæld må I forberede jer på larmende 50-årige, da Fox and Hounds på grund af sin hævede aldersgrænse er favoritstedet for firmafesternes afterparty.
City-Caféen
På City-Caféen får I fuldstændig ro til at lægge dine planer, mest, fordi rummet blev stille, da I trådte ind ad døren. I er her nemlig ikke mellem 11 og 18 alle hverdage, så lige meget hvor meget I ligner herningensere, bliver I kategoriseret som fremmede af stamgæsterne. De vil også stirre på jer, indtil I går igen, men værtinden er rar, og man må ryge derinde.
Baren
I får ingen ro på Baren. Baren er mere en bar af navn end af gavn. Den mangler nemlig en dansegulv, men stemningen er som på et diskotek, og den ligger centralt i Hernings natteliv – altså på midten af den ene gade, der udgør nattelivet. Engang fik man altid det dobbelte, af hvad man bad om, på Baren, men det er længe siden redaktionens korrespondent var i byen i Herning, så om det stadig er gældende vides ikke.
Diskotek
Det hele er kraftedeme diskoteker, og de steder, der ikke er diskoteker, bliver behandlet som om de var. Redaktionen nægter at lave en anbefaling. Måske Heidi’s Bier Bar, fordi dets lokaler engang var Danmarks største Crazy Daisy.
Natmad
Klokken er mange, og du skal proppe noget i dig, som skal holde helt til i morgen tidlig, hvor det ryger op igen ad en uspecificeret ende. Du har 3 muligheder i Herning:
McDonald’s
Den var der fandme igen! 2 anbefalinger i 1 artikel? Nej, der er ikke tale om et sponsorat. Der findes bare ingenting i Herning. Men du kender det hjemmefra, og det er da tilpas billigt. Det er også overvejende tæt på motorvejen, hvis du skal hele vejen hjem igen – ja, motorvejen går helt ind i byen. Hvad havde du regnet med?
Pølsevognen
En lokal entreprenør har stillet sin pølsevogn lige ude foran den førnævnte Baren, og her kan du få alt fra en jysk panfløjte (3 franske hotdogs) til en død indianer med tæppe og krigsmaling (hotdog med rød pølse og det hele). Der er lang kø, men det er ventetiden værd.
Lones Køkken
I den modsatte ende af Bredgade finder du Lones Køkken. Her er næsten ingen kø, for selv ikke alle de lokale ved, at den er åben om natten. Du kan få pizza, pølsemix og diverse andet. Det smager ikke særlig godt, og det koster mere end det burde, men du er hurtigere mæt og hjemme i seng.
Hvordan end, din aften bliver, ønsker redaktionen dig et godt landsråd.