fbpx

Hvem er Tim Walz?

Skrevet af Louie Skougaard

Tim Walz er 60 år gammel, har siden 2019 været guvernør i Minnesota og så hører han, ligesom Kamala Harris, til den venstreekstreme del af det demokratiske parti. Han har også siddet i repræsentanternes hus fra 2007-2019, og før det var han skolelærer, hvor han underviste i samfundsfag. Inden han blev skolelærer, har han også været i det amerikanske militær. Det vender vi tilbage til.

Præsidentdebatten er bag os, og vi ser frem mod vicepræsidentsdebatten i morgen. Her stiller demokraterne med kandidaten Tim Walz, men hvem er han egentlig?

Mange amerikanere ser ham som en venlig, midwestern familiefar, og han appellerer på den måde til befolkningen ved at være folkelig og relaterbar. Ydermere så kommer han fra en meget lille by i Nebraska, og appellerer på den måde til de amerikanere, der bor ude på landet, og især vælgerne fra det såkaldte ’Rustbælte’.

Men hvad er hans historik egentlig som politiker?  

Woke Walz

Tidligere blev det nævnt, at Tim Walz hører til den venstreekstreme del af det demokratiske parti, og det udmønter sig også i hans førte politik i Minnesota. Han har nemlig stået for at få lovgivning igennem i Minnesota, der dikterer, at alle toiletter på skoler, inklusive drenge-toiletter, skal have gratis menstruationsprodukter helt ned til 4. klasse. Det kan måske lyde som en dårlig joke, men det er det desværre ikke; det er bare Tim Walz’ politik.  

Også under Black Lives Matter-demonstrationerne viste Tim Walz, hvem han egentlig er. Der gik nemlig hele tre dage med voldsomme demonstrationer, før han indsatte den nationale garde for at få styre på de voldelige optøjer. Da han så endelig indsatte garden, var det kun en meget lille del af garden, der blev indsat, og de blev udelukkende sat til at forsvare enkelte offentlige bygninger, alt imens de voldelige BLM-demonstranter fortsatte med at terrorisere Minnesotas gader. Hans kone nød endda ligefrem de voldelige demonstrationer og fortalte, at hun holdt vinduerne åbne derhjemme, for bedre at kunne nyde duften af de brændende dæk, da det var en smuk repræsentation af, hvad der foregik.

En økonomisk politik, der får ros af Enhedslisten

Hvis man kerer sig om økonomisk politik, så er der også grund til bekymring. For Tim Walz er nemlig selverklæret socialist, og for nyligt kom han med følgende citat : ”Én persons socialisme er en anden persons naboskab”, hvilket naturligvis vandt genklang hos Enhedslistens Pelle Dragsted.  

Han er generelt meget glad for, at staten skal varetage så meget som muligt, eksempelvis så var en af hans store mærkesager i Minnesota, at skolefrokosterne skal være skattebetalte.

Militærtiden, spritkørsel og løgnagtighed

Harris-kampagnen kører meget på, at Tim Walz er tidligere militærmand, og selvom det er rigtigt, at Tim Walz har været i det amerikanske militær, så er det ikke det, der er kommet i fokus i nyere tid. Tim Walz lovede nemlig sin gruppe i militæret, at han ville tage med dem til Irak, men lige da det blev aktuelt, så smuttede han fra militæret, og stillede i stedet op til valg. Det så flere fra hans militærgruppe som et enormt svigt. Udover dette så lyver han endda også om sin fortid i militæret. Han har skrevet forord til bøger om ham selv, hvor han bliver beskrevet som veteran, og han har tidligere sagt, at han har båret våben i krig. Begge påstande er løgn, og kendetegner egentlig meget godt Tim Walz.

Tim Walz er, som I nok efterhånden kan fornemme, knap så god til bortforklaringer, og det har vi set af flere omgange. Han er nemlig også dømt for spritkørsel, og her kom ham og hans hold igen med dårlige bortforklaringer. Tim Walz blev nemlig taget med 1,28 promille i blodet, og her var forklaringen fra ham og hans hold, at Tim Walz slet ikke havde drukket den aften, og at grunden til, at han fejlede alkoholtesten var, at han er delvist døv. Hvordan det så giver dig en promille på 1,28 er en gåde, der stadig ikke er blevet løst. Hans kampagne sagde også, at han var så ædru, at han faktisk selv fik lov til at køre til politistationen. Politiet kan dog fortælle, at dette også er løgn.

Hvorfor ville Kamala Harris dog vælge Tim Walz?

Med alt dette in mente kan man jo med rette stille spørgsmålet: Hvorfor ville Kamala Harris dog vælge Tim Walz som vicepræsidentkandidat frem for andre kandidater?

Den kandidat, der umiddelbart var mest oplagt, var nemlig ikke Tim Walz, men derimod Pennsylvanias guvernør, Josh Shapiro. Modsat Tim Walz, så er Josh Shapiro guvernør i en svingstat, som kan være afgørende for udfaldet af valget. Josh Shapiro hører også til den mere moderate del af det demokratiske parti, og kan derfor appellere til nogle andre vælgere end Kamala Harris og Tim Walz kan. Og det er bare nogle af alle de ting, der gjorde Josh Shapiro til en mere oplagt kandidat, så hvorfor valgte Harris så ikke ham?

Det er der flere årsager til.

Tim Walz fremstår for mange amerikanere mere relaterbar end Josh Shapiro, da Josh Shapiro virker mere som en “rigtig” politiker, og derfor lidt distanceret fra befolkningen, modsat Tim Walz, der fremstår mere som en midwestern familiefar. Så folkeligheden har højst sandsynligt spillet en rolle i valget af vicepræsidentkandidat.

Møderne med Kamala Harris gik også bedre for Walz end Shapiro. De klikkede vist bedre, og havde en vision for USA, der var mere på linje. Meldingerne fra Josh Shapiros hold var nemlig, at møderne ikke havde gået helt så godt, som han havde håbet på. Det med den fælles politiske vision giver meget god mening – for Kamala Harris har nemlig mere politisk til fælles med Tim Walz, end hun har med Josh Shapiro, der tilhører den mere moderate del af det demokratiske parti. Ydermere så er Josh Shapiro jøde, og har i sin ungdom udtalt sig positivt om IDF, og derfor så er han heller ikke ligefrem populær i Harris’ Hamas-glade bagland.

 

Scroll to Top