Skrevet af: Mikkel Jensen

Den engelske forfatter G. K. Chesterton skrev i 1924, at “[De] progressives opgave består i at vedblive med at begå fejl. De konservatives opgave er at forhindre fejl i at blive rettet”, hvilket er meget rammende for vores nuværende politiske situation. Idealisme og utopi er fy-ord for ægte konservative. Hvis man er konservativ, så holder man sig langt væk fra himmelvendte ideer om samfundets indretning, og finder sig tilfreds, eller tager sig ihvertfald til takke med det bestående, hvor usselt det end er. Dette standpunkt er opstået af de bedste intentioner og af en oprigtig trussel fra utopiske revolutionister, men nu binder det den konservative sag på hænder og fødder.

Vi befinder os i en ny ideologisk tidsalder, hvor stigning i ekstremisme på både højre -og venstrefløjen ses markant, udover hele det europæiske og nordamerikanske kontinent. Disse ideologiske fløje tilbyder forfærdelige, men konkrete løsninger på samfundets problemer: Immigration, boligpriser, korrupt lobbyisme og klimaet. Hvis man som konservativ har et oprigtigt ønske om, at det danske folks sjæl skal overleve dette ideologiske stormvejr, må man kunne
præsentere et ægte alternativ. Nej, dette alternativ er ikke snak om “borgerlige stemmer, der arbejder”. Ungdommen er idealister og forstår sig ikke på politisk pragmatisme og aldeles ikke, hvis den sker på baggrund af samarbejde med Mette Frederiksen. Hvem kan bebrejde de unge? Hvis de konservative ikke vil tage et standpunkt, man kan forlade sig på, så man man søge andetsteds. Vi er blevet uinspirerende. Selvfølgelig søger ungdommen til yderfløjenes radikalitet, hvis centrumhøjre står med hænderne i bukselommerne og kun udtaler vage slogans om “lavere skat” og om pengene, der som bekendt “har det bedst i borgernes lommer”.

Hvad i alverden betyder det? Hvordan sikrer det konkret, at den nye generation kan finde både bolig og arbejde? Hvorledes sikrer det konkret, at de kan blive voksne i et land, de stadigvæk kan genkende som deres eget? Alle tegn tyder på, at en gudeløs nationalisme og antisemitisme, er på vej frem i Europa, og også i Danmark. Antisemitisme kan ikke længere kun findes blandt
islamister og ekstremister, men er blevet en del af den almindelige debat på den yderste højrefløj. Hvis vi er sunket til, at det tyvende århundredes ekstreme ideologier er blevet genfødt, bør vi også begynde at tage vores ansvar som både politikere og mennesker meget alvorligt. Vi skal kunne præsentere et borgerligt og menneskeligt alternativ. Vi skal kunne præsentere nyt håb for morgendagen. Vi har historien som vidne. Da det sidste århundredes uhyre var besejret, var det stærke konservative mænd som Churchill, De Gaulle og Adenauer, der helt bogstaveligtalt måtte genopbygge Europa, både fysisk og åndeligt. Lad os tage lære af dem.

Derfor beder jeg Dem, kære læser, at De må fatte situationens grumme alvor. Vi må og skal skabe og udpensle ideen om et ideelt borgerligt samfund, hvor individets rettigheder, fædrelandets beståen, kulturens styrke, retsstatens ukrænkelighed, demokratiets integritet og familiens hellighed, er i fokus. Vi taber til ekstremismen, hvis vi ikke kan præsentere et bedre samfundsideal end dem. Vi taber både vores gamle land, men også vores egen sjæl.