Nej selvfølgelig er det ikke bare 30 g. stof. Det ville svare til at sige at mit kors, bare er en smule sølv rundt om halsen. Det siger selvfølgelig sig selv, at det ikke forholder sig således. Religiøse symboler mister ikke bare sådan deres betydning. Men hvis det forholder sig sådan at det ”bare” er 30 g. stof, så kan kvinderne jo bare smide det?

Ikke det? Det tænkte jeg nok. Det forholder sig jo selvfølgelig sådan at betydningen er langt, langt større end som så. Tørklædet er for mange muslimer verden over en religiøs nødvendighed. Derfor ønsker kvinderne ikke at smide det, når de kommer til Danmark.

 

Men hvorfor skal vi som danskere så blande os i hvordan de her kvinder agerer? Jo, en af grundene er den, som Dr. Lene Hendel skriver i hendes indlæg, Jeg vil til enhver tid fravælge en kvinde fagperson der insisterer på at bære traditionel muslimsk påklædning, så kan det give fatale følger for dem selv. Dr. Hendel beskriver hvordan hun har måtte afvise patienter som ikke ønsker fysisk kontakt med lægen. Patienten ønskede ikke kontakt af sædelige årsager. Ligesom at kvindelige patienter ikke ønsker at blive behandlet af mandlige assistenter.

Dette er noget som burde bekymre alle danskere. Det er et stort problem at kvindelige patienter ikke har lyst til at lade sig undersøge af mænd som er kvalificerede, alene fordi de er mænd. Havde det været omvendt, mænd som ikke ville lade sig undersøge af kvinder, så ville der være ramaskrig. Men der er altså nogle mennesker som lever i vores samfund, som har et syn på samfundet der er så forskelligt fra vores eget, at det bliver et problem. Dr. Hendel beskriver en kvindelig patient som nægtede at smide tøjet til en undersøgelse. Det til trods for at kvinden selv studerer medicin.

Man skal aldrig, som i aldrig, tage religiøse hensyn når det kommer til den medicinske verden. Det kan vi som samfund simpelthen ikke bære. Ikke kun er det problematisk for lægen, men det sætter også patientens eget liv på spil.