Kunst i dag, er ikke kunst! Der var engang, at kunstens mestre ikke kun arbejdede for at lave provokerende kunst. Kunst skulle også være smukt. Kunstens skønhed var en vigtig del af det. Men er det stadig sådan? Det sørgelige svar, er nej. Kunstnere får i dag mulighed for at løbe om hjørner med os alle sammen.

 

Jeg bryder mig ikke om store dele af moderne kunst. Når jeg står på et kunstmuseum og kigger på et tomt lærred, så bliver jeg bitter. Jeg føler mig til grin for egne penge. Så kan der stå nok så mange kulturradikale typer, og diskutere hvad det tomme lærred siger om samfundet. Jeg ønsker mig bare lidt, at der kommer en knægt forbi der råber: ”SE! DET HAR JO IKKE NOGET MALING PÅ!” Måske det er dét der skal til. Måske vil folk så forstå, at de er blevet snydt!

 

Da Vinci, Rembrandt, Bernini, Van Gogh, de roterer alle i deres grav. De førnævnte mestre, gav skønhed til verden. Deres kunst gjorde verden et bedre sted at være. Det gør et tomt lærred på et museum ikke. Det gør et toilet på hovedet ikke. Det gør guldfisk i en blender ikke.

 

Det er på tide, at vi vågner op. Det er på tide, at vi indser, at vi godt må definere hvad kunst er. Det er på tide… Kunsten har i den grad haltet de sidste mange årtier. Men min bøn er, at vi igen kan sikre kunstens skønhed.

 

Men hvordan gør vi så det? Hvordan ændrer vi kunstnernes tilgang til kunst? Det er ganske enkelt. Vi stopper med at købe deres kunst. Hvis der ikke er penge i den kunst de laver, så stopper de med at lave det. Så vil vor tids kunst, endelig, blive til kunst.