Der er masser af ting i Karl Marx’ filosofi vi som konservative kan og skal tage kraftigt afstand fra. Alligevel spørger artiklen ”Kan vi lære noget af Karl Marx?” Kan konservative lære noget af manden, hvis ideologi netop handlede om at nedbryde det etablerede samfund? Kan vi virkelig lære noget af manden, hvis ideologi er noget nær den absolutte modsætning til konservatismen, som netop handler om at bevare det etablerede? Det er et stort spørgsmål, som også helt bevidst er lidt provokerende. Man fristes, med fuld forståelse, til at sige nej med det samme. Jeg håber dog, at du går til artiklen med et åbent sind, for det skal vise sig, at der ikke kun er dårlige ting at sige om Marx. Jeg vil over to artikler dykke ned i nogle af de centrale elementer i Marx’ filosofi, og med et konservativt udgangspunkt undersøge Marx’ ideer – både de dårlige, de mindre dårlige, og de gode. Denne første del har primært fokus på de dårlige aspekter af Marx’ filosofi, hvor næste del vil dykke ned i de mindre dårlige aspekter, samt svare på spørgsmålet om, hvorvidt vi kan lære noget af Marx. Jeg håber du vil læse med.

Uanset hvad man måtte mene om Karl Marx, så kan man ikke komme udenom, at han har været en af de mest indflydelsesrige tænkere i moderne tid. Marx er en person de fleste kender til, og hans indflydelse fra det 20. århundrede og frem til i dag kan man ikke benægte – også selvom denne indflydelse ikke altid kan siges at have været positiv. Marx’ tanker er grundlaget for marxismen og har haft stor indflydelse på socialismen og kommunismen. Selvom Marx ikke kan siges at have grundlagt hverken socialismen eller kommunismen, så er hans tanker og idéer blevet næsten synonyme hermed. Vi kender alle til de forskellige socialistiske og kommunistiske regimer gennem tiden, og fælles for dem er, at deres statsideologier i bund og grund bygger på marxistiske tanker. Vladimir Lenin var marxist og grundlagde sin variant heraf i leninismen, som senere skulle influere både stalinismen, maoismen og Nordkoreas ”juche”-ideologi. Det er mange ”-ismer” for samme elendighed, og selvom de alle har rødder i marxismen, så er det heller ikke korrekt at tillægge Lenins, Stalins, Maos og Kim-familiens forfærdeligheder til Marx. Han var trods alt død før nogen af de kommunistiske tyranner og diktatorer kom til magten.

Selvom man ikke kan bebrejde Marx for kommunismens forfærdeligheder gennem det 20. og 21. århundrede, så man skal ikke se Marx og hans tanker som hverken uskyldige eller uskadelige. Listen med dårlige marxistiske ideer ville være meget lang, og uden for format her – men det er dog værd at fremhæve nogle af hans værste tanker. Marx’ tanker om ejendomsrettigheder, klassekamp, og hans besættelse af materielle forhold, er nok det jeg personligt opponerer mest imod. Marx’ tanker om ejendom og ejerforhold er noget af det han er kendt mest for, og når Marx nævnes ved navn, er det ofte efterfulgt af de klassiske fraser om at arbejderen skal tage ejerskab over produktionsmidlerne (”Seize the Means of Production”). Dette betød for Marx konkret at privat ejerskab af fabrikker, landbrug og lignende skulle afskaffes, og at disse i stedet skulle ejes kollektivt af arbejderne. Sagt anderledes, så ønskede Marx, at arbejderne skulle fratage landmænd, fabriksejere og andre ”kapitalister” deres ejendom, og i stedet organisere et kollektivt ejerskab over denne. Dette måtte om nødvendigt ske med voldelig revolution, hvor arbejdernes fjender måtte bekæmpes hvis ikke de frivilligt opgav deres ejendom. Kritikken af denne ”ide” skriver næsten sig selv. Først og fremmest; det relativistiske syn på værdien af menneskeliv, hvor livet på en ”kapitalist” var markant mindre værd end livet på en arbejder.  Dette relativistiske syn på værdien af menneskeliv, er noget nær definitionen af ondskab. Det er et knep som foruden at være anvendt af de kommunistiske regimer gennem tiden, også blev anvendt af både nazisterne under Holocaust og af islamistiske terrorgrupper, når de forfølger minoriteter i Mellemøsten.

Hertil kommer fejlslutningen om, at man tror, man kan tage ejerskab over andres ejendom gennem tvang. Der hvor jeg kommer fra, kalder vi det tyveri. En yderligere kritik er, at hvis statsmagten ikke kan garantere den private ejendomsret, så er det mindre attraktivt for personer at investere i virksomheder og materiel – det kunne jo potentielt blive snuppet til ”kollektivt ejerskab”, og dermed ville investeringen gå tabt. Dette er måske ikke den store bekymring for marxister og kommunister, men for almindelige mennesker, hvis pension og opsparinger meget ofte er bundet op på investeringer af forskellig art, kan det betyde utroligt meget. Det ville være jævnt træls at investere i en fabrik, for så at stå tilbage med ingenting, når arbejderne besluttede, at nu var fabrikken deres. Samfundets mulighed for at investere i nye teknologier, virksomheder osv. betyder meget for væksten i et samfund, og selvom dette er en kritik der ikke havde betydet meget i Marx’ samtid, så er det en substantiel kritik i vores moderne samfund.

Når vi taler om Marx’ ideer omkring revolution, er det værd at nævne den konflikt som Marx mener eksisterer mellem samfundsklasserne – navnlig ”kapitalisterne” og arbejderne. Klassekampen, som Marx kalder det, handler om, at der grundet økonomiske forskelle mellem klasserne opstår forskellige interesser mellem klasserne og dermed konflikt. Konflikt skal her forstås meget overordnet, og kan være alt fra vold og mord til strejke og propaganda. Selvom denne kritik kan virke korrekt og intuitiv, hvilket jeg kommer tilbage til senere, så er det vigtigt at holde et mere principielt blik for, hvad Marx’ syn på klassekamp egentlig betyder; at Marx anskuer alle relationer mellem forskellige samfundslag som en konflikt. For Marx er denne konflikt altid et nulsumsspil, hvor den ene gruppe kun kan vinde på bekostning af den anden. Dette kan måske lyde banalt, men hvis vi laver et lille tankeeksperiment, bliver det måske mere tydeligt hvor absurd og deprimerende dette samfundssyn er. Forestil dig din egen familie, og anvend Marx’ logik om klasseskel, men hvor du ser dine familiemedlemmer som værende forskellige klasser i samfundet. Alle samtaler, interaktioner, og relationer i din familie er præget af konflikt. I er aldrig enige om noget, og I hjælper ikke hinanden. I griner aldrig sammen, for I er altid uvenner. Alt du får er på bekostning af dine familiemedlemmer. Når du spiser aftensmad, så er det bare mad, som dine forældre og søskende ikke kan få at spise. Når det ene barn får lommepenge, er det i virkeligheden bare penge, som den anden ikke får. Når familien får julegaver, er de andres gaver i virkeligheden bare gaver, du kunne have fået. Jeg håber du ser min pointe. At anskue samfundet som opdelt og konfliktfyldt giver intet positivt med sig. Det er en deprimerende fortælling, hvor der ikke eksisterer sociale nuancer eller samskabelse. Det er med andre ord et dysfunktionelt hjem, hvor dem, som burde hjælpe og støtte hinanden, kun er drevet af egeninteresser, og hvad andre har i forhold til en selv. Der er ingen glæde for andre, ingen fællesskabsfølelse og intet der binder folk sammen udover deres klasseforhold og de fælles materielle interesser, man har med dem. Det er en utrolig deprimerende og dystopisk tankegang. Selvom det ikke var tiltænkt marxismen, så beskriver filosoffen Friedrich Nietzsche, efter min mening, det overordnede problem med Marx’ konfliktfyldte samfundssyn: ”The […]resolve to find the world ugly and bad has made the world ugly and bad”. Med andre ord, så vil Marx’ konfliktfyldte samfundssyn lede til netop den elendighed som Marx opponerer imod.

Marx’ samfundssyn konflikter særligt med det samfundssyn vi har som konservative. Vi ser ikke samfundets grupperinger som grundlæggende konfliktfyldt. Selvfølgelig eksisterer der konflikter, men jeg finder det meget fremmed at kigge ud i samfundet, og helt grundlæggende se konflikt – særligt i vores moderne, danske samfund. Selvom det kan virke intuitivt at samfundet helt grundlæggende er i konflikt, så er det bestemt forkert. Konflikter eksisterer selvfølgelig, men at se dem som værende definerende for samfundet, svarer til at kigge på en blomstereng, og så kun se de mørke sten, som gemmer sig under blomster og blomsterblade. De findes, men der er så meget godt og sandt, som fylder og betyder meget mere.

Marx ignorerer blomsterne i samfundet. Han har intet blik for de skønheder, som betyder meget mere for vores alles liv, end de konflikter vi møder på vejen. Selvom der opstår konflikter i vores liv, så er det ikke noget, der er definerende for samfundet. Konflikter kan givetvis skille os ad, og det er netop, hvad der skiller os ad, som Marx fokuserer helt enormt på. Marx ser ikke alt det, som binder os sammen, og der er uendeligt meget mere, som binder os sammen, end som skiller os ad. Selvom vi kan være uenige, og ja, i konflikt med naboer, venner, familie eller noget helt fjerde, så kan man ikke komme uden om at vi alle er forbundne. Vi er forbundne på tværs af indkomst, social status, arbejde, landsdele, og ikke mindst politiske overbevisninger. Vi er forbundne gennem vores land, sprog, kultur, normer, foreninger, religion og vores fælles historie. Denne liste kan fortsættes langt endnu, men pointen står fast; at der er uendeligt meget mere, som binder os sammen, end som skiller os ad. Det forstår Marx ikke. For ham er samfundet defineret af, hvad der skiller os ad, og ikke det vi har tilfælles med hinanden, på trods af vores forskelligheder. Det er et utroligt deprimerende samfunds- og livssyn. Marx’ insisteren på at se samfundet som noget konfliktfyldt og grimt, skal nok gøre samfundet konfliktfyldt og grimt. Det kan vi også se i historien, hvor de socialistiske og kommunistiske regimer altid har været fyldt med mistillid, korruption, forfølgelse, og andre forfærdeligheder. Der er ingen tvivl om, at når marxismen, socialismen og kommunismen lægger an til så deprimerende og elendigt et samfundssyn, så vil det samfund, de forsøger at skabe, også ende ud i ren elendighed. Så kære læser, hvis du tager én ting med fra dette indlæg; ansku ikke samfundet som værende grundlæggende konfliktfyldt. Det bringer kun elendighed og ulykke med sig. 

En af de ting, jeg tidligere fremhævede som noget vi konservative bør opponere mod, er Marx’ enorme fokus på materielle forhold. Det kan næsten læses i ovenstående kritik, at det betyder meget for Marx, hvem der har hvad, og hvor meget de har. Hvis du spørger mig, så er Marx’ primære udgangspunkt for at forstå samfundet, netop hvem der har hvad og hvor meget de har. Fordelingen af materielle goder, dvs. alt fra mad og penge, til traktorer og bygninger, betyder utroligt meget for Marx. Den enorme ulighed, der eksisterede i Marx’ samtid, gør også at man godt kan sympatisere med hans perspektiv om, at de materielle forhold i et samfund betyder meget. Det betyder selvfølgelig noget, at borgerne i et samfund har råd til mad, husly og tøj på kroppen, og generelt har en god levestandard. Dette kan næppe siges at være tilfældet i Marx’ samtid, hvor mange (særligt arbejderne) levede og arbejdede under elendige forhold. Ikke desto mindre mener jeg at Marx tillagde de materielle forhold i et samfund alt for stor betydning – særligt når han kun viser foragt for religion, fællesskab, patriotisme og andre immaterielle værdier, som betyder noget for mennesker. Lighed betyder ganske vist meget for Marx, men det er netop ideen om materiel lighed, han sætter meget højt. Ironisk nok kan vi rette samme kritik mod Marx, som vi retter mod vores liberale kolleger; de kender prisen på alt, men værdien af ingenting.

Således opmuntret. Jeg håber du hang ved, selvom det til tider blev lidt langhåret. Sådan er Marx – både i figurativ og bogstavelig forstand. Marx havde mange dårlige ideer, men selv et ødelagt ur går rigtigt to gange om dagen. Selvom vi som konservative skal forholde os meget kritiske til Marx’ ideer, så er der som sagt ikke kun dårlige ting at sige om ham. Jeg håber derfor meget du vil læse med i næste del af artiklen, hvor vi dykker ned i Marx mindre dårlige, og nogle ligefrem gode ideer. Det bliver noget mere opmuntrende end denne artikel, men måske også en anelse mere provokerende. Jeg håber du vil læse med.

Skrevet af Stefan Skærsholm