Skrevet af Louie Skougaard
Den tyske regering er blevet væltet, og d. 23. februar skal tyskerne til valg. Artiklen her vil give dig et indblik i, hvorfor Tysklands trafiklyskoalitionsregering, bestående af SPD, FDP og Die Grünen, faldt, hvad de forskellige tyske partier mener, hvordan de klarer sig i målingerne, samt mulige regeringssamarbejder efter valget.
Det nye år nærmer sig med hastige skridt, og 2025 kommer til at indeholde en masse spændende politiske begivenheder, blandt andet det tyske valg. For nyligt faldt den tyske regering nemlig, da Olaf Scholz fyrede den tyske finansminister, Christian Lindner, som er partiformand for det tyske regeringsparti FDP. Som konsekvens af dette blev det tyske parlament opløst, og derfor så skal tyskerne til valg d. 23. februar næste år.
Men inden vi kommer alt for langt, så vil jeg give et overblik over de forskellige tyske partier, da det ellers kan give anledning til forvirring senere i artiklen.
SPD: SPD er det tyske socialdemokrati, og er meget lig det danske socialdemokrati. Deres formand er Olaf Scholz, som er nuværende forbundskansler i Tyskland. På det seneste har de fleste partier rykket sig mere mod højre på værdipolitikken, som konsekvens af AFDs massive fremgang, og dette gælder også SPD. Det minder om det, som vi så det herhjemme med socialdemokratiets reaktion på DFs fremgang. De ligger pt til 17% i meningsmålingerne.
CDU/CSU: CDU er det tyske centerhøjre-konservative parti meget lig Det Konservative Folkeparti i Danmark. Angela Merkel var i sin tid formand for CDU, men partiet har taget en højredrejning siden, at Friederich Merz blev formand for partiet. Dette skyldes nok også AFDs massive fremgang på det seneste, som tvinger de andre partier mod højre i et forsøg på stemmemaksimering. Det kan være en forvirring for nogen, hvorfor man skriver CDU/CSU. Det gør man grundet, at CSU og CDU er i en alliance sammen, hvor de fører valgkamp sammen, og sidder i en samlet gruppe i den tyske forbundsdag. Der er nogle små politiske forskelle mellem de to partier, men de minder utroligt meget om hinanden. CSU er en lille smule mere konservative på værdipolitikken sammenlignet med CDU, der prøver at være et lidt mere landsdækkende forenende parti, men forskellene er så små, at det nærmere kan betegnes som fløjforskelle i et parti. Den store forskel på de to partier er, at CSU udelukkende opererer i Bayern, mens CDU opererer i hele Tyskland undtagen Bayern.
Da CDU er den dominerende part i dette samarbejde, så omtaler man som reelt bare alliancen som CDU. CDU har i samarbejde med CSU lanceret deres fælles valgprogram med navnet ” Politikwechsel für Deutschland” eller på dansk ”Politisk forandring for Tyskland”. Her kommer de ind på deres centrale mærkesager frem mod valget i februar. Alliancen foreslår at sætte gang i den tyske økonomi ved at give en lang række skattelettelser, de vil bl.a. reducere indkomstskatten og selskabsskatten, og så vil de sænke momsen for hotel- og restaurationsbranchen for at gang i den igen. CDU og CSU vil gerne føre en ansvarlig økonomisk politik, og derfor er det også centralt i deres plan, at de ikke ønsker at optage mere gæld, men i stedet vil de finde pengene ved at skære i sociale ydelser, og begrænse den offentlige støtte til indvandrere. Deres politiske plan indeholder også en stram udlændingepolitik, hvor de ønsker en stærkere grænse, fratagelse af statsborgerskabet fra kriminelle borgere med dobbelt statsborgerskab, og så ønske de at sende de asylansøgere hjem, som ikke længere har et beskyttelsesbehov. CDU/CSU var meget imod, at Tyskland skulle lukke atomkraftværker, og de ser det som en oplagt mulighed for grøn energi i Tyskland. CDU ønsker ikke direkte, at de vil have atomkraft tilbage så hurtigt som muligt, men de mener det er vigtigt at undersøge muligheden for, hvordan man bedst muligt kunne gøre det, og om det ville give mening at genindføre atomkraft i Tyskland. Samtidig så vil de investere i sikkerheden i Tyskland ved at give politiet flere ressourcer. Så hvis man skal sige det kort, så er der meget kaos og mange problemer i Tyskland lige nu. Her ønsker CDU at være den stabile hånd på rattet, der kan vende Tysklands problemer med klassiske konservative måder, nemlig ved lavere skat, stærkere politi og mindre indvandring. De vil have forandring, og med CDU ved magten vil der komme markante ændringer i den tyske politik, men det skal ske konservativt, og uden, at de laver radikale tiltag, som eksempelvis AFD vil det.
De ligger pt til 31% i meningsmålingerne.
FDP: FDP er det tyske centerhøjre-liberale parti, og deres politik er meget lig Venstre i Danmark. Christian Lindner er formand for partiet, og var indtil for nyligt finansminister i Tyskland, og FDP var en del af trafiklyskoalitionen. FDP appellerer primært til den øvre middelklasse, iværksættere, og dem, der arbejder i finanssektoren, hvilket afspejler sig i deres politiske mærkesager. De ligger pt til 4% i meningsmålingerne.
AFD: AFD er det mest højreorienterede parti i tysk politik. Hvis man skal finde en dansk ækvivalent til AFD ville det nok være det gamle Nye Borgerlige, altså Peter Seier og Vermunds Nye Borgerlige. De går ind for en stram udlændingepolitik, og vil trække Tyskland ud af EU. Samtidig går de ind for en markant lavere skat, og andre klassiske højreorienterede mærkesager. En af de store problemer i AFD er deres forbindelser til nazisme. AFD er nemlig blevet et samlingssted for tyske nazister og højreradikale, der har fundet sig til rette i et etableret parti. Dette har skabt en stor fløj i AFD, der nærmest glorificerer nazi-perioden i Tyskland. Denne fløj hedder ”Der Flügel”, og ledes primært af Björn Höcke. I ”Der Flügel”-fløjen er der en del, der blot er meget nationalistiske, men desværre også nogle som ser stolt tilbage på tiden med Nazi-tyskland, og enten undertoner alvoren af holocaust, eller direkte benægter holocaust. Det kom bl.a. til udtryk da det fremtrædende medlem af AFD og fløjleder af Der Flügel, Björn Höcke, sagde, at han mente, at det var forkert, at Tyskland have mindesmærker for Holocaust i Tyskland, og at han mente, at de skulle fjernes. AFD har også et europaparlamentsmedlem, der hedder Siegbert Droese, som i 2016 blev fotograferet med sin egen nummerplade, hvor der stod ”AH1818”. AH giver sig selv, og 18 er en numerisk kode brugt af nynazistiske grupperinger, som reference til Hitler, grundet at det første bogstav i alfabetet er a, og nr 8 er h, og dermed 18=AH. Så den interessante kombination på nummerpladen gav naturligvis anledning til, at mange tolkede det som en skjult hyldest til Hitler. Han er stadig fremtrædende medlem i AFD, og så er han også med i ”Der Flügel”-fløjen. Det vurderes, at det er ca. 20% af AFD, der er med i ”Der Flügel”-fløjen. I starten af 2024 kom det også frem, at højtstående medlemmer af AFD havde haft møder med nazister omkring hjemsendelsen af indvandrere. Det skal selvfølgelig nævnes, at dette ikke er partiets officielle linje, men det er selvfølgelig noget at være opmærksom på, når et stort parti, har så ekstrem en fløj. Partiet er ledet af Alice Weidel. De ligger pt til 19% i meningsmålingerne.
Die Grünen: Die Grünen er Tysklands grønne parti, der går meget op i klima. De sidder i EP-gruppe med SF, og det er også det parti, som Die Grünen minder mest om i Danmark. De er ledet af Robert Habeck, der i 2021 blev vicekansler og økonomi-og klimaminister. De går som sagt meget op i klima, men ellers ligger de mellem Die Linke og SPD. De ligger pt til 13% i meningsmålingerne.
Die Linke: Det er Tysklands socialistiske parti, og blev dannet, da Tysklands kommunistiske parti fusionerede med det tyske arbejderparti. Die Linke svarer til en tysk Enhedslisten, og de to partier sidder også i samme EP-gruppe. Ligesom Enhedslisten har de både en venstreorienteret værdipolitik og en venstreorienteret økonomisk politik. De bliver pt. meget hårdt udfordret af BSW, som er en direkte konkurrent, og et udbryderparti fra Die Linke. De har historiske forbindelser til SED, som var det regerende parti i DDR. Efter murens fald blev SED rebrandet til PDS, og PDS gik sammen med det tyske parti arbejderparti for at danne Die Linke, og derfor så har Die Linke en historisk forbindelse til SED. De ligger pt til 3% i meningsmålingerne.
BSW (Sahra Wagenknecht): BSW er et udbryderparti fra partiet Die Linke. Sahra Wagenknecht stiftede partiet som en protest mod den værdipolitiske linje fra Die Linke. På den økonomiske politik ligger BSW ret langt til venstre og ovre ved Die Linke og Die Grünen. På værdipolitikken, der ligger de dog ovre ved AFD og den ydre højrefløj, dog med nogle andre argumenter bag. De går ind for en stram udlændingepolitik, og så går de imod den grønne omstilling, da de mener, at det går udover den tyske arbejderklasse. Samtidig vil BSW genoprette forholdet til Rusland, da de mener, at det vil være et godt økonomisk træk, der vil komme den almene tysker til fordel. Dette er klart en af de mere interessante partier i tysk politik, fordi det i hvert fald i dansk kontekst er en ret usædvanlig cocktail. På værdipolitikken konkurrerer de med AFD om at ramme den almene tysker ved brug af populisme, og samtidig konkurrerer de med Die Linke om de klassiske venstrefløjs-vælgere. Partiet er helt nyt, og har derfor ingen historiske forbindelser til SED og DDR, men mange har sammenlignet BSW med en moderne version af SED, som var det regerende parti i DDR. Deres stifter og partileder, Sahra Wagenknecht, har rost DDR for mange af sine socialistiske elementer, men har også kritiseret DDR for sin autoritære undertrykkelse af politiske modstandere. De ligger pt til 6% i meningsmålingerne.
Regeringsdannelsen i 2021
D. 8. december 2021 fik Tyskland en ny regering med tilnavnet ”trafiklysregeringen”. Denne regering bestod af 3 partier: SPD, Die Grünen og FDP. Dette var en ret interessant koalition, da den spænder fra Die Grünen, som sidder i EP-gruppe med SF, og helt over til FDP som svarer til en tysk version af Venstre. Så ja, det kan åbenbart godt blive værre end Venstre i Danmark. Navnet trafiklysregeringen skyldes, at SPDs partifarve er rød, FDPs gul og Die Grünens partifarve er naturligvis grøn.
De politiske forskelle i regeringskoalitionen har dog også af flere omgange givet problemer, og det er også gået massivt udover de 3 regeringspartier i målingerne, hvilket i sidste ende endte med regeringens fald. På flere områder har der nemlig skullet indgås store kompromisser som har gjort vælgerne utilfredse med alle 3 partier. Senere vil vi komme ind på deres uoverensstemmelser på det økonomiske område, men også på energipolitikken har der været meget uenighed internt i regeringen. Die Grünen ville nemlig gerne gøre det ulovligt at bygge nye varmesystemer, hvor der bliver brugt olie og gas. Dette var FDP meget imod, og SPD prøvede at lægge sig i midten, men hældte til Die Grünens holdning, og fra start 2024 blev det de facto ulovligt, da de lavede et krav, som ingen af de nye varmesystemer med olie og gas ville kunne opfylde. En meget tysk ting er jo Autobahn, og det har også skabt intern uenighed i regeringen. Die Grünen og SPD ønsker nemlig at sænke fartgrænsen for klimaets skyld, og dette er det liberale parti FDP naturligvis meget imod, da de mener, at det er et indgreb i den personlige frihed. Hele autobahn-debatten har dog ikke ført de store resultater med sig, grundet regeringens store interne uenighed.
Især FDP har mistet massiv opbakning blandt vælgerne, efter at de er indgået i en regering med to venstreorienterede partier nemlig Die Grünen og SPD. I november 2024, da den tyske regering faldt, der lå FDP til omkring 4% og havde gjort det i løbet af hele 2024. Dette er ret kritisk for FDP, for den tyske spærregrænse er nemlig på 5%, og med 4% af stemmerne lå FDP nemlig ikke til at komme ind ved et tysk valg. Ved forbundsvalget i 2021 fik de 11,5% af stemmerne, og derfor er det også en ret markant tilbagegang for det liberale parti. Derfor så blev der lagt et enormt pres på regeringspartierne, men i særdeleshed FDP.
Den tyske økonomi
Det hjalp bestemt heller ikke på den tyske regerings popularitet, at den tyske økonomi gik tilbage med 0,3% i 2023. Det var et rigtig dårligt tegn for Tyskland, at deres økonomi ligefrem gik tilbage, og de havde faktisk også den værste økonomi af alle OECD-landene udover Argentina i 2023.
Det lagde naturligvis et kæmpe pres på den tyske regering, for nu skulle der altså ske noget. Og her kommer det store problem, nemlig regeringens interne uenigheder om, hvordan man tackler sådan en krise med negativ BNP-vækst og inflation.
FDP prøvede nemlig at redde sig selv ved at komme med forslag om, hvordan man kunne få gang i erhvervslivet og skære i sociale ydelser. Det var dog ikke noget, der faldt i god jord hos SPD og Die Grünen, og FDP kom derfor ikke igennem med noget særligt, som fik dem til at markere sig på en positiv måde. Det er nok også hovedårsagen bag deres enorme fald i meningsmålingerne, og at de fra starten af 2024 konsekvent lå under spærregrænsen i meningsmålingerne. Samtidig begyndte CDU at få mere og mere opbakning, og da de har en overlappende vælgergruppe med FDP, så blev FDP endnu mere ramt, når deres store konkurrent begyndte at klare sig rigtig godt.
Som sagt så fik FDP ikke rigtig noget af deres politik igennem, og i 2024 forventes Tysklands økonomi at have stagneret med en vækst på 0%, altså ingen vækst. Ydermere fik den tyske regering sig et stort problem i november 2023, da de skulle lave den tyske finanslov. Nogle af deres budgetteringer blev nemlig vurderet til at være lovstridige, og der manglede derfor lige pludselig 60 milliarder euro (ca. 450 milliarder danske kroner) i budgettet. Det skyldes, at de ville omfordele 60 milliarder euro fra nogle covid nødsfonde, der var beregnet til at få den tyske økonomi på benene efter covid. De penge ville de i stedet bruge på energisektoren, men dette vurderede den tyske forfatningsdomstol var i strid med loven, og de kunne derfor ikke bruge covid nødsfundene til andre formål som f.eks. energisektoren, og de manglede derfor pludselig 60 milliarder euro. Det er ret markant hul, og regeringspartierne var meget uenige om, hvordan disse penge skulle findes, og det er her, at det for alvor gik helt galt for den tyske regering.
Faldet
En uge inden den tyske regerings fald blev der lækket et 18 sider langt dokument, der beskrev hvordan FDP ville finde disse penge, og løse Tysklands økonomiske problemer. De forslag, der blev beskrevet i dette dokument, var bl.a. at skære på sociale ydelser, og skrue ned for nogle af de ambitiøse klimaplaner som regeringen ellers havde lagt op til.
Dette stod i stærk kontrast til Die Grünen og SPDs politikker, og gik imod regeringens planer. Die Grünen går jo meget op i klimaet, og SPD går meget op i at beholde de sociale ydelser, så FDPs forslag blev bestemt ikke taget godt imod. Die Grünen foreslog i stedet, at man skulle beskatte de rige, og få gang i økonomien ved statslig investering.
Den tyske regering indledte kriseforhandlinger i et forsøg på at blive enige om en ny aftale, men det lykkedes ikke. I stedet gik Olaf Scholz ud og fyrede FDPs partiformand, Christian Lindner, som finansminister. Dette blev gjort med begrundelsen, at Christian Lindner gentagende gange havde modarbejdet regeringen, og nu flød bægeret altså over.
Rygtet går på, at dette lækkede dokument var en strategisk handling fra FDP for at signalere til vælgerne, at de ville en anden vej end resten af regeringen, og at de kæmpede hårdt for lavere skat, og nedskæringer i den offentlige sektor, og derigennem håbede på at vinde noget troværdighed tilbage hos vælgerne, som de ellers havde tabt. Flere har nemlig også beskrevet det lækkede dokument som noget, der nærmere ligner et partiprogram frem mod en valgkamp frem for et finanslovsforslag.
Dette bliver også bakket op af historier som flere tyske aviser har skrevet. Her beskriver aviserne nemlig, at et møde har fundet sted hos FDP, hvor partitoppen mødtes for at diskutere, hvordan de bedst muligt kunne komme ud af denne regering, og hvordan de ville få den til at kollapse. En del af denne plan var, at de skulle lække et dokument, hvor de ville komme med en økonomisk plan, som de vidste, at deres vælgere ville respondere godt på, samtidig med, at de vidste at SPD og Die Grünen aldrig ville kunne gå med til det.
Dermed tyder det meste på, at FDP højst sandsynligt har planlagt et regerings-exit, hvor de skulle komme ud af regeringen med en større troværdighed, og genvinde støtte blandt vælgerne ved at lække dette dokument.
Det kommende valg, og hovedtemaer i valgkampen
CDU ligger utrolig godt frem mod det tyske valg, og med en klar føring på 31%, så ligger de til at ”vinde valget”. Deres nærmeste efterfølger er AFD på 19%, og SPD på 17%, og det er derfor en ret stor sejr, som formentlig ligger i vente for CDU. Ved det sidste tyske valg i 2021 fik de 24,1% af stemmerne, og de har derfor også haft en ret fin fremgang siden sidste valg. Det skyldes, at de har ført en effektiv kampagne mod den yderst upopulære regeringskoalition, ved at gå tilstrækkeligt imod regeringen til, at tyskerne ved, at de står for en mærkbar politisk ændring, samtidig med, at de har holdt sig fra ekstreme udtalelser og kontroverser. Og så er det simpelthen bare det oplagte valg, når regeringen er meget upopulær, og det eneste andet alternativ på højrefløjen er AFD. Samtidig så er Merz’ fokus på den økonomiske politik meget tiltalende for tyskerne, nu hvor den tyske økonomi er så udfordret. Ydermere så ser mange tyskere Merz som en stærk, erfaren og kompetent leder, der kan få dem igennem de store problemer, som de står i lige nu.
Udover dette, så bliver det særligt interessant at følge AFD i denne valgkamp.
AFD har nemlig haft en massiv fremgang på det seneste, og de ligger med 19% til at slå socialdemokraterne, og blive Tysklands andet største parti. Det er ret imponerende for et parti, der trods alt ligger et godt stykke ude på højrefløjen. Dette skyldes flere faktorer, men særligt deres tilgang til indvandringspolitikken og den økonomiske politik tiltrækker mange tyskere. Som det ses i mange andre europæiske lande, så er europæerne ved at være trætte af indvandrere fra især MENAPT-landene, og dette ses også i Tyskland. AFD går ind for en meget stram indvandringspolitik, og dette tiltaler mange tyskere, da de endelig føler sig hørt efter 16 år med Angela Merkels politik, og derefter 3 år med socialdemokratisk styre. Det seneste angreb på julemarkedet i Magdeburg har kun sat endnu mere gang i debatten om indvandrere fra MENAPT-landene i Tyskland.
Ydermere så går AFD også til valg på at hjælpe den almene tysker, og få gang i økonomien ved skattelettelser både i bund og top. Derfor så ser mange AFD som et friskt vindpust, der tager deres problemer seriøst, og vil komme med reelle løsninger på dem.
AFD er utroligt dygtige til at gøre brug af højrepopulisme, hvor de taler til den almindelige tysker, og får dem til at føle sig hørt, og det er nok den primære forklaring bag deres store succes. De kunne sagtens have dette politiske program uden at se den store fremgang, men fordi de er så dygtige til at få den almene tysker til at føle sig set, så vinder de enormt frem på det.
AFDs store problem frem mod valget kommer dog til at være at undgå sager, hvor de kommer til at blive kædet sammen med højreekstreme grupperinger, og særligt nynazister. I starten af sidste år kom det f.eks. frem, at fremtrædende medlemmer af AFD havde haft politiske drøftelser med nynazister omkring hjemsendelsen af indvandrere, og dette møde faldt naturligvis ikke i særlig god jord hos mange tyskere. Udover dette så har de, som før beskrevet i artiklen, en meget ekstrem fløj kaldet ”Der Flügel”, og det kan komme til at skabe mange problemer for dem under valgkampen.
Den tyske økonomi har været omtalt meget i denne artikel, og det er med god grund. Den tyske økonomi er nemlig det allervigtigste område for tyskerne frem mod det næste valg. Her står højrefløjspartierne uden for regeringen, altså CDU og AFD, særligt stærkt. Højrefløjspartier står ofte stærkt, når økonomien har det dårligt, og CDU og AFD har den fordel, at de ikke lige har siddet i en regering, der har leveret dårlige resultater.
Den tyske venstrefløj står på ingen måde særlig stærkt, og som det ser ud nu, kan et regeringssamarbejde til venstre for midten simpelthen ikke lade sig gøre. Den yderste venstrefløj i Tyskland er pt også splittet, og Die Linke ser ikke ud til at komme ind. Det skyldes, at det nye BSW og Die Linke har en meget overlappende vælgergruppe, hvilket kan føre til stemmespild på venstrefløjen. Samtidig så har Die Grünen og SPD lige siddet i en meget upopulær regering, så de har bestemt ikke medvind.
Regeringssamarbejder
Med et stærkt CDU, der ser ud til at vinde valget, så er der flere muligheder for et fremtidigt regeringssamarbejde.
CDUs partiformand Friederich Merz har dog af flere omgange afvist et samarbejde med AFD, og derfor så bliver det højst sandsynligt en tysk regering uden AFD. Der er en historisk årsag til, at ingen tyske partier vil indgå i en regering med partier på den ydre højrefløj, som eksempelvis AFD. Hitler og nazisterne kom nemlig til magten ved, at den konservative kansler, Paul Von Hindenburg, inviterede dem ind i regeringen, og her fik de mere og mere magt indtil Hitler blev diktator. Jeg sammenligner ikke nazisterne med AFD, det er blot den historiske årsag til, at tyske partier ikke vil indgå i en regering med partier på den ydre højrefløj.
Den eneste måde, hvorpå, at regnestykket så kan gå op, er ved en regering hen over midten mellem SPD og CDU, med CDU og Merz i spidsen. Dette ser ud til at være det mest sandsynlige udfald af valget.
Meget kan dog stadigvæk ske frem mod et valg, så det bliver bestemt spændende at følge med i det tyske valg frem mod februar.