Indledning

Du vil nu være vidne til et rigtigt juleeventyr. Altså ikke et eventyr, der er rigtigt, men “rigtigt” er en styrkemarkør for, at det er et eventyr.

Der vil måske være navne og steder, som minder om noget, du kender, men hvis det er tilfældet, er det en ren tilfældighed. Dette er nemlig blot et eventyr, og har ingen sammenhæng med virkeligheden.

Rigtig god fornøjelse.

Kapitel 1: Jacob, den egoistiske landsformandskandidat

Det var juleaftensdag, og på Konservativ Ungdoms hovedkontor sad en mand – lad os kalde ham Jacob – fra en eller anden ligegyldig ø og arbejdede. Men Jacob var ikke selv ligegyldig. Han stillede nemlig op til posten som landsformand for Konservativ Ungdom, og mellem bunker af julekort, der endnu ikke var sendt ud til medlemmerne, og løse notater om, hvordan man kunne spare penge på medlemmerne, fantaserede Jacob over, hvilken fremtid, han ville have i politik. Han så overskrifterne for sig: “Ungdomspolitisk superstjerne flyver ind i Folketinget”, “Fyn er atter relevant” og Jacobs yndlings: “Han sparede i KU – nu sparer han på statskassen”

Jacob var en mand med stor mistillid til alt, der ikke kunne tælles eller rationaliseres. “Julekort?” tænkte han. “Ren socialistisk påfund. Vi kunne droppe dem og give løn til hele FU”.

Pludselig bankede det på døren, og ind trådte et spøgelse – en halvtransparent skikkelse med et kongemærke, der så ud som om, det i mange år var blevet båret, ligesom Jacob selv bar sit kongemærke.

“Hvem er du?” spurgte Jacob undrende. “Og hvad laver du her?”

Spøgelset stirrede på ham med et melankolsk blik. “Jeg er Anders Storgaard,” svarede han langsomt. “Den tidligere landsformand for Konservativ Ungdom, og nu er jeg dømt til at hjemsøge alle, der glemmer, hvad formandskabet handler om – foreningen er mere end et springbræt til en politisk karriere. Jeg kæmpede for mere end det, men magten blændede mig!”

Jacob kiggede på ham og rynkede panden. “Hvad mener du? Det er da fornuftigt. Jeg har styr på tingene”.

“Da jeg blev formand, kæmpede jeg for medlemmerne” svarede Anders Storgaard og fortsatte, “men da jeg gik til kamp mod Kina, glemte jeg, hvor jeg kommer fra. Du er fanget i et net af selviskhed – du ser kun på dig selv og dine nærmeste, og du glemmer, hvad det i virkeligheden handler om: Medlemmerne!”

“Du er da ikke alvorlig?” Jacob rystede på hovedet. “Hvis jeg bliver formand, må medlemmerne da være med mig?”

“Tro mig, Jacob,” sagde Storgaard med et trist smil, “jeg har set det. Jeg har været der. Hvis du ikke ændrer kurs, vil du ende som mig: en misforstået politiker, hvis kritikere styrer hans fortælling. Nu har jeg en kinesisk arrestordre hængende over mig, og nye medlemmer tror alligevel, at jeg er kommunist!”. 

Og med det forsvandt Storgaard i et glimt af fortiden.

Kapitel 2: Spøgelset af nutiden

Jacob satte sig tilbage i stolen og fnøs. Men pludselig lød der et voldsomt rabalder, og ind kom et nyt spøgelse – denne gang en yngre mand med et skinnende jakkesæt og et smil, der kunne få selv de mest venstreorienterede feminister til at rødme af begejstring.

“Hvem er du?” spurgte Jacob, nu en smule lettere til mode, men stadig skeptisk.

“Jeg er Christian Holst Vigilius,” sagde spøgelset med en smule stolthed i stemmen. “Jeg er den nuværende formand for Konservativ Ungdom, og jeg er her for at vise dig, hvordan vi virkelig udnytter posten som landsformand!”

Christian Holst Vigilius begyndte at vise Jacob rundt i Konservativ Ungdoms hovedkvarter – hvor man kunne få gratis kaffe, men kun hvis man først havde hvervet 5 medlemmer og besvaret en mail om DUF-revision fra PWC. “Ser du, Jacob,” sagde han, “det handler om at have medierne på sin side. Jeg kan være i aviserne hver uge med artikler om, hvordan vi redder Danmark, mens tusindvis af potentielle læsere også ser et flot billede af mig ved siden af artiklen”.

“Medierne?” spurgte Jacob undrende. “Og hvorfor viser du mig rundt på HQ? Jeg sidder jo i FU…”

“Jeg aner ikke hvem du er, men har du ikke set mig på TV? Det handler om at skabe opmærksomhed, få presseomtale, og få folk til at tale om dig, så du også kan blive noget efter KU – glem alt om de små detaljer. Det er ikke vigtigt, hvad vi siger, men hvor mange der hører os”.

Jacob begyndte at blive mistænksom. “Er det virkelig det, jeg skal stræbe efter? Er det virkelig alt, det handler om?”

“Ja!” svarede Christian hurtigt og med stor selvsikkerhed. “Al omtale er god omtale. Har du ikke set, da jeg var i medierne for at støtte Ron DeSantis? Lige meget om folk var enige eller uenige, så nævnte de MIG”.

Kapitel 3: Spøgelset af fremtiden

Jacob var lige ved at opgive håbet, da det næste spøgelse ankom. Den fremtidige formand var en mystisk skikkelse i en dyster mørk dragt, og ansigtet var skjult under en hætte.

“Hvem er du?” spurgte Jacob igen, da han indså, at denne ånd måske ville være den, der kunne få ham til at forstå noget om sin politiske fremtid.

“Jeg er Mikkel Bjørn Sørensen,” svarede spøgelset med en hæs stemme. “Jeg var engang medlem af Folketinget. Nu styrer jeg Konservativ Ungdom med en jernhånd, præcis som jeg altid har drømt om, og foreningen fører Dansk Folkepartis politik, mens mine loyalister infiltrerer Det Konservative Folkeparti”

Jacob stirrede på spøgelset. “Men… hvorfor Konservativ Ungdom? Hvorfor forlade Folketinget? Hvad sker der med mig?”

Mikkel Bjørn Sørensen trak hætten lidt til side, og Jacob kunne se et uhyggeligt smil brede sig over hans ansigt. “Fordi, Jacob,” sagde Mikkel med en skarp tone, “Der var ingen samlende formand, og foreningen var forsvarsløs for mit kup. Nu har jeg fået den ultimative hævn for min eksklusion dengang i 2016. Jeg er den fremtid, foreningen har, hvis du glemmer medlemmerne”

Jacob blev forvirret. “Er det virkelig den fremtid, der er i vente for Konservativ Ungdom?”

Mikkel Bjørn Sørensen trak sin hætte ned og forsvandt langsomt ud af synet, mens han svarede: “Ja, Jacob. Og hvis du ikke ser det, vil du ende som én af de formænd, hvis portrætter vender omvendt i HQ, fordi medlemmerne ikke kan tilgive dig”.

Kapitel 4: Den ulykkelige opvågnen

“Er du okay, Jacob?” En lav, skarp stemme skar gennem hans tanker. Det var Daniel Bekesi. “Der er flere mails, der kræver din opmærksomhed.”

Jacob rystede på hovedet og kiggede op på sin næstformand. Bekesi stod i døren med et småligt smil, som ikke nåede hans iskolde øjne. Det var, som om han altid ventede på at udnytte et svagt øjeblik, som dette.

“Jeg har været i et møde med… mig selv,” sagde Jacob med en træt stemme.

Bekesi trådte ind og lukkede døren bag sig. “Møder med dig selv, Jacob?” han lo hånligt. “Jeg håber da, det var produktivt. For vi har en række opgaver, der venter.”

Jacob mærkede et stik af irritation, men han holdt sig selv i skak. Bekesi var en skarp og beregnende karakter. Selvfølgelig havde han en vis dygtighed i at holde styr på logistikken og sikre, at de politiske dagsordener blev gennemført, men der var noget ved ham, der altid føltes som om han ventede på at sætte sine egne interesser først.

“Ja, selvfølgelig,” sagde Jacob og vendte sig væk fra ham. “Men det kan vente lidt. Jeg er i gang med at tænke på noget mere… fundamentalt.”

“Fundamentalt?” Bekesi hævede et øjenbryn og lænede sig frem. “Er du begyndt at få tvivl på din kurs, Jacob? Er du begyndt at overveje… alternativer? Hvad har fået dig til at blive sådan her? Har du set for mange spøgelser?” Han grinede sarkastisk.

“Mere end ét,” svarede Jacob med et skævt smil.

Han rejste sig langsomt og kiggede ud af vinduet. En vinterstorm var begyndt at rase udenfor, men han følte sig ikke kold. I stedet havde han fået en indre opvarmning – en fornyet forståelse af, hvad hans politiske skæbne kunne blive.

Kapitel 5: Et opgør med vanerne.

Den følgende dag, da Jacob gik ind på sit kontor, følte han, at noget var anderledes. Den gamle, velkendte diskussion om besparelser på medlemmer havde været hans faste metier, men i dag kunne han ikke længere ignorere de elementer, som Mikkel Bjørn Sørensen havde præsenteret for ham. Hvis han ville have arv som noget mere end en fodnote, måtte han ændre sig. Han måtte vinde medlemmerne, ikke bare i ord, men i praksis.

Jacob satte sig ved skrivebordet og begyndte at skitsere en plan. Hans plan tog form. “Mere end foreningstoppen,” skrev han på papiret. “Vi skal kæmpe for et Konservativ Ungdom, der ikke kun belønner os, der er noget, men som husker og takker dem, som har gjort os til noget.”

Kapitel 6: Nyårsfesten og beslutningen

Som nytårsaften nærmede sig, blev Jacob inviteret til den årlige nytårsfest i Konservativ Ungdoms hovedkvarter. Det var et event, hvor gamle og nye medlemmer mødtes, og hvor de politiske visioner blev vendt for det kommende år.

Denne gang var Jacob anderledes. Han havde tænkt grundigt over sin plan. Han skulle ikke længere bare være den økonomiske purist, der holdt fast i gamle doktriner. Han skulle være leder – en leder, der kunne samle, organisere og inspirere.

Ved festens start blev Jacob mødt med et venligt nik af Christian Holst Vigilius, den nuværende formand. Vigilius havde hørt om Jacobs idéer og havde givet ham anerkendelse for hans arbejde. Men Jacob vidste, at det ikke længere var nok at stå og nikke til systemet. Han måtte gøre noget mere.

Efter at have drukket et glas champagne, trak Jacob sig tilbage til et hjørne og begyndte at tale med nogle af de yngre medlemmer. Det var her, han så muligheden. Hvis han kunne få dem til at forstå hans vision – ikke kun som politik, men som en bevægelse – så kunne han virkelig få magt. Det var ikke længere nok at tale om organisatoriske løsninger; han måtte skabe en bevægelse, der kunne forandre kulturen. En bevægelse, der kunne gå ud over de gamle økonomiske diskussioner og opbygge et nyt fællesskab.

Pludselig blev han opmærksom på et skarpt blik fra den anden ende af lokalet. Mikkel Bjørn Sørensen stod og så på ham med et selvsikkert smil. Det var som om han vidste præcis, hvad Jacob havde tænkt. Han gik mod Jacob, og de to mænd mødtes i et kort, men intenst blik.

“Så, Jacob,” sagde Mikkel med et skævt smil. “Er du klar til at tage magten?”

Jacob kiggede på ham og nikkede. “Ja,” svarede han beslutsomt. “Jeg er klar til at skabe fremtiden. Og du må forresten ikke være her, for du er ikke medlem”

Og således, på tærsklen til et nyt år, tog Jacob sin beslutning. Han ville ikke længere bare være den næste i rækken. Han ville være den, der skabte fremtiden. Og han ville starte i Konservativ Ungdom, hvor han kunne forme den næste generation af konservative ledere, der ikke glemte, hvor de kom fra.

 

Slutningen

Således sluttede det rigtige juleeventyr. Altså det der eventyr, der ikke var rigtigt, men hvor “rigtigt” blev brugt som en styrkemarkør af, at det var et eventyr.

Du bemærkede muligvis  navne og steder, som minder om noget, du kender, men hvis det er tilfældet, er det en ren tilfældighed. Dette var nemlig blot et eventyr, og har ingen sammenhæng med virkeligheden.

Rigtig glædelig vinterhøjtid.