Emil Bang Træholt bliver 006

I en dramatisk udmelding har lovudvalget her til morgen erklæret resultatet af landsrådets valg til forretningsudvalget for ugyldigt, og meddelt, at Emil Bang Træholt fra Konservativ Ungdom i Stor-Århus bliver den nye 006’er.

Til trods for at alle 5 opstillede kandidater i søndags blev udnævnt som medlemmer af det nye forretningsudvalg, har lovudvalget efter anonym henvendelse sat sig for at tolke resultatet på ny på baggrund af særlige omstændigheder: I søndags blev der nemlig afgivet 25 blanke stemmer mod henholdsvis 20 og 19 stemmer på 2 af de 5 personer, der stillede op til forretningsudvalget.

“Det er vores pligt at tage enhver stemme seriøst, og derfor har vi været nødt til at tolke på de mange blanke stemmer for at regne ud, hvad deres afgivere har ment” udtaler formanden for lovudvalget, Jeppe Frank, på vegne af hele udvalget til En Lige Højres korrespondent. “I første omgang var vi egentlig i tvivl, men så foreslog Anders Callisen, at der kunne være tale om Emil Bang Træholt, som ifølge Callisen, der har mødt mange KU’ere i sin tid, er den blankeste af dem alle. Det kunne Kuzma og jeg godt acceptere, for vi var begyndt at overveje, om man kunne tolke de blanke stemmer som en visuel repræsentation af en person, og har du set hvor bleg Træholt er? Mandens hud er nærmest gennemsigtig, og vi mistænker ham også for at afblege sit hår”.

Hos det øvrige forretningsudvalg kan man godt acceptere, at Træholt indtager pladsen. En Lige Højre har talt telefonisk med den nyvalgte landsformand, Jacob Feldborg, der til trods for at have munden fuld af fiskefrikadellemadder under hele samtalen, lykkedes med at blive forstået i følgende udtalelse: “Jeg bryder mig egentlig ikke om ham, for han gjorde grin med mig i sit dårlige juleeventyr, men hvis det betyder, at han kåres som den blankeste og blegeste KU’ere i hele landet, så kan jeg godt acceptere ham i mit FU. Vi skal alligevel ikke samarbejde, for man makker bare ret efter formandsparret i denne organisation. Sådan var det i hvert fald, da jeg var menig FU’er.

En Lige Højre har forsøgt at få en kommentar fra Emil Bang Træholt, men det lader ikke til, at han forstår, hvad der sker. Da vi forsøgte at tale med ham, mumlede han bare “Jeg var engang noget i den her forening”, inden han smækkede røret på. Han lever i sandhed op til sin udnævnelse, hvilket blot understreger lovudvalgets evne til at drage korrekte konklusioner.

Scroll to Top