Bring back Ronald Reagan

Om aftenen d. 9. november, dagen efter valget af præsident Donald J. Trump, fik jeg på en trøje trykt teksten ”Bring back Ronald Reagan”, og jeg bar den til alle sammenkomster, som jeg kunne deltage i. Beslutningen var meget spontan, om end den havde skarpt grundlag i en lang række overvejelser, oven på en af de mest uforudsigelige præsidentvalg i USA’s historie. Min overbevisning er ligeså klokkeklar i dag som den var dengang: Verden og USA er bedre tjent med en ny Reagan i Det Hvide Hus, end den mand, der bebor det nu.

En af de største grunde til det er, at verdenssituationen minder umådeligt meget om den, som Ronald Reagan stod overfor, ved hans indsværgelse i 1981. Vi truedes også da af mørke kræfter fra øst og syd, samt en global mørk ideologi, der havde ødelæggelsen af alle vore vestlige værdier for øje. Det er blot at erstatte Rusland med Sovjet, Daesh med Iran, Libyen og Syrien og kommunismen med den globale totalitære islamisme. Tilsæt derefter vestlige ledere uden villighed til at tackle de presserende problematikker reelt, før Pierre Trudeau, Francois Mitterand og Helmut Schmidt, nu Justin Trudeau og Emmanuel Macron, og så er parallellerne nemme at trække.

Internt i USA var der ligeledes store problemer, i begyndelsen af 80’erne, der minder om nutidens. Akkurat som i efterdønningerne på Jimmy Carter, og hans retorik om, at storhedstiden for USA var slut, efterspurgte amerikanerne d. 8. november 2016 grundlæggende den samme forandring, som de gjorde i 1980 samme dag. USA skulle genskabes som fyrtårn for fremskridt og velstand, og endnu engang indtage positionen som verdens ufortrødent mest magtfulde nation.

Om end ligheden mellem de to perioder er slående, er der en markant forskel, nemlig manden bag skrivebordet i det ovale kontor. Det unikke ved 1980’erne var nemlig, hvordan Reagan tacklede USA’s og vestens problemer. Han inspirerede befolkninger i øst og vest til at efterspørge ledere, der ligesom ham værdsatte frihed, frie markeder og vestlige værdier. Alt dette imens han skarpt trak linjerne op over for ærkefjenden Sovjetunionen, gennem sin vellykkede ”Peace Through Strenght”- politik. Under hans ledelse påtog USA sig det ansvar at lede verden ind i en friere, fredeligere og mere velstillet fremtid. Reagan var på disse afgørende områder stålsat på at skabe en bedre tilværelse for borgere i alle verdenshjørner. Kort sagt var han benhård idealist. Men det er kun halvdelen af historien.

Den anden side af Ronald Reagan udgør hans pragmatiske indstilling til politik. På intet tidspunkt under hans embedsperiode var der eksempelvis republikansk flertal i repræsentanternes hus. Alligevel formåede Reagan at samle store flertal om skattelettelser og øgning af forsvarsudgifter, i stærkt samarbejde med daværende demokratiske Speaker of the House Tip O’Neill. Reagan forstod, at hvis man vil skabe varige forandringer i et samfund, så nytter det ikke noget at sidde med hænderne over kors og fravælge det brede samarbejdes vej. Det er noget, som både tidligere og nuværende politikere i USA og herhjemme kunne lære meget af.

Denne pragmatisme kom også til udtryk i Reagans dialog med Sovjetiske ledere gennem tiden. I offentligt regi var Reagan som bekendt meget udtalt modstander af Sovjetunionens totalitære rædselsregime. Det afholdt ham dog ikke fra konsekvent at søge gode relationer med Sovjetunionens ledere, som han udvekslede personlige breve med gennem sin embedsperiode. Reagans største ønske var at få en Sovjetisk leder på enmandshånd, for på den måde at kunne tale udenom det oficielle diplomatiapparat, og ”mand til mand” finde løsninger, der kunne sikre verdensfreden. Det lykkedes i Geneve i 1985 efter Mikhail Gorbachevs indsættelse som Sovjetisk leder, og resten er som bekendt historie.

Reagan har alt det format, som Donald Trump i øjeblikket mangler. Hvor Reagan lod sig vejlede af konkrete principper og idealer i sin pragmatiske søgen efter de bedste løsninger for USA og verden, regerer Trump i øjeblikket ud fra hvad der eksternt ligner spontan principløshed. Enten skal Trump mande sig op og indse, at der er brug for reagansk lederskab for at løse USA’s og verdens problemer, eller også må han vige for andre kræfter i Det Republikanske Parti.

 

Reagan var naturligvis ikke en fejlfri mand, og han gennemførte på udvalgte områder politik, der i historiens bagklogskab ikke var favorable, eksempelvis under Iran-Contra-skandalen. Det ændrer dog ikke på, at han ville være langt bedre egnet til jobbet som USA’s præsident, end Donald Trump er i øjeblikket. Jeg vil derfor fortsat bære min trøje med stolthed og stille håbe på, at der kommer forandring til det bedre i Det Hvide Hus. Indtil da, vil det reaganske lederskab fortsat tjene som personligt ideal for mig og mange andre konservative, i Danmark og internationalt.