Det er igen blevet d. 23. juni, også kendt som Sankt Hans aften. Der er igennem en årrække blevet ført en trættende debat, hvor nogle feminister argumenterer for, at vi skal stoppe med at sætte heksedukken på Sankt Hans bålet. De mener, at det skaber en præcedens og er en hyldest til tidligere tider da man brændte hekse på bålet. En tid hvor kvinder, som var upopulære blot kunne beskyldes for at være hekse, og så ville de blive brændt på bålet.

 

Lad os få sat nogle tal på, i statens arkiver kan man se, at 1000 hekse blev af staten brændt på bålet, ni ud af ti, kvinder. Betyder det dog, at heksedukken i dag er en hyldest til dette? Langt fra. Hvis vi kigger lidt nærmere på den sang som ofte følger med Sankt Hans bålet, midsommervisen:

 

“hver by har sin heks, og hvert sogn sine trolde,
dem vil vi fra livet med glædesblus holde, “

Sådan lyder det i Holger Drachmanns sang, vi elsker vort land, fra 1885. Det beskrives her, hvordan bålet i virkeligheden skal beskytte os imod en mytologisk ondskab. Det handler om den varme, som ikke bare bålet men også de menneskelige glædesfølelser, over at hygge sig i sommervarmen med familien, udgiver.

 

Der er ingen mennesker i dag, der fejrer Sankt Hans, som gør det fordi de får lov til at brænde kvinder af. Det handler om en tradition, hvor man brænder et symbol på ondskab og lidelse, det mytologiske væsen heksen. Ikke heksen fordi det er en kvinde, det kunne også være en troldkarl. Heksen fordi heksen var et overnaturligt væsen, som samarbejdede med djævelen, om at sprede lidelse blandt mennesker.

Lad os holde en festlig Sankt Hans aften, og glemme patriarkatets undertrykkende strukturer bare en enkelt aften.