Der er det seneste stykke tid kørt en debat om enlige forældre. Denne debat blev startet fordi Rasmus Ulstrup Larsen skrev at flere enlige mødre, var problematisk for kernefamilien. Dette har skabt en stor og meget skinger debat. En debat hvor det forekommer mig, at den ene sides bedste argument lyder: ”én kærlig forælder, er bedre end to som bare skændes.” Det er da også rigtigt, det er bedre. Men én arm er også bedre end ingen, det betyder dog ikke at to arme ikke er bedst.

Jeg har intet problem med at man gerne vil have børn! Nej der bliver jo faktisk født alt for få børn i Vesten. Men at lade som om det er bedre for børnene, det er simpelthen forkert. Undersøgelser viser at drenge som er vokset op med en enlig forsørger (der som oftest er en mor) får psykologiske- og emotionelle problemer. Der er større risiko for at børnene klarer sig dårligere i skolen. Enlige forældre kan være nok så velmenende, nok så kærlige, men der vil altid være noget som mangler i børnenes opvækst.

Mænd og kvinder er forskellige. Mænd og kvinder opdrager børn forskelligt. Disse forskellige måder at opdrage på, er med til at skabe hele mennesker. Disse mennesker som skal indgå i et samfund, hvor man ikke tager hensyn til deres opvækst.

Jeg forstår heller ikke argumentet med at det er kvindens krop, hun må gøre hvad hun vil. Kvindens krop kan ikke af sig selv blive gravid. Sådan fungerer naturen bare ikke. Kvinden videregiver kun halvdelen af DNA-massen. Derfor skal kvinden have hjælp til at blive gravid, og i dag kan hun bare blive det som det passer hende med statens velsignelse. Dette fungerer dog ikke omvendt. Staten vil ikke give velsignelse til en enlig mands ønske om et barn via en rugemor.

Jeg mener der er nogle modsat vendte ting i hele debatten, og dertil kommer at man ikke må glemme at et velfungerende hjem, med to forældre er det bedste for børnene.